Kronik: Vi tør godt tale om de svære valg i velfærden. Gør I?

Kronik af Martin Damm og Jacob Bundsgaard, formand og næstformand i KL.

Folkeskolen, der samler høj som lav og danner os til livets mange sider.

Ældreplejen, der giver os en tryg og værdig alderdom efter et langt liv.

Børnehaven, der sætter rammen om en vild og vidunderlig barndom.

Botilbuddet, der hjælper de af os, som har fået en sværere vej i livet.

Det er nok sådan, vi danskere vil beskrive vores velfærdssamfund, når det er bedst. Måske har vi selv oplevet det. Måske har vores forældre eller bedsteforældre fortalt om, hvordan det var i gamle dage.

Uanset hvad har vi alle en klar forventning til, hvordan velfærden anno 2023 bør se ud. Kan kommunerne leve op til det? Det korte, men ærlige svar: Nej.

For hvor meget vi end ville ønske det, er et løft af velfærden ikke på tapetet, når vi i kommunerne i disse uger lægger vores budgetter for næste år. Tværtimod.

Ligesom de seneste mange år er vi nødt til at lave besparelser for at få økonomien til at gå op. Over hele landet er vi tvunget til at skære i velfærden:

Nogle kommuner er nødt til at spare på rengøringen hos de ældre, andre må lukke mindre skoler. Nogle nedlægger lokale busruter, andre sløjfer fritidstilbud til de unge. Eksemplerne er mange.

Det smerter os. For vi er i kommunalpolitik for at skabe det bedst mulige lokalsamfund – ikke for at skære ned på det, der betyder noget for vores medborgere og nærmeste.

I mange år har vi forlænget velfærden med brædder i en evig kamp for at få de stramme budgetter til at gå op.

Men nu står vi dér, hvor buen er spændt til bristepunktet, og hvor vi frygter for vores velfærdssamfund. Derfor mener vi også, at vi har en pligt til at spørge:

Er det den her udvikling, vi ønsker? Og hvordan ser velfærden ud om fem, ti eller tyve år, hvis vi ikke griber ind?

Kan ikke ignorere fakta

I kommunerne bliver vi ofte beskyldt for at synge klagesangen om, at staten skal ”sende flere penge”. Det er ikke formålet her.

Det er heller ikke formålet at tale velfærden i kommunerne ned. For vores dygtige medarbejdere knokler hver dag, og langt de fleste steder kan vi stadig levere en service, vi kan være bekendt.

Men vi er nødt til at turde fortælle åbent og ærligt om, hvordan situationen ser ud.

For lige nu står vi i et sted, hvor danskernes velstand og forventninger til velfærden på den ene side konstant vokser, men hvor kommunerne på den anden side hverken har økonomi eller ressourcer til at følge med.

Senest har Finansministeriet regnet ud, at den offentlige velfærd siden 2010 skulle have været tilført 49,5 milliarder ekstra blot for at holde trit med danskernes voksende privatøkonomi. Gabet er kun blevet større, og udviklingen ser ud til at fortsætte.

Konsekvensen er i sidste ende, at vi klemmer livet ud af vores velfærdssamfund.

For når gabet vokser, splitter vi mere og mere befolkningen i et A- og et B-hold, hvor dem, der har råd, kan købe sig til private velfærdsydelser, mens resten må nøjes med et udsultet offentligt tilbud.

Udviklingen er allerede i fuld gang: Flere sender deres børn på privatskole, flere får en sundhedsforsikring, flere køber ekstra hjemmehjælp.

Den udvikling skal vendes. Men vi må erkende, at det er svært en situation, hvor en større og større del af den kommunale økonomi flytter væk fra de almene tilbud – for eksempel i folkeskolen og ældreplejen – og over til det mere specialiserede.

Man kan altid diskutere de valgte ord. Men finansministeren havde ret, da han sagde, at det specialiserede socialområde er presset, og at det går ud over andre velfærdsområder.

For når vi i kommunerne har tilført 4,4 milliarder kroner ekstra til socialområdet siden 2018 uden at have fået det dækket af Christiansborg, skal de mange penge findes andre steder.

Vi vil gerne klart og tydeligt sige: Vi mener på ingen måde, at mennesker med handicap er skyld i udviklingen.

Tværtimod er der intet vi hellere vil end at gerne give mennesker med handicap en ordentlig og værdig hjælp, og vi lytter, hvis borgere fortæller os, at kommunens indsats ikke er god nok. Netop derfor har vi prioriteret så mange ekstra milliarder til området.

Men det er en realitet, at en stigende andel af kommunernes penge går til specialiserede tilbud frem for den almene velfærd.

Tag for eksempel folkeskolen. Flere og flere børn har brug for et specialtilbud, og det skal de selvfølgelig have.

Men når flere har brug for ekstra hjælp, betyder det, at de ekstra ressourcer skal tages fra den almene undervisning. Ellers passer pengene ikke.

Det risikerer at skabe bekymring og utilfredshed hos børn, forældre og medarbejdere. Og hvis vi bare lader det fortsætte, ender vi med at udhule en af grundpillerne i vores velfærd: den fælles almindelige skole.

Nødvendig diskussion

Det er helt nødvendigt, at vi som samfund tager en ansvarlig samtale om, hvad det er vi ønsker med vores velfærd, så vi med åbne øjne kan træffe de rigtige valg. Indtil nu har den samtale dog lade vente på sig.

Betyder det, at der så ikke bliver prioriteret i kommunerne? Nej.

I kommunalbestyrelserne prioriterer vi hver eneste dag, og vi tænker konstant i nye baner, så borgerne får det bedste tilbud og mest mulig velfærd for skattekronerne. Det er et ansvar, vi gerne tager på os, og det er det, vi er valgt til.

Men vi må også ærligt sige, at vi er ved at være dér, hvor opgaven er umulig. For når der hverken er penge eller medarbejdere nok, kan vi ganske enkelt ikke blive ved med at levere alt det, som danskerne og Folketinget forventer af os.

Lige nu er det i alt for høj grad medarbejderne i frontlinjen, der skal prioritere: Fortælle den ældre, at der ikke er tid til kaffe. Afvise den lediges ønske om mere dialog. Vælge hvilke børn, der må klare sig med mindre opmærksomhed.

Det er ikke en opgave, vi i kommunerne kan løse alene. Uanset hvor svært og ubehageligt det er, er vi som samfund nødt til i fællesskab at tage ansvar.

For der er nogle helt grundlæggende forventninger til niveauet i vores velfærdssamfund, som vi skal kunne leve op til.

Derfor er vi også nødt til at tage ansvar for at investere i de dele af velfærden, som udgør det fælles fundament, der binder os sammen som lokalsamfund og danskere: Folkeskolen, ældreplejen, børnehaven, botilbuddet.

Vi er nødt til at tage ansvar for at tale ærligt med hinanden om, hvad for et niveau af velfærd, man kan forvente, når hverken økonomi eller arbejdskraft rækker til det hele. Starte samtalen om, hvad det offentlige fremover skal – og ikke skal – levere.

I kommunerne går vi gerne forrest, og vi er ikke bange for at sige, at alting i velfærden ikke kan blive som i gamle dage. Hvor alting måske heller ikke var helt så godt, som vores hukommelse fortæller os.

Vi er klar til at tage de svære diskussioner og åbent spørge:

Er der brug for at hente mere udenlandsk arbejdskraft til Danmark? Skal vi se på, om de danskere, der kan, skal blive længere på arbejdsmarkedet? Skal pårørende og frivillige bidrage mere til de opgaver, der ikke kræver særlig faglig viden?

Der er mange dilemmaer og svære valg, som vi kommer til at forholde os til. Det udfordrer os politikere, for det er ikke let at skulle fortælle befolkningen, at det bliver nødvendigt at forandre den velfærd, vi alle kender.

Men det er pinedød nødvendigt, at vi alle sammen – både i kommunalbestyrelserne og på Christiansborg – for alvor melder os ind i samtalen og tager de svære diskussioner. Kun sådan kan vi skabe et stærkere og bedre velfærdssamfund for alle.

Jo længere tid, der bliver tøvet, jo flere gange er vi i kommunerne nødt til at lave besparelser, der forringer velfærden og puster til den stigende mistillid til velfærdssamfundet.

I kommunerne er vi klar til at tage ansvar.

Nu spørger vi jer andre: Er I?

Kronikken er bragt i Jyllands-Posten den 3. oktober 2023.