Gå til hovedindhold
Nyhed
Arbejdsmarked
Økonomi

Nøgletalsnyt - Maj: Opløftende væksttal for 1. kvartal og lys i inflationsmørket?

I denne måneds reducerede nøgletalsnyt, hvor nye prognoser og konvergensprogrammet tager rampelyset, ser vi på nye væksttal fra nationalregnskabet, det evigt stærke arbejdsmarked og de nyeste tal for inflationen, der måske indeholder et lille lyspunkt.

31. maj 2023

Indhold

    Begrænset BNP- og beskæftigelsesvækst i 1. kvartal 2023

    31. maj udkom seneste opgørelse af nationalregnskabet, der dækker over 1. kvartal 2023. Her viste opgørelsen, at BNP-væksten lander på 0,2 procent, imens beskæftigelsen steg med 0,4 procent. Udviklingen giver et godt udgangspunkt for de opjusterede vækstskøn, vi har set i både Økonomisk Redegørelse fra regeringen og Dansk Økonomi forår 2023 fra De Økonomiske Råd. Tallene er ikke just overraskende, idet vi i flere måneder har kunne følge den stigende lønmodtagerbeskæftigelse, og BNP-indikatoren tidligere på måneden viste et skøn for væksten på 0,3 procent.

    Væksten drives bl.a. frem af et stigende privatforbrug, hvor bl.a. billige elbiler har fyldt en del i 1. kvartal – i forhold til 4. kvartal 2022 steg køb af køretøjer med 12,2 procent. Derudover er fortsat produktionsfremgang indenfor medicinalindustrien samt en stærk eksport også drivende faktorer for væksten. I den anden retning trækker en afmatning af bygge- og anlægsbranchen, der bl.a. oplever konsekvenserne af faldende boliginvesteringer, der var 6,3 procent lavere end i slutningen af 2022.

    Fortsat stærkt arbejdsmarked - men beskæftigelsen fortsætter med at falde indenfor bygge- og anlæg

    Også i marts måned, der er den seneste måned med tal, fortsatte den seneste tids tendens, med knapt 5.000 ekstra lønmodtagere siden april. Fordelt på sektorer var stigningen størst i den private sektor, hvor godt 3.000 flere var beskæftiget i marts. I den offentlige sektor drejede det sig om knapt 1.500 flere ansatte. Et udpluk af brancher med de største stigninger er sundhed- og socialvæsenet, hotel og restauration samt kultur og fritid. I den anden ende skiller bygge- og anlæg og handelserhvervene sig ud ved at være blandt de få brancher med faldende beskæftigelse.

    Ledighedstallene for april måned viser heller ikke tegn på umiddelbar opbremsning, med en meget lille stigning i ledigheden på omkring 100 personer. Den umiddelbare tendens til stigende ledighed, der begyndte i slutningen af 2022, har sidenhen vist sig at aftage markant, og ledigheden har nu i flere måneder ligget nogenlunde konstant omkring 82.000 ledige, eller 2,8 procent af arbejdsstyrken.

    Priserne stiger fortsat - men med aftagende hastighed

    Inflationen er fortsat nærværende, selvom priserne i april 'kun' er godt 5 procent højere end sidste år. Det er et fald fra marts måned, hvor inflationen var 6,7 procent højere end sidste år. Blandt de største bidragsydere til inflationen findes fødevarer og drikkevarer stadig, selvom prisstigningerne her også er begyndt at aftage. Det er blandt andet med til at drive den samlede inflation under kerneinflationen, der betegner inflationen uden ikke-forarbejdede fødevarer og energi. Fremadrettet kommer faldende bidrag fra energi, herunder elektricitet og opvarmning, også til at drive inflationen yderligere ned, som det blandt andet ses imellem marts og april, hvor bidraget fra denne kilde er mere end halveret. Den forsat høje kerneinflationen skaber dog fortsat panderynker. Et lille lyspunkt kan dog være konjunkturindikatorer fra tidligere på måneden, hvor Danmarks Statistik kunne berette om, at en overvægt af dagligvarebutikker nu forventer faldende priser over de næste 3 måneder, selvom det generelle billede for detail- og serviceerhvervene altså fortsat er stigende priser. 

    Læs flere artikler her

    Kontakt

    Specialkonsulent

    Teis Bay Andersen

    Analyse & Makro

    Telefon: +45 3370 3769

    E-mail: tban@kl.dk