Kontakt
Jan Struwe Poulsen
Digitaliseringspolitik
Telefon: +45 3370 3234
E-mail: jtp@kl.dk
Lad være med at tænke i store systemer, når I vil i gang med at bruge kunstig intelligens i jeres kommune. Sæt hellere fokus på de opgaver, som I ønsker at løse på en lettere måde. Så kommer I hurtigt fra start og høster gevinsterne med det samme. Det siger digital entreprenør Joel Hyrland fra bureauet Hack & Hustle. Joel vil give en medrivende demonstration af enkle måder at komme i gang med AI på - lige til at tage med hjem og bruge i egen kommune. Det sker på scenen på Kommunernes Digitaliseringstræf 2026 den 21. april i Kolding. Tilmelding er åben nu.
Når digital entreprenør Joel Hyrland går på scenen på Kommunernes Digitaliseringstræf 2026, vil han vise, hvor let det er at komme godt i gang med kunstig intelligens.
“Jeg vise nogle værktøjer med AI, som folk kan gå hjem og implementere med det samme. Jeg har jo også selv været til mange seminarer og alverdens ting, hvor man ofte får vist en masse ting, uden at man egentlig forstår, hvordan man skal eksekvere dem bagefter. Men jeg tror på at gøre tingene håndgribelige og helt enkle,” siger Joel.
Joel driver bureauet Hack & Hustle sammen med sin forretningskompagnon og kreative sparringspartner Yusuf Othman. Fra bureauet beliggende i Vanløse i København tilbyder de en bred palette inden for markedsføring, kodning, digital rådgivning, videoproduktion og meget mere.
“Jeg er både et kreativt menneske og et business-menneske. Tidligt i mit liv begyndte jeg at danse, og jeg begyndte på samme tidspunkt at udvikle hjemmesider. Det var tilbage omkring år 2000, da internettet var forholdsvis nyt,” siger Joel, som er født i 1985.
Joels kreative talent har tidligt skaffet ham roller i film og fjernsyn, mens den digitale side i hans arbejdsliv for alvor har fået momentum siden lanceringen af AI.
“Da AI begyndte at tage fart, begyndte Yusuf og jeg helt naturligt at snakke om det, fordi vi begge to er sådan en slags frontløbere. Vi hopper altid på, når der er noget nyt, der dukker op, og vi kunne godt se, at det her blev stort,” siger Joel.
Joels egen erfaring med at kombinere det kreative, det digitale og det forretningsmæssige går igen i hans tilgang til arbejdet med kunstig intelligens, når han rådgiver kunder - og AI er i høj grad også vigtig for kommunerne.
“Mange kommuner er jo allerede i fuld gang og har været det i hvert fald to år. Effektivisering og optimering er helt åbenlyse måder at bruge AI på - det ligger jo lige til højrebenet. Kommunerne har mange systemer, der skal kommunikere sammen, og rigtig meget af det er repetitivt. Her kan AI netop være en assistent, som kan spare medarbejderne for mange timer,” siger Joel.
Det kan dog ikke anbefales bare at købe den første, den bedste AI-løsning, som så ret hurtigt kan vise sig ikke at passe til kommunens behov.
“Jeg tror, at den smarteste måde er at starte internt og simpelthen afsætte ressourcer til det, så projektet prioriteres i en travl hverdag. Så kan man starte med at få overblik over, hvad har vi af arbejdsgange, hvordan fungerer det hele, hvor er der måske nogle mindre løsninger, vi kunne lave, som ville løfte meget af læsset. Og så starte dér og arbejde baglæns hen mod, hvad vi skal implementere. For eksempel noget med at foreslå svar på e-mails, i stedet for at vi skal sidde og skrive det hele forfra igen og igen,” siger Joel.
![]() |
Deltag i samtalen på Kommunernes Digitaliseringstræf 2026 i KoldingKunstig intelligens er ikke til at komme uden om, heller ikke for kommunerne. Heldigvis kan man begynde i det små og høste stor værdi med det samme, hvis man sørger for at sætte lidt tid af til det. Oplev digital entreprenør Joel Hyrland fra bureauet Hack & Hustle gå på scenen på Kommunernes Digitaliseringstræf i Kolding den 21. april 2026. Her vil han vise, hvor nemt man kommer i gang med AI-agenter og AI-drevet automatisering - helt enkelt og ligetil. |
|
Tag med på digitaliseringstræffet, og deltag i samtalen om, hvordan AI kan gøre mange opgaver lettere - også i jeres kommune. |
|
Oplev digital entreprenør Joel Hyrland på Kommunernes Digitaliseringstræf i Kolding den 21. april 2026.