Gå til hovedindhold
Nyhed
Børn og unge
Uddannelse

Partnerskab for styrkede overgange for unge afsluttes – ny afrapportering og inspirationskatalog klar

Hvordan kan kommuner arbejde med at styrke unges oplevelse af sammenhæng i overgangen til uddannelse eller job? Partnerskabet om styrkede overgange for unge har haft fokus på at undersøge og afprøve forskellige tilgange til dette. Med afsæt i kommunernes erfaringer samler den afsluttende afrapportering og inspirationskatalog en række fælles opmærksomhedspunkter og eksempler på lokale løsninger, som kommuner kan lade sig inspirere af i arbejdet med unge.

19. jan. 2026

Indhold

    Gennem det seneste år har 30 kommuner – i samarbejde med KL og Børne- og Undervisningsministeriet – arbejdet målrettet med at udvikle og afprøve lokale løsninger, som kan styrke indsatsen for unge uden uddannelse eller job. Arbejdet er nu samlet i en afrapportering og et inspirationskatalog, som andre kommuner kan dykke ned i.

    Arbejdet er sket i regi Partnerskabet for styrkede overgange for unge, som blev etableret i forlængelse af FGU-aftalen fra 2023. En politiske aftale som skal give FGU-institutionerne bedre økonomiske rammer, øget lokal frihed og styrke overgange fra grundskole og ungdomsuddannelser. Aftalen har samtidig fokus på at sikre, at flere unge uden uddannelse eller job får en smidig og sammenhængende vej videre.

    Flere unge skal have en stærkere og mere sikker vej ind i uddannelse eller job. Det er en fælles politisk ambition og en central velfærdsopgave for kommunerne. Erfaringerne fra partnerskabet viser, at styrkede overgange for unge ikke skabes gennem én samlet model, men gennem lokale løsninger, tydelig ledelse og et tæt samarbejde på tværs af forvaltninger, uddannelsesinstitutioner og øvrige aktører omkring den unge.

    Kommunernes erfaringer peger på fælles retning

    I partnerskabet har kommunerne arbejdet med at udvikle, afprøve og justere konkrete metoder i deres lokale praksis. Erfaringerne viser, at koordination, fleksibilitet og tillid i samarbejdet er afgørende for, at unge oplever sammenhæng og fremdrift i overgangen til uddannelse eller job – særligt i mødet mellem kommune, FGU og ungdomsuddannelser.

    Afrapporteringen samler erfaringerne i fire overordnede strategiske sigtelinjer, som kan fungere som fælles pejlemærker for kommunernes videre arbejde:

    • Tidlig indsats og bedre datagrundlag
    • Fælles ledelsesansvar
    • Unge i centrum
    • Fleksible og forpligtende veje for unge

    Inspiration fra konkrete kommunale prøvehandlinger

    Som led i partnerskabet har kommunerne gennemført 36 konkrete prøvehandlinger, som efterfølgende er blevet evalueret med henblik på læring og videreudvikling af praksis. Et udvalg af erfaringerne er samlet i et inspirationskatalog, der giver andre kommuner konkrete eksempler på, hvordan arbejdet med målgruppevurdering, inddragelse af unge og styrkede overgange kan tilrettelægges og forankres lokalt.

    Gratis webinar markerer afslutningen

    Afrapporteringen og inspirationskataloget præsenteres på et gratis afsluttende webinar, hvor KL præsenterer partnerskabets væsentligste erfaringer, og kommuner deler eksempler på deres arbejde med prøvehandlinger. Webinaret henvender sig til politikere, ledere og medarbejdere i forvaltninger samt lokale samarbejdspartnere, der på både strategisk og operationelt niveau arbejder med unges overgang til uddannelse og beskæftigelse.

    Om Partnerskabet for styrkede overgange for unge

    Partnerskabet blev etableret i november 2023 og afsluttet i december 2025. Formålet har været at understøtte kommunernes arbejde med målgruppevurdering og sikre smidige og sammenhængende overgange til FGU med fokus på unges oplevede inddragelse.

    30 kommuner deltog i partnerskabet i samarbejde med KL og Børne- og Undervisningsministeriet. Kommunerne har gennemført i alt 36 prøvehandlinger, og et udvalg af erfaringerne er samlet i et inspirationskatalog, der udgives sammen med afrapporteringen.

    Læs mere om FGU-aftalen fra 2023 | uvm.dk