Aftalen om parallelsamfund på dagtilbudsområdet
Med aftalen om parallelsamfund er der på børne- og unge området lovgivet om en række lovelementer. På dagtilbudsområdet drejer det sig om: Lov om bedre fordeling i dagtilbud og lov om obligatoriske læringstilbud for 1-årige børn i udsatte boligområder
Aftalen om parallelsamfund på dagtilbudsområdet
Med loven om bedre fordeling i dagtilbud skal kommunalbestyrelsen sikre, at der i daginstitutioner maksimalt nyoptages 30 pct. børn fra udsatte boligområder i løbet af et kalenderår. Loven er trådt i kraft den 1. januar 2019, og kommunerne er forpligtede til at leve op til lovens krav fra den 1. januar 2020.
Lovens hovedelementer
- Der må maksimalt nyoptages 30 pct. børn fra udsatte boligområder i løbet af et kalenderår
- Anviser kommunalbestyrelsen en plads i dagtilbud til et barn, som har bopæl uden for et udsat boligområde, i et dagtilbud beliggende i et udsat boligområde, skal barnet også tilbydes en plads i et andet dagtilbud, som ikke er beliggende i et udsat boligområde.
Dispensationsmuligheder
Det har tidligere været muligt for kommuner med dagtilbud i udsatte boligområder at søge om dispensation fra kravet om maksimalt 30 pct. nyoptag samt kravet om dobbeltanvisning.
I juni 2020 ophørte muligheden for at ansøge om dispensation. Ophævelsen af dispensationsadgangen har ikke konsekvenser for de daginstitutioner eller enheder i daginstitutioner, som før lovens ikrafttræden har fået dispensation fra lovens regler. I stedet for dispensationsadgangen er der indført en såkaldt nødbestemmelse, hvorefter kommunalbestyrelsen i ganske særlige tilfælde for en periode på maksmalt et år ad gangen kan undtage konkrete daginstitutioner eller enheder i daginstitutioner fra kravet om, der højst må optages 30 pct. børn fra udsatte boligområder i hver daginstitution i løbet af et kalenderår.
Med loven om obligatoriske læringstilbud for 1-årige børn i udsatte boligområder indføres et tilbud til børn fra udsatte boligområder, som ikke er optaget i en daginstitution eller en dagpleje, når de fylder 1 år.
Loven er vedtaget i december 2018 og trådte i kraft den 1. juli 2019.
KL har sammen med Børne- og Undervisningsministeriet udarbejdet et notat, der samler spørgsmål og svar til loven om obligatoriske læringstilbud:
Faq om obligatorisk læringstilbud
Det obligatoriske læringstilbud skal sikre, at flere børn fra udsatte boligområder kommer i dagtilbud. Det skal blandt andet bidrage til at understøtte børnenes dansksproglige kompetencer og læringsparathed. Børnene skal i læringstilbuddet integreres i det almene læringsmiljø, og den pædagogiske indsats skal være i overensstemmelse med den pædagogiske læreplan i dagtilbuddet. Det obligatoriske læringstilbud skal samtidig indeholde målrettede forløb til børnene og deres forældre, ligesom kendskab til danske traditioner og normer skal sikres.
Loven har derudover følgende indhold
- Det obligatoriske læringstilbud har en varighed på 25 timer ugentligt, skal fordeles jævnt, og skal som udgangspunkt ligge i barnets vågne timer
- Et barn skal som udgangspunkt forblive optaget i et obligatorisk læringstilbud, indtil kommunen gennemfører den lovpligtige sprogvurdering i enten 2- eller 3-års-alderen efter de regler, som er fastsat i dagtilbudsloven
- Forældre, der ikke ønsker at deres barn skal optages i et obligatorisk læringstilbud, har mulighed for at forestå indsatsen selv. Vælger forældrene dette, skal kommunalbestyrelsen gennem tilsyn sikre, at indsatsen står mål med det obligatoriske læringstilbud
- Lederen i den enkelte daginstitution er ansvarlig for at registrere fremmødet i det obligatoriske læringstilbud
- Lederens information til kommunen skal danne grundlag for kommunalbestyrelsens afgørelse om standsning af børneydelsen
- Kommunalbestyrelsens eventuelle afgørelse om standsning af børneydelsen er gældende for et kvartal
Se flere materialer til dagtilbud og forældre om det obligatoriske læringstilbud her:
Skoleområdet
Læs om aftalen om parallelsamfund på skoleområdet.