Gå til hovedindhold
Nyhed
Digitalisering og teknologi
Teknik og miljø

KL inviterer kommuner og leverandører til kickoff og dialog om AI i fremtidens byggesagsbehandling

Den 24. februar inviterer KL til kickoff om et nyt initiativ, der skal udnytte AI til at skabe fremtidens byggesagsbehandling. Kommuner og leverandører med viden om AI og byggesagsbehandling kan deltage. Vær med den 24. februar, kl. 9.30-12.00.

30. jan. 2026
AI-genereret illustration. Chatgpt image 29. jan. 2026, 16.14.33

Indhold

    Der er åbent for input, når KL inviterer til et fælles dialogmøde om AI, potentialer og fremtidens byggesagsbehandling. AI har stort potentiale for at skabe et mere samlet og effektivt set-up inden for byggesagsbehandling. Som en del af aftalen mellem regeringen, KL og Danske Regioner om AI-storskalaprojekter, igangsættes et nyt fælleskommunalt initiativ, der skal forbedre fremtidens byggesagsbehandling med AI.

    ”Vores mål med initiativet er at være med til at udvikle byggesagsområdet, som er helt centralt for både borgere og virksomheder, og som er oplagt at understøtte med AI. Nogle kommuner er allerede i gang og erfaringer viser, at AI åbner nye muligheder i byggesagsbehandlingen. Teknologien kan fx understøtte fagligheden hos medarbejdere og gøre det lettere for borgere og virksomheder at ansøge om byggetilladelser,” siger Frederik Nordentoft, kontorchef i KL’s Kontor for Digitaliseringspolitik. 

    Initiativet gennemføres i perioden 2026-2029 i samarbejde med kommuner, leverandører, KOMBIT og øvrige relevante aktører.

    Input efterlyses

    Som en del af initiativets start, indsamles input fra kommuner og leverandører, som har viden om AI og byggesagsbehandling. Så hvis du kender til byggesagsprocesser, digitalisering og AI-løsninger, opfordres du til at tilmelde dig det kickoff-dialogmøde, som KL afholder den 24. februar kl. 9.30-12.00.

    Det er muligt at deltage fysisk fra 9.30-12.00, hvor der er oplæg og mulighed for at dele input til fremtidens byggesagsbehandling med AI. 

    Det er også muligt at deltage virtuelt fra 9.30-11.00 og høre oplæg. Det er dog ikke muligt at give input ved virtuel deltagelse.

    Pladserne til fysisk deltagelse fordeles efter først til mølle-princippet.

    Læs mere om kickoff dialogmødet og tilmeld dig inden den 18. februar:

    Dialogmøde om AI og fremtidens byggesagsbehandling | Arrangementet

    Kontakt

    Specialkonsulent

    Laura Skytte Viuf

    Digitaliseringspolitik

    Telefon: +45 3370 3443

    E-mail: lasa@kl.dk

    Chefkonsulent

    Søren Nørgaard Madsen

    Digitaliseringspolitik

    Telefon: +45 3370 3633

    E-mail: snma@kl.dk