Kommunernes økonomiske udvikling i 2022
BNP-væksten på landsplan i 2022 var positiv på 2,7 pct., og på kommuneniveau varierede væksten mellem -12,5 pct. i Fredericia og 26,9 pct. i Kalundborg. Vækstbidragene fra Kalundborg, Ballerup, Gladsaxe og Hillerød svarer til 62,5 pct. af den samlede BNP-vækst.
Hovedkonklusioner
- BNP på landsplan voksede med 2,7 pct. i 2022.
- BNP-niveauerne i 2021 og 2022 er højere, end hvis udviklingen fra 2017-2019 var fortsat i perioden 2019-2022.
- Kommunerne Gladsaxe, Ballerup, Kalundborg og Hillerød findes i top-5 målt på BNP-vækst i 2022, BNP pr. indbygger i 2022, kommunale vækstbidrag til BNP i 2022 samt kommunernes vækstbidrag som andel af BNP i 2022.
- Kommunerne med de højeste og laveste BNP-niveauer pr. indbygger har ikke ændret sig meget mellem 2021 og 2022, men der er stor udskiftning i kommunerne med årets højeste og laveste vækst.
- Vækstbidragene fra Gladsaxe, Ballerup, Kalundborg og Hillerød svarer til 62,5 pct. af den samlede BNP-vækst i Danmark i 2022.
- Kalundborgs positive vækstbidrag til BNP i 2022 udgør en større andel af Danmarks BNP end vækstbidraget fra hele Region Sjælland.
- Guldborgsund har landets niende højeste BNP-vækstrate i 2022, hvilket er kommunens højeste placering i perioden 1994-2022, som er analysens datagrundlag.