Almene boliger - beboersammensætning, sundhed og beskæftigelse

Analysens hovedkonklusioner

• Under halvdelen af de 18-64 årige i de særligt udsatte boligområder er selvforsørgende. For borgere i de øvrige almene boligområder er det lidt over halvdelen, mens det gælder tre ud af fire af de 18-64-årige, som ikke bor i almene boliger.
• I særligt udsatte boligområder er det kun godt hver femte af ægteparrene, hvor begge er selvforsørgende. I den øvrige del af den almene sektor er det knap 2 ud af 5. Og for ægtepar, som ikke bor i almen bolig, knap 7 ud af 10.
• I 4 ud af 10 ægtepar i de særligt udsatte boligområder har begge ægtefæller offentlig forsørgelse som det dominerende indkomstgrundlag. Til sammenligning gælder det hver fjerde i øvrige almene boligområder og ca. 7 pct. af de ægtepar, som ikke bor i almene boliger.
• Selvforsørgende i særligt udsatte boligområder er i stor udstrækning beskæftiget i brancher, hvor kravene til formel uddannelse er begrænsede. F.eks. er over 1/3 af de selvforsørgende i særligt udsatte boligområder ansat i handels- og transportbranchen mod 23 pct. blandt de selvforsørgende 18-64-årige, som ikke bor i almene boliger.
• 18-64-årige i almene boliger – er oftere i kontakt med praksissektoren end 18-64-årige, som ikke bor i almene boliger. F.eks. har 18-64-årige beboere i almene boliger i gennemsnit 8,6 årlige kontakter med den praktiserende læge. 18-64-årige, der ikke bor i almen bolig, havde derimod i gennemsnit kun godt 6 kontakter.
• 18-64-årige beboere i almene boliger indlægges omkring 50 pct. oftere end 18-64-årige, der ikke bor i almene boliger.
• 18-64-årige beboere i almene boliger indlægges omkring 2½-3 gange så hyppigt for diabetes og lungesygdomme, som 18-64-årige, der ikke bor i almene boliger.
• Der er for alle boligtyper sammenhæng mellem antal besøg i praksissektoren og beskæftigelsesfrekvensen; jo flere besøg, jo lavere beskæftigelsesfrekvens.