Kontakt
Jan Struwe Poulsen
Digitaliseringspolitik
Telefon: +45 3370 3234
E-mail: jtp@kl.dk
En udbredt misforståelse er, at klimafokus koster ekstra. Indenfor digitalisering og teknologi er det faktisk lige modsat – og kommunerne står med en unik mulighed for at gøre noget ved det. Kerstin Roberts, IT Category Manager og Sustainability ansvarlig i Københavns Kommune samt Frederik Beyer, chefkonsulent for bæredygtighed i KOMBIT uddyber. Hør mere på Kommunernes Digitaliseringstræf 2026 den 21. april.
Når der zoomes ind på kilderne til CO2-udledning i den digitale sektor, er der, ligesom i mange andre sammenhænge, tale om udledning, som relaterer sig direkte til forbrug. Først og fremmest forbrug af energi i datacentre og forbrug af hardware hos slutbrugere – og igen… i datacentre.
Man skal ikke have lange videregående uddannelser for at kunne se en direkte sammenhæng imellem energiforbrug, hardwareforbrug og omkostninger.
Skærer man ind til benet, er der altså en utvetydig sammenhæng imellem centrale dele af den digitale værdikæde, som driver omkostningerne i vejret, og dem som driver klimabelastningen.
Men er det ikke småting i det store billede?
Mens de digitale industrier bidrager til den hastigst voksende affaldsstrøm (såkaldt e-affald) bidrager store datamængder og energiintensive digitale redskaber også til et eksponentielt stigende energiforbrug.
I 2030 forventes datacentre således at stå for omtrent en femtedel af det samlede elforbrug, mens el-biler til sammenligning forventes at stå for 3-5% af det samlede elforbrug i Danmark.
Derfor er fundamentet under vores digitale hverdag og vores forbrug af digital hardware i stigende grad en udfordring for Danmarks grønne ambitioner.
I Københavns Kommunes Koncern IT har man da også taget denne udfordring særdeles seriøst i en årrække, hvor kombinationen af store klimaambitioner og god forretningssans har drevet en systematisk indsats for bl.a. at nedbringe forbrug af administrativt hardware. Næste skridt er at reducere brug af hosting og datacenterydelser.
Kerstin Roberts, som har stået i spidsen for denne indsats påpeger:
”Det har været et helt oplagt sted for os at sætte ind. Øget fokus på bæredygtige løsninger gavner ikke kun den økonomiske bundlinje, men bidrager ofte også til øget compliance og sikkerhed. Mange har en opfattelse af, at grøn it også er dyr it, men alle vores erfaringer viser det modsatte.”
Aktuelt står kommunerne midt i en historisk omlægning af deres digitale infrastruktur. Dermed er der opstået en unik mulighed for at ændre på den måde, som man traditionelt har opbygget infrastruktur og processer op, så man både kan gøre klimaet og pengepungen en tjeneste.
SKI er endvidere i gang med at opbygge et opslagsværk, som samler alle de bedste erfaringer og praksisser fra Danmark og udlandet, i forhold til, hvordan anskaffelser, indkøb og end-of-life håndtering af hardware og datacenterydelser gøres klogt og nemt.
Alle tre organisationer var en del af arbejdet med Grøn databehandling og -opbevaring under den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2022-2025. De har siden arbejdet videre på at forløse ambitionerne i deres respektive forretningsområder, og vil fortælle mere om dette arbejde på Kommunernes Digitaliseringstræf.
”For mange virker det besynderligt, at data og digitalisering skulle være trække veksler på klimaet. Men det er ikke små ressourcer, der er tale om. Særligt når vi står sammen og gør tingene i fællesskab er det virkelig noget der rykker.”
Udtaler Frederik Beyer, der er chefkonsulent i KOMBIT.
Et projekt ved digitaliseringsstyrelsen viste, at man ved at øge fokus på klima og energiforbrug i opsætningen, kunne spare strøm svarende til 17 danske familiers årlige forbrug – alene på Digital Post.
Nedbragt strømforbrug på Digital Post og borger.dk | digst.dk
Mød både Kerstin fra Københavns Kommune, Adam fra SKI og Frederik fra KOMBIT, når de holder deres oplæg ”Hvorfor grøn it er billigt, nemt og nødvendigt – også i driftsfællesskaber” på Kommunernes Digitaliseringstræf i Kolding, den 21. april 2026.