Fejl i handicapsager

Retssikkerhed betyder, at borgerens sag er blevet behandlet i overensstemmelse med loven, og at den afgørelse, som har retsvirkning for borgeren, er truffet i overensstemmelse med loven. 

Der er således to spor, når vi taler retssikkerhed for borgeren.

Første spor handler om ”den materielle retssikkerhed”, hvor kravet er, at indholdet i retsreglerne er så klare, at den enkelte borger har mulighed for at læse og forstå sine rettigheder og pligter i den relevante lovgivning.

Andet spor handler om ”den processuelle retssikkerhed”, der blandt andet sikres ved krav om, at kommunerne skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt og give borgeren besked om, hvornår han eller hun kan forvente at få en afgørelse. Det kan også være krav om partshøring, aktindsigt og regler om, hvornår myndighederne må udveksle og videregive personfølsomme oplysninger om den enkelte borger.

Man kan derimod ikke tale om manglende retssikkerhed eller fejl i sagsbehandlingen i situationer, hvor borgeren kunne have ønsket sig andet end det, som vedkommende har ret til, eller når der mangler regler, og kommunen derfor ikke har hjemmel til at bevilge den hjælp, som borgeren ønsker.

I Danmark har vi valgt en model på socialområdet, hvor lovgivningen ikke indeholder en klar beskrivelse af, hvilken hjælp borgere med en bestemt diagnose eller udfordring skal have. Det er fornuftigt, fordi borgernes udfordringer på socialområdet er forskellige og ingen mennesker er ens. Derfor kan man ikke definere løsningerne på forhånd. Men det betyder samtidig, at lovgiver har givet kommunerne en svær opgave.

Kommunen skal vurdere hver enkelt borger individuelt og sikre at borgeren hverken over- eller underkompenseres ift. lovgivningen og kommunens serviceniveau, da både over- og underkompensation vil være i strid med reglerne. Kommunen skal med andre ord ramme en ret snæver sti for at træffe en korrekt afgørelse.  Kommunen skal redegøre for og oplyse hver enkelt sag ud fra bl.a. Ankestyrelsens krav. Kravene kan være svære at leve op til, da det nogle gange kan være svært at vurdere en borgers behov, og fx om vedkommende er i målgruppen for en ydelse eller ej. 

Barnets lov og servicelovens bestemmelser er i vidt omfang upræcise. Omdrejningspunktet er, at nødvendig hjælp skal gives til den, der har behov efter en individuel og konkret vurdering.

Den individuelle og konkrete vurdering i den enkelte sag betyder, at kommunerne - for at behandle børn, unge, voksne og deres familier retfærdigt - bliver nødt til at behandle dem forskelligt. Det er det, kompensationsprincippet handler om; at hjælpen ifølge loven skal tilpasses den enkeltes konkrete situation. Det er her, kommunerne går ind og foretager det retlige skøn i den enkelte sag.

Herudover skal hjælpen også tilpasses den samfundsmæssige og teknologiske udvikling. Ydelserne skal desuden udvikles i takt med den faglige udvikling. Og endelig er der i lovgivningen mulighed for, at kommunerne kan fastsætte lokale serviceniveauer inden for lovens ramme.

Ankestyrelsen offentliggør løbende statistik om bl.a. antal påklagede sager inden for de forskellige lovområder, som Ankestyrelsen er klagemyndighed for og udfaldet af Ankestyrelsens behandling af klagesagerne.

Klagestatistikken er offentligt tilgængelig på Ankestyrelsens hjemmeside

Omgørelsesprocenten opgøres som andelen af klager, der enten hjemvises eller ændres af Ankestyrelsen.

Hvis der fx er 10 klager over en kommune, og 4 af disse hjemvises eller ændres, er omgørelsesprocenten 40 pct.

Der anvendes tre begreber, når Ankestyrelsen udregner omgørelsesprocenter:

1. Stadfæstelse: Styrelsen er enig i afgørelsen. Der sker ingen ændringer for den, der har klaget.
2. Hjemvisning: Hvis der for eksempel mangler væsentlige oplysninger i en sag, og styrelsen ikke selv kan indhente dem, sender styrelsen sagen tilbage til myndigheden. Det hedder at hjemvise en sag og betyder, at myndigheden skal genoptage sagen og afgøre den på ny.
3. Ændring/Ophævelse: Styrelsen er helt eller delvist uenig i afgørelsen og ændrer/ophæver den.

Omgørelsesprocenten forholder sig udelukkende til de afgørelser, der påklages. Den siger dermed ikke noget om alle de afgørelser, borgerne ikke klager over.

Eksempel:

Kommune A træffer i 2018 516 afgørelser vedr. merudgiftsydelser. 12 af disse afgørelser bliver påklaget til Ankestyrelsen. Af de 12 klagesager bliver 7 omgjort eller hjemvist. Omgørelsesprocenten er derfor 58 pct. I dette tilfælde er omgørelsesprocenten baseret på 7 ud af 516 afgørelser, og den fortæller altså ikke noget om kvaliteten af de resterende 504 afgørelser, som ikke er påklaget til Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen behandler bl.a. klager på social- og beskæftigelsesområdet. Socialministeriet offentliggør hvert år kommunefordelte danmarkskort over omgørelsesprocenter på udvalgte paragrafområder. Ministeriet offentliggør tre kort: barnets lov og serviceloven samlet, børnehandicapområdet og voksenhandicapområdet. KL’s opgørelser medtager de samme ydelser som ministeriet. 

På det sociale område er den nødvendige sagsbehandling ofte en kompliceret proces, bl.a. fordi hver persons behov skal vurderes konkret og individuelt, og fordi kommunerne er underlagt omfattende krav til oplysning af sagerne.

Medarbejderne skal bl.a. være gode til at kommunikere med borgerne, de skal foretage vanskelige socialfaglige vurderinger samt have omfattende kendskab til juraen.

Der findes ikke samlede undersøgelser eller data, der belyser, hvorfor Ankestyrelsen har realitetsbehandlet flere klagesager i 2025 end tidligere år, og hvorfor der er flere omgjorte sager.

Det er sandsynligt, at følgende faktorer har haft en betydning:

• Fra 2024 til 2025 er der sket en fordobling i antallet af behandlede klager på hjælpemiddelområdet fra 909 til 2.240 sager. Det kan hænge sammen med en ny principmeddelelse fra Ankestyrelsen nr. 20-22 vedr. kompressionsstrømper. Denne har skabt uklarhed om, hvornår henholdsvis kommuner og regioner skal bevilge kompressionsstrømperne. Det kan have medført flere afslag fra kommuner, som borgere har klaget over. I december 2025 indgik den daværende regering, Danske Regioner og KL en aftale med det formål at klargøre parternes ansvar. Socialministeriet arbejder aktuelt på et lovforslag, der skal bidrage til at tydeliggøre kommunernes ansvar. 
• En helt ny hovedlov, barnets lov, trådte i kraft 1. januar 2024. Det tager tid for kommunerne at få implementeret de nye regler og for Ankestyrelsen at udvikle praksis på området. Med barnets lov er der bl.a. indført en retsgaranti om, at barnet eller den unges holdning og synspunkter skal tilvejebringes og inddrages løbende ved samtaler og anden direkte kontakt, inden der træffes beslutninger eller afgørelser efter loven om barnets eller den unges forhold. Det gælder også for børn med handicap. Der kan være flere hjemviste sager på børneområdet, fordi Ankestyrelsen vurderer, at kommunerne ikke har inddraget et barn tilstrækkeligt eller kommunen ikke har fået dokumenteret inddragelsen i deres sagssystemer. 

Kommunerne arbejder løbende på at forbedre kvaliteten i sagsbehandlingen gennem forskellige tiltag, der blandt andet indebærer, at der skal afsættes mere tid til dialog med borgeren, at den faglige ledelse skal styrkes, og at der kommer yderligere fokus på at styrke sagsbehandlernes kompetencer.

Nej, kommunerne træffer afgørelse ud fra en konkret individuel vurdering af borgerens behov.

Kommunen er lovgivningsmæssigt forpligtet til at lade økonomiske hensyn indgå i visitationen, forstået på den måde, at hvis to tilbud fagligt set er lige gode, så skal kommunen vælge det billigste tilbud.

En række ydelser er økonomiske ydelser, og kommunen vil derfor ikke kunne spare penge ved at lade sagen gå i Ankestyrelsen. Hvis borgeren får medhold i sin klage, skal kommunen betale støtten til borgeren/familien med tilbagevirkende kraft.

Kommunerne er underlagt en stram statslig styring af udgifterne, hvilket betyder, at kommunerne ikke kan bruge flere penge på ét område uden samtidig at spare et andet sted.

Det lægger et betydeligt pres på kommunerne på socialområdet, idet der bevilges mere hjælp til børn, unge og voksne og flere har et behov for hjælp i dag end tidligere.

Selvom kommunen er under et betydeligt økonomisk pres, skal den enkelte sagsbehandlers beslutning fortsat baseres på en konkret individuel vurdering af borgerens behov for hjælp.

De stramme økonomiske rammer betyder dog, at sagsbehandlerne er nødt til at være ekstra grundige med deres faglige vurderinger, så de ikke kommer til at bevilge hjælp til borgere, som ikke er berettiget dertil. Fx fordi hjælpen skal ydes af en anden sektor, eller borgeren ikke er i målgruppen for den ydelse, der er søgt om.