Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse
ØA
Økonomi

Økonomiaftale er et sporskifte i velfærden

Årets økonomiaftale markerer et sporskifte, hvor kommunerne får mulighed for at udvikle folkeskoler, ældrepleje og dagtilbud.

31. maj 2024

Indhold

    KL og regeringen er fredag blevet enige om en aftale om kommunernes økonomi for 2025. Aftalen indeholder 3,4 mia. kr. til lokal velfærd, som kan anvendes til at fastholde serviceniveauet, når vi bliver flere børn og ældre, til at håndtere udgiftspresset og derudover til at investere i at udvikle den lokale velfærd så som folkeskoler, ældrepleje og dagtilbud i 2025. Derudover nedbringes administrationsudgifterne med 242 mio. kr. Dermed udgør den kommunale serviceramme samlet set 323,6 mia. kr.

    ”Vi står med en historisk aftale, der giver kommunerne nogle muligheder, som vi ikke har haft i en lang årrække. Velfærden står ved en skillevej, og vi har nu valgt det spor, hvor vi kan begynde at styrke og udvikle velfærden. Der er stadig udfordringer, og ikke alle kommuner kommer til at kunne løse alting. Det er et langt sejt træk, men samlet giver aftalen mulighed for mere end at holde skindet på næsen. Det er første skridt i et grundlæggende retningsskifte for velfærden,” siger KL’s formand Martin Damm. 

    ”Det har været afgørende for os, at vi i år fik landet en økonomiaftale, som giver os mulighed for at prioritere de almene velfærdstilbud. Vi har i årevis kæmpet med stigende udgifter på en række områder, men med aftalen er der plads til, at vi kan udvikle velfærden,” siger næstformand Jacob Bundsgaard.

    Regeringen har med aftalen tilkendegivet, at den i 2025 vil reducere med 1.000 årsværk i den statslige administration. De 1.000 årsværk bidrager til at gøre det muligt at styrke den lokale velfærd i kommunerne i 2025. 

    ”At regeringen nu begynder at tage sin egen medicin og reducere i den statslige administration, er meget tiltrængt. Dén udvikling ønsker vi fortsætter i de kommende år, så vi i højere grad kan bruge de kommunale ressourcer på borgerne frem for bureaukrati. At pengene, der spares på den statslige administration, bruges direkte på at styrke den lokale velfærd for borgerne, er afgørende vigtigt,” siger Martin Damm. 

    Folkeskolen

    Et centralt tema i forhandlingerne har været folkeskoleområdet, hvor kommunerne oplever, at en voksende andel af folkeskolens økonomi går til at finansiere specialundervisning, og der dermed er færre ressourcer til at skabe stærke folkeskoler, som kan rumme flere børn. 

    Med aftalen er parterne enige om, at folkeskolens almentilbud kan styrkes, og KL og regeringen etablerer derfor et samarbejde om udvikling af folkeskolens almenområde. 

    ”Vi har brug for at få vendt udviklingen i folkeskolen, så langt flere elever kan blive en del af folkeskolens fællesskab. Det kræver, at vi kan investere langt mere i at styrke den almene folkeskole, og det tager vi nogle vigtige skridt mod med denne aftale,” siger Jacob Bundsgaard. 

    Klima

    KL og regeringen er desuden enige om at styrke indsatsen vedr. klimatilpasning, så Danmark bliver bedre forberedt mod mere ekstremt vejr i fremtiden. Parterne er enige om løbende at drøfte og samarbejde om en langsigtet planlægning af klimaindsatsen, samt hvordan lokale og nationale initiativer bedst muligt kan spille sammen. 

    Kommunernes klimahandlingsplaner bidrager til at skabe lokal opbakning til den grønne omstilling.

    Flere penge til anlæg og 113 regelforenklinger

    Med aftalen får kommunerne desuden mulighed for at bygge nyt og renovere for 20,3 mia. kr. i 2025. Ligesom særtilskudspuljen til særligt vanskeligt stillede kommuner forhøjes, så den samlet udgør 800 mio. kr. i 2025. 

    Endelig har regeringen og KL også aftalt 113 regelforenklinger, som skal bidrage til mindre bureaukrati og administration i såvel staten som kommunerne.