Rokade blandt KL’s udvalgsformænd
Christina Krzyrosiak Hansen bliver ny formand for KL’s Klima-, Natur- og Planudvalg, mens Anders Winnerskjold bliver ny formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg.
I forlængelse af regeringsdannelsen har den socialdemokratiske gruppe i KL’s bestyrelse besluttet en rokade i udvalgsposterne.
Ændringerne skyldes, at Christina Krzyrosiak Hansens mand, Jacob Mark, er blevet udpeget til minister for børn, ældre og bolig, hvor der er et stor overlap til udvalgsporteføljen i KL’s Børne- og Undervisningsudvalg, hvor Christina har været formand indtil nu.
Det betyder, at Christina Krzyrosiak Hansen bliver formand for KL’s Klima-, Natur- og Planudvalg.
Og Anders Winnerskjold overtager posten som formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg.
Christina Krzyrosiak Hansen siger:
”Jeg er glad for at skulle stå i front for et så utrolig vigtigt område. Det er ikke småting, der venter. Vi skal i mål med den grønne trepart. Vi skal have gjort vores samfund bedre rustet mod klimaforandringerne og sikret mere natur og rent drikkevand i hele landet. Udvalget har også ansvar for udvikling i landdistrikter og regional udvikling, som jeg brænder enormt meget for. Jeg ser frem til at komme i gang med arbejdet sammen med mine gode kollegaer i udvalget.”
Anders Winnerskjold siger.
”En god start på livet er noget af det vigtigste, vi kan give vores børn. Den opgave giver så meget mening for mig. Jeg ser frem til at arbejde for vores mindste samfundsborgere og de tusindvis af dygtige medarbejdere, der hver dag går på arbejde i vores dagtilbud, skoler og fritidstilbud. Det er her, børn og unge møder hinanden i stærke fællesskaber og bliver klar til at bygge videre på vores samfund. Det er en vigtig opgave og et stort ansvar, som glæder jeg mig til at løfte sammen med mine kommunale kollegaer og alle parterne på området.”
Rokeringerne træder i kraft fra dags dato, 9. juni 2026.
På næste møde i KL’s bestyrelse skal det desuden drøftes at flytte bolig- og byggeriområdet fra Klima-, Natur- og Planudvalget til et andet udvalg.