Bryder børnene den sociale arv og får en ungdomsuddannelse?
Formålet med dette analysenotat er at belyse udviklingen i andelen af unge 25-årige, der får en ungdomsuddannelse. Der er særligt fokus på unge, hvis forældre ikke selv har en ungdomsuddannelse.

Analysens hovedkonklusioner
- Over de sidste tyve år er der sket en stigning i andelen af 25-årige, som gennemfører en ungdomsuddannelse, på 4,6 procentpoint. I 2018 var der således 81,4 pct. af de unge, som havde en ungdomsuddannelse.
- Blandt unge, hvis forældre ingen ungdomsuddannelse har, er der sket et fald i andelen, som gennemfører en ungdomsuddannelse, på 2,9 procentpoint. Faldet skal ses i lyset af en ændring i gruppens sammensætning i retning af en større andel ressourcesvage personer, samt en betydelig mindre gruppe.
- Det er kun mændene, der har oplevet et fald i andelen af 25-årige med en ungdomsuddannelse, i gruppen af unge, hvis forældre står uden en ungdomsuddannelse. Mens kvinderne i gruppen har haft en uændret andel.
- Et lavt fagligt resultat ved 9. klasses afgangsprøver i dansk og matematik har en negativ betydning for sandsynligheden for at gennemføre en ungdomsuddannelse. Generelt får mændene lidt lavere karakterer end kvinderne.
Kontakt
Søren Lindemann Aagesen
Analyse & Makro
Telefon: +45 3370 3805
Email: saa@kl.dk