En fremtid med fuldtid
Fuldtid som en del af løsningen på rekrutteringsudfordringerne
KL og Forhandlingsfællesskabet er gået sammen om en ambitiøs indsats for at få flere kommunale medarbejdere op i tid eller på fuldtid. 26 kommuner er frontløbere og skal i samarbejde med parterne afprøve redskaber og metoder til at finde lokale løsninger på de strukturelle og kulturelle barrierer, som skal overkommes, hvis flere medarbejdere skal op tid.
Michael Ziegler og Mona Striib: Derfor skal vi have en fremtid med fuldtid
Michael Ziegler og Mona Striib fortæller i denne video, hvorfor de som arbejdsgivere og arbejdstagere er gået sammen om en indsats, der skal få flere medarbejdere i kommunerne op i tid eller på fuldtid.
Indsatsen har et enormt potentiale
40 pct. af de kommunalt ansatte arbejder i dag på deltid, og inden for nogle faggrupper er det endnu flere. F.eks. arbejder 8 ud af 10 af de social- og sundhedsansatte på deltid. Det gælder også for halvdelen af pædagogerne.
I en nær fremtid står vi over for en enorm udfordring. Antallet af børn og ældre vokser, samtidig med at der bliver færre hænder på det kommunale arbejdsmarked. Men der er en løsning: Det kommunale arbejdsmarked rummer et enormt arbejdskraftspotentiale, hvis flere af de deltidsansatte kan arbejde flere timer eller fuldtid. Det kan være med til at løse de massive rekrutteringsudfordringer, vi står over for nu og særligt i fremtiden.
Flere ansatte på fuldtid vil samtidig skabe større sammenhæng for den enkelte borger, som vil opleve færre personskift i ældreplejen, på bosteder og i daginstitutionen. Det skaber tryghed i hverdagen og større kvalitet i opgaveløsningen. Derudover vil en fremtid med fuldtid kunne bidrage til øget ligestilling mellem kønnene, da især mange kvinder er på deltid. De har derfor en lavere livsindkomst og pension end deres mandlige kollegaer.
26 nøglekommuner går forrest
I efteråret 2020 skød KL og Forhandlingsfællesskabet indsatsen i gang ved at invitere alle landets kommuner til at indgå i indsatsen som såkaldte nøglekommuner. 26 kommuner tilmeldte sig og blev alle udvalgt til at indgå i indsatsen i tæt samarbejde med parterne. Nøglekommunerne skal udfordre og finde løsninger på de strukturelle og kulturelle barrierer, der er i vejen for, at flere kan komme op i tid eller på fuldtid på de kommunale arbejdspladser.
Fuldtidsindsatsen tager afsæt i workshops, prøvehandlinger og pilotforsøg i kommunerne. Her skal de lokale ledere, medarbejdere og tillidsrepræsentanter på udvalgte arbejdspladser blandt andet udvikle og afprøve redskaber og metoder til at få flere på fuldtid, både inden for ældreområdet, dagtilbudsområdet, sygeplejeområdet, psykiatrien og rengøringsområdet.
De 26 nøglekommuner i vilkårlig rækkefølge:
- Albertslund
- Odense
- København
- Frederiksberg
- Høje-Taastrup
- Ballerup
- Lyngby-Tårbæk
- Hørsholm
- Haderslev
- Sønderborg
- Herning
- Ikast-Brande
- Gentofte
- Varde
- Vejen
- Thisted
- Vordingborg
- Hillerød
- Aalborg
- Ringsted
- Frederikshavn
- Esbjerg
- Holstebro
- Sorø
- Odsherred
- Lejre
Materiale til at igangsætte en fuldtidsindsats i kommunen
KL og Forhandlingsfællesskabet har sammen skabt Viden på Tværs for at have en fælles hjemmeside, der spreder viden og understøtter medarbejdere og ledere i udvikling af de kommunale arbejdspladser og kerneopgaver til gavn for borgerne. På vtp.dk kan du finde redskaber og værktøjer til at igangsætte og forankre en fuldtidsindsats i din kommune. På hjemmesiden vil der løbende blive delt erfaringer, værktøjer og løsninger.
- En fremtid med fuldtid: Fuldtid i kommunerne | VPT
- Arbejdsbog til MED: En arbejdsbog til forankring af fuldtidsindsatsen i jeres kommune (vpt.dk)
- Bilag til arbejdsbogen – inddragende workshopforløb: Workshopforløb_0.pdf (vpt.dk)
- Data om deltid, fuldtid og timelønnede i kommunerne: Data om deltid, fuldtid og timelønnede | VPT