Debatindlæg: Vi skal skrue på mange knapper for at få nok uddannede til fremtidens velfærd

Af Michael Ziegler, formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg

Hvem husker ikke læreren i folkeskolen, der gjorde hverdagen lidt sjovere eller hjalp, når tingene var svære?

Hvilken forælder har ikke mødt op i vuggestuen eller dagplejen og fået et smil på læben, når de ser lillemanden sidde helt trygt på skødet af hans yndlingspædagog?

Og hvem har ikke hørt ens bedsteforældre eller mor og far fortælle om, hvordan det bedste i løbet af en dag på plejehjemmet er, når sosu-medarbejderen lige havde tid til en kop kaffe og en snak?

Læreren, pædagogen, social- og sundhedsmedarbejderen, sygeplejersken, socialrådgiveren – alle er de helt centrale i vores velfærdssamfund. I vores hverdag og i vores minder.

Derfor er det også helt afgørende, at vi har nok medarbejdere, så vi kan blive ved med at skabe gode rammer om vores hverdag. Desværre har vi i nu mange år set, at færre søger ind på velfærdsuddannelserne, og at færre bliver optaget. Når vi så samtidig får flere børn og flere plejekrævende ældre, samt flere med en eller flere kroniske sygdomme, så stiger kravene og forventningerne også til dét, vores medarbejdere kan levere.

Med andre ord: Færre medarbejdere og flere opgaver. Det hænger selvsagt ikke sammen!

Behov for prioriteringer

Manglen på arbejdskraft er en samfundsudfordring på tværs af den offentlige og private sektor. Alene i 2030 skal vi bruge over 40.000 medarbejdere i den offentlige sektor, hvis vi skal levere en velfærd på niveau med i dag. Samtidig skal der også være arbejdskraft til den private sektor.

Udfordringen kan derfor ikke løses alene ved at se på den enkelte sektor. Der er behov for at se mere strukturelt på arbejdsudbuddet og at tænke præmissen om arbejdskraft ind i alle nye initiativer. Både når det gælder nye og ekstra krav til den kommunale service og initiativer, der tager tid væk fra kerneopgaverne. Der skal prioriteres, hvis arbejdskraften skal række.

Men det er selvfølgelig ikke gjort med det. Vi er samtidig nødt til at gøre os ekstra umage med at se på, hvordan vi kan gøre det mere attraktivt at tage en velfærdsuddannelse, så flere igen får lyst til at gå dén vej.

Med fare for floskler, så findes der her ikke en ’snuptagsløsning’, og der er behov for at ’skrue på mange knapper’. For kommunerne handler det først og fremmest om at løfte kvaliteten af uddannelserne og reducere frafaldet. Det handler bl.a. om flere timer og mere praksiskobling. Med den ny læreruddannelse er vi godt på vej. Der er til gengæld et massivt og akut behov for at få løftet kvaliteten af pædagoguddannelsen.

Et uddannelsesvalg, der åbner døre

Vi er også nødt til at se på tværs af det samlede uddannelsessystem. De unge vælger ofte universitetsvejen til, fordi de oplever, at det giver flere muligheder og udskyder valget om en konkret profession. Derfor har vi brug for at vise de unge, at velfærdsuddannelserne ikke er en lukket dør, men derimod åbner for spændende muligheder og veje videre i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.

Det er rigtig positivt, at KL sammen med hhv. BUPL og LC har igangsat projekter med fokus på faglig udvikling og karriereveje. Vi er også optaget af, hvordan vi kan skabe udviklingsmuligheder og karriereveje i form af kombinations- og delestillinger mellem kommunerne og professionshøjskolerne. Det vil gøre professionerne mere attraktive og samtidig styrke praksiskoblingen og dermed kvaliteten i uddannelserne.

I en situation, hvor vi ikke forventer at kunne løse arbejdskraftmanglen alene ved at rekruttere ekstra medarbejdere, arbejder vi som arbejdsgivere også sammen med de faglige organisationer om mere strukturelle tiltag som fx at få flere på fuldtid, nedbringe sygefraværet og fastholde flere seniorer. Alt sammen noget der kan være med til at øge arbejdsudbuddet på velfærdsområderne.

Et helt særligt konkurrenceparameter i det offentlige

Og så har vi i den offentlige sektor et helt særligt og vigtigt konkurrenceparameter, når det handler om at tiltrække arbejdskraft, som vi skal blive langt bedre til at udnytte: nemlig at vi arbejder med mennesker og relationer, hvad enten vi taler om børn eller gamle. Vores velfærdsmedarbejdere gør ganske enkelt en forskel for andre mennesker. Og der kan være folk, der lidt senere i deres livsforløb ønsker at skifte spor, og som har lyst til et arbejde med så utrolig meget mening, som et velfærdsjob er. Derfor bliver vi nødt til at interessere os for, hvordan vi bedst kan understøtte, at det kan ske. Det gælder både i vores uddannelsessystemer og på vores arbejdspladser, som også må indstille sig på at kunne modtage medarbejdere med andre baggrunde end de vante.

Der er nok at tage fat på og opgaver nok til alle. Heldigvis er vi allerede i gang med at styrke velfærdsuddannelserne og vise de unge såvel som voksne, der ønsker at uddanne sig, de mange muligheder, der er på velfærdsområderne.

Debatindlægget er bragt på A4 Uddannelse den 14. juni 2023