Kontakt
Anne Kathrine Fjord-Marschall
AI- & Digitaliseringspolitik
Telefon: +45 3370 3797
E-mail: akf@kl.dk
KL deltager i en fællesoffentlig indsats, der skal gøre det lettere for myndigheder at identificere og vurdere kritiske afhængigheder i deres it-systemer. Indsatsen munder ud i et værktøj til vurdering.
Kommunerne er afhængige af digitale løsninger for at kunne løse deres kerneopgaver. Bindinger til bestemte leverandører, teknologier og platforme kan dog begrænse muligheden for at skifte løsning, flytte data eller vælge alternative teknologier.
Derfor gennemfører statslige, kommunale og regionale parter frem mod udgangen af 2026 analyser af kritiske afhængigheder i få udvalgte offentlige it-løsninger. Arbejdet foregår i regi af den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi (FODS). Indsatsen skal munde ud i et fælles værktøj til suverænitetstjek, som bl.a. kommunerne kan bruge til at prioritere risici og synliggøre handlemuligheder for ledelsen.
I september lancerede KL udspil om stærkere digital handlefrihed i kommunerne, der har sat retningen for, hvordan kommunerne kan få større kontrol over deres data, teknologi og digitale løsninger. Arbejdet med afhængighedsanalyser og et fælles suverænitetstjek er en af de første konkrete indsatser i forlængelse af udspillet.
Parallelt med analyserne udvikler og tester de fællesoffentlige parter en prototype på et værktøj til suverænitetstjek. Værktøjet skal hjælpe myndigheder med at:
identificere risici i den digitale suverænitet i det enkelte it-systemer
prioritering af risici og komponenter efter kritikalitet, dvs. hvor afhængighederne er mest sårbare.
formidle kritiske afhængigheder og handlemuligheder til ledelsen.
Værktøjet bliver testet og tilpasset gennem de aktuelle analyser. Relevante erfaringer skal bruges til at udvikle et fælles og enkelt værktøj, der tager højde for sikkerhed og kan indgå i myndighedernes eksisterende it-styring og risikovurderinger.
Når det fællesoffentlige arbejde er afsluttet, er det forventningen, at KL kan bruge værktøjet til at analysere yderligere seks-otte løsninger i det nye år. Det skal give kommunerne mere viden om kritiske bindinger og om mulighederne for at mindske dem.