Kommunernes digitaliseringsstrategi 2026-2030: 'Digitale forpligtelser til stærkere velfærd'
KL har i dialog med kommunerne lagt en ny digital strategi for perioden 2026-2030. Strategien sætter fokus på at bruge teknologi til at skabe bedre service til borgerne og udbrede de løsninger, vi ved, der virker. Der bliver sat initiativer i gang inden for fem spor, der støtter den lokale digitale omstilling - blandt andet ift. cybersikkerhed og AI.

Forord
Vi står midt i en tid, hvor fælles digitale løsninger er afgørende for vores sikkerhed og velfærd. Borgernes forventninger til velfærden vokser, og samtidig mangler vi hænder i vores omsorgsarbejde. Hvis vi skal indfri vores ambitioner for velfærden, kan vi ikke gøre, som vi plejer. Vi skal gribe de digitale muligheder for at gentænke velfærden.
Kommunerne skal ikke løfte alle opgaverne hver for sig. Vi skal gøre endnu mere sammen. Med kommunernes digitaliseringsstrategi forpligter vi os til, at vi med omtanke bruger teknologi til at skabe bedre og mere effektive services til borgerne og i kommunen.
Vi forpligter os blandt andet til, at udbrede de løsninger, vi ved, der virker. At sætte fælles kræfter bag vores cybersikkerhed. Og skabe de forudsætninger, der skal til, for at vi kan udnytte nye teknologier som AI langt bedre i de kommende fem år.
Med venlig hilsen
Martin Damm, formand, KL
Kristian Vendelbo, adm. direktør, KL
Hvorfor arbejde for fremtidens digitale kommune?
Digitalisering er en nøgle til at sikre velfærden. Nye teknologier giver os muligheder, vi ikke før har haft.
Vi skal spørge os selv: Hvordan kan AI og sprogteknologi bruges til at effektivisere tidskrævende dokumentation? Hvordan kan vi nytænke beskæftigelsesindsatsen ved at tilbyde borgerne bedre og lettere selvbetjening? Kan vi ved hjælp af teknologi bringe plejehjemmet hjem til borgerne? Eller kan vi udvikle helt nye velfærdsløsninger?
Den omstilling kommer ikke af sig selv. Den kræver, at vi prioriterer og investerer i digital udvikling. Den nye digitaliseringsstrategi skaber rammerne for, at vi sammen kan løfte velfærden.
Fælles fundament – og udfordringer
Vores udgangspunkt er godt. Danmark har en solid digital infrastruktur og digital service til borgerne. Men vi udnytter ikke altid de digitale og teknologiske muligheder godt nok. Implementering er svær. Vi møder nye barrierer og dilemmaer. Mange opgaver løses bedre i fællesskab end hver for sig. Fx når juridiske problemer står i vejen for at bruge AI, når datakvaliteten skal forbedres for at digitalisere arbejdsopgaver, eller når cybersikkerheden skal prioriteres.
Den teknologiske udvikling er global. Vi indgår som enkelte kommuner i en sammenhæng, hvor store bevægelser er i gang. Tech-giganter dominerer, EU regulerer, og AI kommer til at påvirke alt, hvad vi laver. Derfor har vi brug for en stærk, fælles digital strategi.
Ambitioner for 2026 – 2030
- Vi vil udnytte AI til borgernes fordel
- Vi vil gøre service mere nemt, sikkert og tilgængeligt
- Vi vil give velfærden og reformerne af kommunernes opgaver et digitalt løft
Fra strategi til virkelighed
Strategien skal omsætte ambitioner til virkelighed ved at sætte mål og retning for den fælles digitale udvikling. Målet er, at vi sammen skal løse de væsentlige opgaver og udfordringer, som ikke kan tackles af den enkelte kommune alene.
Strategien skal levere praktisk viden, fælles digitale løsninger og implementeringsstøtte, der kan anvendes lokalt. Vi skal afsøge og formidle viden, gode løsninger og effekter på tværs af kommuner, så vi kan stå på hinandens erfaringer. Hvis én kommune opnår stor effekt for servicen eller ressourceforbruget, skal vi forpligte hinanden på at sprede viden og tage tiltagene i brug lokalt. I nogle tilfælde i alle 98 kommuner.
Vi definerer ikke strategiens indsatser fra start, men tilpasser os løbende nye behov og digitale muligheder. Vi vil prioritere de indsatser, der skaber markante fremskridt for det kommunale fællesskab og for den enkelte kommune. Styregrupper, forankret i kommunerne, skal forme de strategiske mål og initiativer, der indfrier ambitionerne.
Strategien har fem spor. Vi sætter initiativer i gang inden for de fem spor, der støtter udvikling, fjerner barrierer og hjælper til lokal implementering af den digitale omstilling.
Strategiens fem spor:
Bedre adgang til AI og digitale løsninger skal give nye muligheder for alle.
Udnyttelse af nye teknologier – særligt – AI fylder i alle kommunens opgaver. Men de nye teknologiske muligheder indfries ikke bare med et snuptag. Der er dilemmaer. Lovgivning eller data kan være utidssvarende og stå i vejen for at bruge teknologierne.
Fra viden til handling: Bedre brug af AI
Vi skal opbygge en stærk viden om teknologier. Det gælder både om deres effekter og de barrierer, der er for at få værdi med teknologien. Vi skal finde svar sammen. Særligt skal vi have fokus på AI. På tværs af kommuner skal vi identificere potentialer og hjælpe med at udbrede gode løsninger.
Kompetencer og organisationer skal være gearet til at tage teknologierne i brug. De juridiske og tekniske forudsætninger skal være på plads. Og vi skal have blik for, at vi anvender teknologi og AI med omtanke – til borgernes og vores fordel. Derfor sætter vi i strategiperioden særskilt fokus på at øge viden om AI og styrke forudsætninger for at kunne bruge de teknologiske muligheder.
Alle skal med
I den digitale og teknologiske udvikling er det afgørende, at vi ikke efterlader borgere eller medarbejdere på perronen. En digital kommune må ikke betyde, at de, som er udfordret af det digitale, ikke kan løse deres ærinder med kommunen. Vores digitale service til borgerne må ikke blive ekskluderende.
Vi skal være opmærksomme på borgernes behov og oplevelser, så de er trygge ved teknologien. Vi skal have blik for alle, når vi udvikler og indfører digitale løsninger, og gøre det let for dem, som skal hjælpe andre. Vi skal også udnytte teknologiske hjælpemidler til at inkludere flere.
Vi vil:
- Sikre en stærk fælles viden om teknologier og deres effekter
- Sætte initiativer i gang som håndterer barrierer for brug af AI
- Have fokus på, hvordan vi undgår at ekskludere borgere, når vi udvikler digitale løsninger
Teknologi skal frigøre tid og forbedre velfærden. Data skal styrke beslutninger.
Det er kernen af vores velfærd, at vi tager vare på borgernes læring som børn, pleje som ældre og støtte hos mennesker i sårbare situationer. I de kommende år står de kerneopgaver over for forandringer. Reformer af ældreområdet, sundhedsområdet, folkeskolen og socialområdet giver mere frihed til faglige skøn, involverer borgerne mere og styrker fokus på, at vi giver de tilbud, som virker bedst for borgeren.
Mere tid til velfærd
Det er afgørende, at vi tager den digitale og teknologiske værktøjskasse i brug, når vi skal løfte reformerne og tilbyde bedre velfærd. Vi ved, at teknologi kan spare tid hos medarbejderne og også gøre livet lettere for borgerne. Det kan være, når AI korter ned på transporttiden ved at planlægge optimale ruter for hjemmeplejebesøg, når medicin dispenseres med en medicinrobot i stedet for en medarbejder, eller når besøget hos borgeren er et virtuelt opkald i stedet for et fysisk besøg. Eller når vi bruger tale-til-tekst-teknologi til at dokumentere. Vi skal støtte og forpligte os til, at de gode løsninger til at spare tid bliver spredt hurtigere og lettere fra kommune til kommune.
Viden styrker beslutningerne
Brugen af data kan gøre vores indsatser bedre. Et stærkere datagrundlag om effekter af indsatser giver bedre beslutninger og prioriteringer. Ved at styrke datagrundlaget på fx på socialområdet kan vi få mere viden om indsatsernes kvalitet, resultater og økonomi, så vi bedre kan styre og prioritere indsatserne. Vi kan styrke borgerens forløb ved at skabe bedre digitalt overblik over de forskellige indsatser, som er i gang for at hjælpe borgeren. Det skal vi finde fælles løsninger på.
Ny teknologi til borgernes fordel
Den teknologiske udvikling byder på muligheder i alt fra undervisning og forberedelse til opsporing og risikovurdering i sundhedsindsatser. På skoleområdet skal vi gennem varieret og motiverende undervisning styrke, at alle børn lærer bedst muligt. Vi skal med omtanke og omhu afsøge de muligheder, som AI og andre teknologier giver.
Vi vil:
- Sætte flere kræfter bag udbredelsen af effektfulde teknologiske løsninger, som frigør tid
- Styrke styring og viden om effekter af indsatser gennem et stærkt datagrundlag
- Styrke digitalt overblik over indsatser, for at give borgerne sammenhængende forløb
- Afsøge hvordan brugen af AI og andet teknologi kan løfte velfærdsopgaverne
Data skal drive klimaindsatsen, energieffektivisering og smart arealforvaltning.
Den grønne omstilling er i fuld gang. Vi skal skabe forandringer i rekordstor skala på få år. Som Danmarks største bygningsejer spiller kommuner en central rolle i CO2 -reduktionen. Med aftalen ”Grøn trepart” skal kvælstofudledningen mindskes, og kommuner skal sørge for at arealanvendelsen sikrer både drikkevand, biodiversitet, energianlæg og rekreation.
Vandet kommer - redskaber til klimatilpasning
Højere vandstand, stigende grundvand, skybrud og storme giver oversvømmelser og erosion. Klimatilpasning kræver bedre digitale værktøjer til at forudsige vandstand, beregne anlægsomkostninger og prioritere klimatiltag. Vi skal derfor samarbejde om brugen af digitale værktøjer til klimatilpasning.
Udnyt data og teknologi
Teknologisk innovation er afgørende for den grønne omstilling. Vi har brug for gode data og innovative løsninger for at leve op til de grønne omstillingskrav. Hvis vi har styr på vores data, kan vi lave bedre simuleringer og beregningsværktøjer, datadeling og løsninger til beslutningsstøtte. Det gælder alt fra madspildsreduktion i kommunale køkkener og minimering af bilflåde til energieffektivisering i bygninger.
Vi vil:
- Afsøge, hvordan data og innovative løsninger kan bruges til at leve op til grønne omstillingskrav
- Digitalt understøtte kommunernes styring af egne bygninger
- Forbedre mulighederne for at bruge data til klimatilpasning
Digitalisering skal lette administrationen, styrke økonomistyring og give borgere bedre service.
Bag vores velfærd er der vigtige funktioner, som støtter op om arbejdet på skoler, plejehjem, i miljøarbejdet og alle andre kommunale opgaver.
Vi skal udvikle administration, HR og økonomi i takt med de muligheder, digitalisering og teknologi giver os. Vi skal øge automatiseringen. Det kan være fuldautomatiserede processer for onboarding af nye medarbejdere, automatiske referatløsninger eller interne, digitale assistenter. Vi skal skabe bedre styringsgrundlag med retvisende data og løfte flere fælles opgaver på tværs af kommuner. Vi skal styrke mulighederne for, at vores IT-systemer hurtigt kan følge udvikling og krav udefra. Det kan være, når vores lønsystemer hurtigt skal kunne tilpasse sig nye aftaler og overenskomster.
Ny tid – nye borgerbehov
Servicen til borgerne skal være tidssvarende - uanset om det er via digitale selvbetjeningsløsninger eller i kontakt med jobcenteret eller borgerservice. I lyset af en reform af beskæftigelsesområdet skal vi undersøge, hvordan vi kan bruge teknologi til bedre kontakt mellem kommune og borger. Det kan være gennem selvbetjeningsløsninger, som er udviklet til en mobil eller tablet frem for PC’en, specialiserede chatfunktioner eller digitale universer, som samler information og selvbetjening.
Mere fællesskab om IT-drift
IT-opgaven i kommunerne bliver større og kræver mere specialiseret viden. Derfor skal vi afsøge potentialerne for mere forpligtende samarbejder om driften af IT på tværs af kommuner. Når flere kommuner går sammen, kan det styrke mulighederne for at rekruttere specialister og styrke indsatsen for cyber- og informationssikkerhed.
Vil vil:
- Understøtte mulighederne for øget automatisering med digitale løsninger.
- Sætte fokus på, hvordan digitale løsninger kan lette servicen for borgerne og service i interne funktioner
- Skabe mere fællesskab om IT-drift for at styrke sikkerheden
Det skal være lettere at være en digital kommune og styrk fundamentet for sammenhæng og sikkerhed.
Hvis vi skal kunne gribe de nye digitale muligheder, skal det være lettere at anskaffe og udvikle løsninger, der er bygget til forandring, sammenhæng og som giver mulighed for at genbruge data.
Vi har allerede et stærkt fælles digitalt fundament. Det har vi har opbygget gennem KOMBIT, gennem en styrende rammearkitektur, og gennem fælles fundamenter og digitaliseringssamarbejder på tværs af kommuner og af den offentlige sektor. Men EU-regulering, tech-giganter og geopolitik gør det svært at navigere i det digitale landskab. Tech-giganternes monopollignende positioner udfordrer kommuners økonomi og handlemuligheder. En fortsat indsats for at udbygge og bruge fælles infrastruktur og arkitektur skal styrke kommuners suverænitet i valg af it-løsninger og dataanvendelse.
Der er behov for bedre overblik over krav til anskaffelser og udvikling af nye digitale løsninger. Det kan være gennem metoder til at stille krav om standardiserede adgange og support, når antallet af devices hos medarbejderne øges kraftigt. Vi vil gøre det nemmere at genbruge infrastruktur og anvende rammearkitekturens redskaber ved reformer og nye politiske tiltag.
Fælles cyberforsvar
Vi skal tilpasse os til en usikker verden. Cybertruslen har aldrig været større end i dag, hverken i kompleksitet eller hyppighed. Vi står over for scenarier, vi ikke kunne forestille os for få år siden, som fx beskadigelse af kabler og kritisk infrastruktur gennem cyberangreb og sabotage. Det kræver ledelsesfokus.
Vi skal investere i kompetencer og teknologi for at sikre et stærkt cyberforsvar og styrke informationssikkerheden. Vi skal styrke den enkelte kommune gennem fælles viden om sikkerhedstrusler og sårbarheder i den kommunale it-portefølje. Det gør vi bl.a. gennem den fælles kommunale cybersikkerhedsenhed KommuneCERT.
Fra regler til praksis
Det skal være lettere at agere efter de mange nye digitale reguleringer fra EU, såsom GDPR og AI-forordningen. De komplekse regler kan afholde os fra at handle eller føre til over-implementering. Derfor vil vi samarbejde om tolkning og tilgang til EU-regler for at sikre, at de lettest muligt kan omsættes i praksis.
Vil vil:
- Gøre det nemmere at genbruge infrastruktur og rammearkitektur
- Arbejde for stærkere IT-sikkerhed og cyberforsvar gennem fælles viden og fællesskaber
- Samarbejde om tolkning og tilgang til EU-regler
Mål og initiativer
Hvert år i strategiperioden 2026 til 2030 fastlægger de kommunale styregrupper for de fem spor konkrete mål og initiativer, der realiserer de fælles visioner.
Kommunernes digitaliseringsstrategi skal ses i samspil med lokale mål og indsatser i den enkelte kommune, samt i det fællesoffentlige digitaliseringssamarbejde mellem stat, kommuner og regioner.