Gå til hovedindhold
Forvaltning og ledelse
Nyhed

Ny rapport: Borgmestre oplever godt samarbejde med kommunaldirektørerne

Borgmestrene oplever, at der er en tydelig arbejdsfordeling med kommunaldirektøren, og at det også oftest er aftalt, hvordan opgaverne deles i dagligdagen. Det viser en ny undersøgelse fra Kronprins Frederik Center for Offentlig Ledelse og KL.

11. jan. 2023
Ældre end 12 mdr.

Indhold

    En ny undersøgelse fra Kronprins Frederik Center for Offentlig Ledelse og KL viser, at borgmestrene oplever, at arbejdsfordelingen og hvordan opgaverne fordeles i dagligdagen, fungerer godt – i undersøgelsen svarer hele 86 procent af borgmestrene, at de har en tydelig opgavefordeling med kommunaldirektøren.

    ”Borgmesterens rolle er at lede kommunen i samarbejde med kommunaldirektøren og kommunens andre chefer – hvis det skal lykkes er god dialog afgørende. Derfor er det glædeligt, at både denne undersøgelse og vores tidligere undersøgelse med kommunaldirektørerne viser, at det er tilfældet,” siger Kristian Vendelbo, administrerende direktør i KL.

    Samtidig mener 78,5 procent af borgmestrene, at de har aftalt med kommunaldirektøren, hvordan de deler opgaverne. Det vidner om et samspil, hvor både borgmestre og kommunaldirektør kender deres roller, understreger KL’s administrerende direktør, Kristian Vendelbo:

    ”Undersøgelsen viser, at der grundlæggende er tillid, forståelse for de forskellige roller, og at arbejdsfordelingen er tydelig, når det gælder samspillet mellem politikere og topembedsmænd i kommunerne. Det rigtig positivt, at borgmestrene oplever, at forvaltningen er god til at komme med nye løsninger – det bliver der i den grad brug for fremover.”

    Et solidt fundament for udvikling af velfærden

    Det gode samarbejde er afgørende for at sikre, at vi står på et solidt fundament i fremtidens udvikling af velfærden. Her viser undersøgelsen at der er enighed mellem borgmestrene og forvaltning om, hvad der er de største udfordringer i de kommende år, hvilket er et godt udgangspunktet for at kunne gøre noget ved problemerne.

    I undersøgelsen er 93 procent af borgmestrene enige i, at borgernes forventninger til velfærden er blevet markant større de senere år, mens næsten 93 procent af borgmestrene anser rekruttering til velfærdsopgaverne som den vigtigste udfordring. Samtidig mener 43 procent af borgmestrene ikke, at kommunen har de velfærdsløsninger, der passer til de udfordringer, kommunerne står overfor.

    I undersøgelsen svarer 93 procent af borgmestrene desuden, at de oplever, at direktionen spiller en aktiv rolle i oversættelsen af den politiske linje til forvaltningen. 73 procent af borgmestrene mener, at forvaltningen er god til at levere nye løsninger.

    ”Nu skal vi have samlet de mange resultater fra de forskellige undersøgelser, som er lavet. Både for at gøre det tydeligt, hvor samspillet står stærkt, og hvor der er plads til forbedringer. Det ser jo rigtigt fornuftigt ud, når vi ser på undersøgelserne, men det er klart, at der altid vil være noget at arbejde med fremover,” siger Kristian Vendelbo.

    Links

    Kontakt

    Pressekonsulent

    Alexandra Pedersen

    Kommunikation

    Telefon: +45 3370 3643

    E-mail: alpe@kl.dk