Gå til hovedindhold
Nyhed
Digitalisering og teknologi
Sundhed

AI-storskala skal skabe forandring i den offentlige sektor

Med AI indtænkt strategisk i opgaveløsningen, kan der frigøres mere tid til den borgernære velfærd og fordybelsestid til kernefagligheden. Det kan du blive meget klogere på til dette års Digitaliseringstræf.

9. apr. 2026

Indhold

    I december indgik regeringen, KL og Danske Regioner en aftale om AI-storskalaprojekter i den offentlige sektor. Aftalen er et vigtigt skridt på vejen til at udbrede AI i den offentlige sektor og løfte fokus fra enkelte projekter til større skalering.

    De kommunale projekter i aftalen handler om at bruge AI til dokumentation, at integrere AI i byggesagsbehandling og at stille flere digitale AI-assistenter til rådighed for borgere, medarbejdere og virksomheder.

    Projekter med store perspektiver

    De kommunale projekter er valgt, fordi AI på disse områder vurderes at kunne gøre en væsentlig forskel for kommunerne. Derfor accelereres implementeringen af AI særligt her:

    ”Med AI-storskalaprojekterne går vi på tværs af kommuner, stat og regioner strategisk til værks og peger på AI-projekter, som kan skabe værdi i opgaveløsningen”, siger specialkonsulent i KL’s kontor for Digitaliseringspolitik, Laura Skytte Viuf.

    Ambitionen er klar: at frigive tid til det borgernære og til de komplekse opgaver samt understøtte faglighed og fremme nærvær. Tilsammen indeholder projekterne et fokus på det borger- og virksomhedsrettede, samt på dokumentation og beslutningsstøtte:

    ”Det viser, at AI er relevant flere steder i opgaveløsningen, og at der er en villighed til at implementere AI både hos borgere og medarbejdere”, udtaler Laura Skytte Viuf.

    Ansvarlige rammer er afgørende

    Hvis AI skal udbredes i stor skala, kræver det klare rammer. Derfor er det afgørende, at lovgivning følger med den teknologiske udvikling og skaber en ramme for ansvarlig brug af AI.

    ”Klare juridiske rammer er afgørende for at fremme udbredelsen af AI, der skaber værdi for borgere og medarbejdere” siger Laura Skytte Viuf.

    Arbejdet med at skabe ansvarlige og sikre rammer er allerede en klar prioritet, og netop de spørgsmål bliver en central del af oplægget.

    På Digitaliseringstræffet kan du høre meget mere om de konkrete kommunale projekter, mens du også kan blive klogere på de politiske, juridiske og strategiske overvejelser, der skal få dem til at lykkes.

    Tilmeld dig Digitaliseringstræffet i Kolding den 21. april 2026

    Kontakt

    Konsulent

    Christoffer Lindved Dithmer

    Digitaliseringspolitik

    Telefon: +45 3370 3089

    E-mail: chld@kl.dk