Kontakt
Jan Struwe Poulsen
Digitaliseringspolitik
Telefon: +45 3370 3234
E-mail: jtp@kl.dk
Etableringen af 4-5 fælleskommunale it-serviceorganisationer markerer et vigtigt skridt i at styrke den kommunale cybersikkerhed. Hvad er status? Hvordan forbereder kommunerne sig bedst? Programleder Christian Christensen fra KL kridter banen op. Hør mere, når han holder oplæg på Kommunernes Digitaliseringstræf 2026 den 21. april i Kolding - tilmelding er åben nu.
4-5 fælleskommunale it-serviceorganisationer fordelt regionsvis over hele landet skal samle kommunernes kræfter om øget cybersikkerhed, mere robust og ensartet it-drift, stærkere faglige miljøer og større økonomisk bæredygtighed. Det har regeringen truffet aftale med KL om i økonomiaftalen for 2026.
Det forberedende arbejde med at etablere centrene er i fuld gang. Der er blandt andet gennemført en indledende kortlægning af den nuværende infrastruktur, set på forskellige organisationsmodeller og lavet et inspirationsmateriale til understøtte kommunernes beslutninger om at tilslutte sig og etablere it-serviceorganisationerne.
“It-serviceorganisationerne får allerede fra starten af første fase ansvar for server- og netværksdrift. Så vi starter med alt det, der binder det hele sammen: Altså netværk, det stik i væggen, som du kan putte et netstik i, så du får netværk på din pc, og så du kan tilgå X-Købing kommunes wifi. Du skal have tildelt den korrekte brugerettighed, så du kan logge på dit fagsystem i skyen. Det er disse ting, det drejer sig om,” siger Christian Christensen.
Christian Christensen leder programmet i KL for at understøtte etableringen af de nye it-serviceorganisationer. Han understreger, at det forestående arbejde ganske vist understøttes som et program i KL, men at det er kommunerne selv, der skal omsætte økonomiaftalens aftale til virkelighed, sammen med de transitionsorganisationer, som kommunerne danner for at etablere it-serviceorganisationerne.
Kommunerne har en omfattende it-drift i dag.
“Det er 150.000 access-points, det er 44.000 switches, det er 18.000 servere, og der er 1,1 million brugere. I dag er der cirka 200 serverrum rundt om i kommunerne, og det er noget af det, der binder vores digitalisering sammen i dag,” siger Christian.
Hvad skal det så ende med? Hvad bliver målbillederne? Den nærmere afgrænsning af organisering og selskabsform for it-serviceorganisationerne, for bemanding, økonomi, afklaring af samarbejdsformer, opgavesnit, governance, it-kontrakter, systemlandskab og meget mere - alt det er ved at blive afklaret nu og den kommende tid.
Dertil kommer afklaring af transitionsperioden fra det, vi kender i dag, til de nøglefærdige it-serviceorganisationer. Omfang, tempo, rytme, ansvarsfordeling og styring af transitionen er også ved at tage form nu.
Etablering af it-servicecentrene ud fra de aftalte målbilleder bliver i høj grad en samarbejdsøvelse og en organisatorisk proces, der kræver, at kommunerne involverer sig bredt.
“Opgaven er omfattende, og derfor er jeg også lidt ydmyg i forhold til, hvor målbillederne måtte ende med at lande,” siger Christian.
KL har i februar 2026 udsendt inspirationsmateriale til kommunerne til både de faglige og politiske drøftelser, som kan være med til at påvirke udviklingen af målbillederne. Dette sker i vekselvirkning med, at byråd og kommunalbestyrelser allerede her i 2026 skal træffe en række afgørende beslutninger om, hvordan deres respektive kommune kan og vil byde ind i fællesskabet om de nye organisationer.
Dialog og transparens omfatter også de mange kommunale it-medarbejdere, der vil blive berørt af de nye it-serviceorganisationer.
“Når alt kommer til alt, kan jeg ikke forestille mig andet, end at der vil være plads til alle, der løser it-opgaver i dag. Fordelingen af opgaver mellem hvad, der fremover skal løses i de nye it-serviceorganisationer og den lokale it-service i kommunerne, vil naturligvis blive påvirket i retning af, at der kommer en stærkere harmonisering af måden, man skal arbejde på. I dag er det i højere grad lokale afvejninger, der bestemmer it-driften i den enkelte kommune,” siger Christian.
Derfor drives der en række fora, hvor fagpersoner, chefer og direktører søger viden, bidrager til dialogen og sætter retning. Det er eksempelvis styregrupper, arbejdsgrupper, webinarer og digitale fora. Målet er at skabe et så solidt og oplyst beslutningsgrundlag som muligt, og at erfaringer deles på tværs. Vi samarbejder med staten om at sikre, at erfaringer fra Statens IT også bliver indarbejdet i det kommunale inspirationsmateriale.
![]() |
Deltag i samtalen på Kommunernes Digitaliseringstræf 2026 i KoldingDer skal oprettes 4 til 5 nye it-serviceorganisationer: Hvad betyder de nye it-serviceorganisationer for cybersikkerheden og it-drift generelt i kommunerne? Hør Christian Christensen, programleder i KL, når han holder oplæg på Kommunernes Digitaliseringstræf 2026 den 21. april i Kolding. Her vil han tegne omrids til målbilleder op for, hvad de nye it-serviceorganisationer skal kunne, og hvilken værdi de vil give til kommunerne og til borgere og virksomheder i sidste ende. |
| Tag med på digitaliseringstræffet, og deltag i samtalen om, hvordan de nye it-serviceorganisationer vil markere et nyt skridt i kommunernes it-drift og arbejdet for øget cybersikkerhed. | |