Gå til hovedindhold
Digitalisering og teknologi

Introduktion til Gentænk velfærden

Manglen på arbejdskraft vil i de kommende år sætte velfærdsniveauet under alvorligt pres, hvis kommunerne ikke gentænker og bruger teknologi til at udvikle velfærden. Det er hovedbudskabet i Kommunernes digitaliseringspolitik – ’Gentænk velfærden’.

Ældre end 12 mdr.

Indhold

    Vi står i kommunerne overfor en af de største udfordringer i mange år. Manglen på arbejdskraft.

    Det betyder, at vi er nødt til at gentænke velfærden. Det er ikke en mulighed at fortsætte ned ad den vej, vi har kørt på de seneste mange år, hvis vi vil bevare det velfærdsniveau, vi har i dag.

    Et af de vigtigste svar på arbejdskraftudfordringen er, at vi skruer op for brugen af teknologi og digitaliserer kommunernes services.

    En ny digitaliseringspolitik skal sætte en fælles, visionær og ambitiøs retning for brug af digitalisering og teknologi i kommunerne.

    Politikken anviser syv veje til, hvordan politikere i kommunerne kan imødegå arbejdskraftudfordringen og gentænke velfærden med digitalisering og teknologi.

    Hent politikken som pdf herunder eller dyk længere ned i de syv politik-områder nedenfor.

    Hent 'Gentænk Velfærden - Kommunernes digitaliseringspolitik' som PDF her

    Gentænk velfærdens syv veje

    01 / Gentænk velfærden

    I kommunerne skal vi gentænke alle velfærdsopgaver, så vi kan frigive hænder til den velfærd, der kræver menneskelig omsorg. Trivielle arbejdsprocesser skal automatiseres, og banebrydende teknologier, der har potentiale til at løfte velfærden for borgeren, skal afprøves.

    02 / Bedre service

    Fremtidens services til borgerne skal tænkes og bygges digitalt på alle de områder, hvor det giver borgerne og kommunen et lettere og mere fleksibelt møde.

    03 / Alle skal kunne være med

    Ingen borgere skal hægtes af i den digitale velfærd: Digitale services skal designes, så alle kan bruge dem – uanset forudsætninger. Menneskers forskelligheder skal tænkes ind, allerede når løsningerne er på tegnebrættet. De borgere, der ikke kan begå sig digitalt, skal stadig opleve en god service.

    04 / Tryghed for borgerne

    Tilliden fra borgerne er afgørende, når velfærden og kontakten med kommunen bliver mere digital. Den tillid skal vi sikre ved gennemsigtighed og en etisk tilgang til brugen af borgernes data. Sikkerheden i de offentlige it-systemer skal samtidig være et konstant fokuspunkt.

    05 / Brug det, der virker

    Vi skal genbruge, dele og kopiere de digitale løsninger, der allerede giver værdi i kommunerne. Ved bedre vidensdeling og fælles hjælp kan vi undgå at genopfinde den dybe tallerken og i stedet høste gevinsterne fra modne teknologier og systemer, vi allerede har i brug.

    06 / Klogere brug af data

    Indsigter fra store mængder data og konkret viden om den enkelte borgers situation skal danne grundlag for en mere præcis og personlig indsats, hvor vi rammer plet første gang. Færre fejlslagne forløb og bedre koordination på tværs af fagområder kan samtidig spare kommunen tid og penge.

    07 / En moderne arbejdsplads

    Øget brug af teknologi vil lede til mindre nedslidning, mindre administration og færre ensformige arbejdsprocesser i kommunerne. Det skal tiltrække nye medarbejdere og få nuværende medarbejdere til at gå op i arbejdstid og blive længere på arbejdsmarkedet. Det er et centralt parameter for at kunne løse arbejdskraftudfordringen.

    Sidst opdateret: 17. maj 2024

    Dokumenter

    Kontakt

    Kontorchef

    Frederik Nordentoft Andersen

    Digitalisering & Teknologi

    Telefon: +45 3370 3405

    E-mail: frna@kl.dk

    Kontorchef

    Pia Færch

    Digitalisering & Teknologi

    Telefon: +45 3370 3111

    E-mail: pah@kl.dk

    Relaterede nyheder