Kontakt
Anna Gillett
Beskæftigelse, Integration & Socialpolitik
Telefon: +45 3370 3242
E-mail: angi@kl.dk
Kom med onsdag den 18. november, hvor KLSOCIAL26 løber af stablen på Odeon i Odense under overskriften Hvordan gør vi en forskel? Faglighed, etik og retssikkerhed i mødet med borgere med psykiske lidelser og handi-cap
Hver dag møder vi i kommunerne borgere med psykiske lidelser eller handicap i situationer, hvor støtte, håb og den gode relation skal gå hånd i hånd med krav om dokumentation, økonomisk bæredygtighed og retssikkerhed. Uanset om hjælpen gives i eget hjem, i et botilbud eller et helt tredje sted, er det i mødet – i dialogen, samarbejdet og de faglige valg – at kvaliteten skabes.
KLSOCIAL26 sætter fokus på, hvordan vi i kommunerne kan lytte bedre, samarbejde klogere og bruge vores faglighed og etik til at navigere i svære dilemmaer, så borgerne får den rette støtte på det rette tidspunkt – og så vi som kommuner investerer i de indsatser, der gør en reel forskel.
I plenum starter vi dagen med fokus på nogle af de centrale udfordringer og aktuelle dagsordener, der præger arbejdet på det specialiserede socialområde. Vi ser blandt andet på, hvordan vi skaber bedre rammer for fremtidens indsatser i kommunerne, og hvad der skal til for at lykkes med borgere med komplekse behov.
Inden frokost får deltagerne mulighed for at vælge mellem forskellige faglige sessioner, der har det til fælles, at de sætter fokus på nogle af de mest aktuelle emner på socialområdet.
Efter frokost udfolder professor Nanna Mik-Meyer med afsæt i Magtudredningen 2.0 nogle af de dilemmaer, der kan opstå i myndighedsarbejdet, når faglige vurderinger, regler og hensynet til borgeren skal gå op i en højere enhed. Efterfølgende går centrale aktører på området i dialog med Nanna Mik-Meyer om, hvordan vi kan styrke kvaliteten i sagsbehandlingen og samarbejdet mellem borger og kommune.
Vi får også mulighed for at undersøge, hvor gode vi egentlig er til at lytte og skabe reelle muligheder for borgernes deltagelse, inden Svend Brinkmann som afslutning på dagen giver os et filosofisk og etisk blik på arbejdet med mennesker. Med afsæt i menneskeetik, dannelse, dyder og dømmekraft udfordrer han os på, hvad det vil sige at handle ansvarligt, omsorgsfuldt og retfærdigt som professionel.
KLSOCIAL er KL’s største fagkonference på det specialiserede socialområde, som afholdes hvert år med omkring 600-700 deltagere. I 2026 afholdes KLSOCIAL d. 18. november kl. 9.00-15.40 på Odeon i Odense.
Konferencen er primært målrettet kommunale ledere og medarbejdere på handicap- og/eller psykiatriområdet i både myndighed og drift. Konferencen er også relevant for socialudvalgspolitikere, medlemmer af handicapråd, bruger- og pårørendeorganisationer samt andre, der arbejder med, eller interesserer sig for, det specialiserede socialområde.
Dato: 18. november 2026
Sted: Odeon, Odeons Kvarter 1, 5000 Odense