FH og KL: Vores velfærdssamfund skal geares til fremtiden

Af formand for KL, Martin Damm, og formand for FH, Lizette Risgaard.

Hvordan skal vores velfærdssamfund se ud i fremtiden? Med de ressourcer, der er til rådighed? Også så det matcher de forventninger, som danskerne har? Det spørgsmål er vi nødt til at stille os selv – og finde svar på i fællesskab. For det velfærdssamfund, vi danskere kender og elsker, er under pres. Og langtfra rustet til den fremtid, der venter.

Det bliver sværere og sværere at rekruttere medarbejdere med de rette kompetencer og skaffe penge til at levere den velfærd, som vi ønsker og forventer. Og selvom mange har været ramt af de kraftigt stigende priser på det seneste, så har mange danskere over en længere periode fået råd til at købe mere. Det øger afstanden mellem velfærden og velstanden.

Hvis man som borger oplever, at ens forældre ikke får den pleje, man ønsker for dem, eller hvis afleveringen af børnene i institutionen følges af en usikkerhed om, hvorvidt de vil blive mødt af nok personale i løbet af dagen, så er der stor risiko for – og allerede tydelige tegn på – at opbakningen til vores velfærdssamfund vil være vigende.

Vi skal i gang nu. Derfor opfordrer FH og KL den nye regering og det nye Folketing til at tage handsken op og deltage i dén samtale. Den er svær. Men den er nødvendig. For hvis vi ønsker at bevare og udvikle vores velfærdssamfund, som bygger på en model med fri og lige adgang til kollektive goder, så er der brug for at tale om, hvor velfærdssamfundet skal bevæge sig hen.

Frem mod 2030 bliver vi omkring 150.000 flere ældre over 70 år og børn under 7 år. I samme periode kommer vi til at mangle titusindvis af medarbejdere inden for bl.a. sundhed, pasning og pleje, da store årgange begynder at træde ud af arbejdsmarkedet. Og alene i forbindelse med den grønne omstilling vil den private sektor opleve et stort behov for mere faglært arbejdskraft. Det er derfor en ligning, som ikke går op.

Færre hænder til at ”producere” og flere med behov kan mærkes på velfærden. Gennem de senere år er antallet af offentligt ansatte pr. borger faldet, og samtidig er mængden af bureaukrati og dokumentationskrav, som kommunerne skal leve op til, steget. Det lægger beslag på ressourcerne, så der er mindre tid til kernevelfærden og mødet mellem borgere og medarbejdere. Og selvom vi løser opgaverne smartere og mere effektivt, så er det langtfra nok til at følge med.

Mulighederne for at erstatte arbejdskraft med f.eks. ny teknologi er – uanset om velfærden leveres i offentligt eller privat regi – ikke de samme som for f.eks. industriproduktion. Derfor er der naturlige grænser for, hvor meget vi kan effektivisere velfærden, uden kvaliteten bliver en anden.

Når store dele af det økonomiske råderum er disponeret til et varigt løft til udgifter til forsvar og sikkerhed, vil der heller ikke være rum til at investere i velfærd, og så er der endnu en ligning, der ikke går op.

Heroverfor står de forventninger, som danskerne har til velfærden. Danmark er et rigt samfund, og mange danskere har gennem de seneste mange år samlet set fået flere penge mellem hænderne. Men når vi får flere penge derhjemme, så forventer vi også mere af den offentlige velfærd, ligesom vi har højere forventninger til løsninger, der er tilpasset den enkelte.

Derfor ser vi også, at mange af de borgere, som har muligheden, vælger et privat alternativ eller forsikrer sig privat. Det valg er ikke et problem i sig selv. Men det er et problem, hvis det er et udtryk for en manglende tillid til velfærdssamfundet. Og det er et problem, hvis det øger uligheden og fører til A- og B-hold ad bagvejen.

Der er derfor behov for en demokratisk samtale om, hvad det er for et velfærdssamfund, vi vil have. Hvilke ressourcer har vi til rådighed? Hvornår taler vi om kollektive og individuelle tilbud? Løsningerne skal vi finde i fællesskab – arbejdsmarkedets parter, politikere, borgere, medarbejdere, civilsamfund og erhvervsliv. Første skridt må være en erkendelse af udfordringernes omfang og en erkendelse af, at velfærdsservicen om 10 år næppe kommer til at se ud, som den gør i dag.

Indlægget er bragt i Jyllands-Posten den 15. marts 2023.