Ny analyse: Et arbejdsmarked i forandring
Manglen på arbejdskraft er en af de største udfordringer, vi som samfund står med. En ny analyse samler fakta, viden og gode eksempler på de tendenser og dilemmaer, vi må forholde os til, når vi skal ruste os til fremtidens arbejdsmarked.
Udfordringerne på arbejdsmarkedet er til at tage og føle på: Der mangler medarbejdere til fx at tage sig af vores stigende antal ældre og til at skabe den helt nødvendige grønne omstilling. Samtidig vinder ønsket om fleksibilitet og lavere arbejdstid frem, og nye ansættelsesformer og banebrydende teknologi gør deres indtog.
Med andre ord: Forandringerne er her, og vores arbejdsmarked er ikke rustet til dem.
Med en ny forandringsanalyse har KL forsøgt at se på tværs af de stærke tendenser, som præger vores samfund og arbejdsmarked. Analysen samler fakta, viden og gode eksempler fra virkeligheden og peger på de strømninger og dilemmaer, som vi må forholde os til for at finde morgendagens løsninger.
Analysen er ikke et KL-udspil med holdninger og forslag. Det er et oplæg til en debat, som det er afgørende vigtig at tage.
Forandringsanalysen er delt op i 4 temaer, som belyser arbejdsmarkedet på tværs af den private og offentlige sektor:
- Velfærdsopgaven under forandring
- Et længere arbejdsliv
- Læring og omstilling gennem hele livet
- Nye strømninger på arbejdsmarkedet