Spinna.dk: En åben, undersøgende og legende AI-platform for lærere i folkeskolen
Alle folkeskolelærere i hele landet inviteres til at bruge spinna.dk for at generere nye ideer til deres lektioner og undervisningsplaner. Simon Mathiasen og Ulrik Rosenberg, begge læringsvejledere på Tåsingeskolen i Svendborg Kommune, lægger ikke skjul på, at de med AI-værktøjet Spinna ønsker at fremme engagerende undervisning, der motiverer både lærere og elever. Hør meget mere, når Ulrik og Simon holder session på Kommunernes Digitaliseringstræf 2026 den 21. april i Kolding. Tilmelding er åben nu.
En dør ind til kreativitet
En nylig rapport fra Rambøll viser behovet for nytænkning i folkeskolen.
“Rapporten tegner silhouetter af, hvor vi skal trække skolen hen for at knække den nedadgående kurve for trivsel og faglighed,” siger Simon Østergaard Nielsen.
Simon er læringsvejleder på Tåsingeskolen i Svendborg Kommune og er pt. projektleder og konceptudvikler for Spinna. Alt dette, både hans otte års erfaring som lærer, hans engagement i didaktisk udvikling og i læringsmaterialer samt hans AI- og IT-interesse, har ledt ham ind i arbejdet med Spinna.
Spinna er en overbygning på ChatGPT og er altså kunstig intelligens, men med en masse menneskelig, læringsfaglig, etisk og inddragende intelligens oveni.
“Vi skal alle være med, og vi kan alle inspireres af Spinna,” siger Ulrik Rosenberg.
Ulrik er lærer og kom til Tåsingeskolen i 2011. Han har siden 2016 arbejdet som læringsvejleder og it-ansvarlig på skolen. Som didaktisk vejleder giver han didaktisk og pædagogisk sparring til lærerkollegerne, bidrager til at udvikle lærings- og undervisningspraksis og meget mere.
Simon og Ulrik er således kolleger, med store fælles faglige interesser - og med en fælles vision for Spinna, som de har bygget op fra grunden.
“Vi kan i hvert fald mærke, at når vi præsenterer Spinna, så sidder man og bliver sådan lidt stolt, altså som lærer, fordi der nu kommer noget, der måske direkte afspejler, hvem vi i grunden er som lærere. Der er ikke en eller anden bundlinje, der skal tages højde for, eller en investorkreds,” siger Simon.
Spinna kan noget særligt
Alle har prøvet den situation, hvor man nærmest slår knuder på sig selv for at skabe noget nyskabende, noget engagerende, noget brugbart. Når man klikker ind på spinna.dk, vil man blive mødt af et hjul med 12 eger, der hver markerer et trin og et aspekt ved den proces, man nu går i gang med for at udvikle sit læringsmateriale eller undervisningsforløb.
Det er lige til at prøve og helt gratis. Kreativiteten kan nu tage form, og ens eksperimenter og færdige produkter på Spinna bliver gemt på ens egen profil til senere brug.
Spinna tager en ved hånden og støtter og udfordrer en igennem den udviklende proces, et skridt ad gangen. Ikke ud i det blå, men på basis af de autoriserede fagplaner og faghæfter, og der er lagt systemprompter ind, som skærper dialogen med den underliggende ChatGPT-sprogmodel.
Brugervenlighed er i højsædet, og det hele er prøvet af i en stor testgruppe af 30 lærere på Tåsingeskolen, der alle har bidraget med forslag til funktionalitet og brugervenlighed. Senere skal testgruppen udvides til lærere i hele Svendborg Kommune.
“Nærmest hver eneste ting, der er lavet til Spinna, vil vi kunne føre tilbage til testgruppen, der har ment noget eller haft en god idé,” siger Simon.
Teknologi og økonomi
Under Spinnas brugergrænseflade ligger ChatGPT’s AI-platform, som Simon og Ulrik har valgt, fordi ChatGPT stadig er den førende på markedet, og som egner sig bedst til det, de ønsker at tilbyde med Spinna.
Når man som lærer bruger Spinna, bliver ens faglighed netop sat i spil og ikke kørt ud på et sidespor. Spinna er trænet til at prompte det bedste output ud af ChatGPT. Den sproglige udtryksform i outputtet kender man fra sin private brug af ChatGPT, så man er godt i gang med det samme. Hvis behovet i fremtiden måtte skifte, kan Spinna uden større problemer føres over på en anden sprogmodel.
“Så kan vi skifte sprogmodel inden for 24 timer,” siger Simon.
Økonomisk er Spinna finansieret af Tåsingeskolen og Svendborg Kommune.
Det med småt
Sikkerhed og etik omkring AI-løsninger er en væsentlig problemstilling, og Simon og Ulrik har parallelt med udviklingen kørt et decideret compliance-forløb. Databehandleraftaler er på plads, løsningen hostes i Europa, der er udarbejdet privatlivspolitik, dokumentation og fortegnelser.
“Det eneste, der bliver sendt til OpenAI, er faktisk en IP-adresse, men det er ikke brugerens IP-adresse, men vores hostingpartners, Vercel,” siger Simon.
Udvikling og fællesskab
Spinna stopper ikke her.
“Det næste er faktisk, at vi skal kigge på, hvordan vi kan få en kommunikationsplatform ind og køre integreret på Spinna. Så vi vil faktisk forsøge udvikle Spinna til lidt som et Pinterest med moodboards, hvor du kan upvote og remixe forløb. Altså hvor man følger kreatører, altså lærere. Du skal nærmest tænke det som sådan et socialmedie for lærere,” siger Ulrik.
Helt fra begyndelsen og i den udvikling af Spinna, der kommer, er det elevperspektivet, der står centralt for Simon og Ulrik.
“Vores grundlæggende værdi - det er læring. Spinna er 100% biased mod den værdi, og det vil vi gerne stå på mål for,” siger Ulrik.
![]() |
Deltag i samtalen på Kommunernes Digitaliseringstræf 2026 i KoldingErfaringerne med didaktisk og pædagogisk støtte på den ny AI-platform Spinna har hurtigt vist, at AI er en efterspurgt ny dimension, som lærerne kan bruge, og som giver værdi til eleverne. Hør Simon og Ulrik berette om udviklingen af spinna.dk, når de holder session på Kommunernes Digitaliseringstræf 2026 den 21. april i Kolding. Tilmelding er åben nu. |
| Tag med på digitaliseringstræffet, og deltag i samtalen om, hvordan AI kan styrke udvikling af undervisningsforløb og -materialer ud fra en åben, undersøgende og legende tilgang. | |
