Kontakt
Birgit Øbakke
Jura & EU
Telefon: +45 3370 3481
E-mail: bib@kl.dk
Der er i de seneste par år ske en klar forværring af sikkerheden for lokale og regionale politikere. Det viser en ny rapport fra Europarådets Kongres for lokale og regionale myndigheder.
Eskaleringen af volden og chikanen synes at være forbundet med polariseringen af europæisk politik og samfundet som helhed. Problemerne påvirker ikke alle Europarådets medlemsstater i samme grad, men presset og intimideringen påvirker lokale og regionale politikere overalt og kan antage mange former, herunder verbale og fysiske angreb, hadefuld tale, ærekrænkelser, samt fysiske angreb på kontorer og boliger og onlinetrusler.
Det faktum at lokale og regionale politikere er mere tilgængelige for vælgere end nationale politikere, gør dem særligt sårbare over for vold og chikane, både i embedet og i deres privatliv. Samtidig giver sociale medier borgerne mulighed for at konfrontere lokale politikere mere direkte og anonymt og yderligere sprede hadefuldt indhold.
Den direkte konfronterende og truende adfærd under en valgkamp har ofte til formål at afskrække kandidater fra at opstille. Det gør det vanskeligere at tiltrække nye kandidater til lokal og regional politik. Det gælder særligt for kvinder, unge og personer, der tilhører minoriteter, der ofte er det primære mål for disse angreb.
Rapporten kommer med en række anbefalinger til både de lokale og regionale politikere og til medlemsstaterne om, hvordan man kan arbejde på at vende udviklingen.
Det skal højlydt markeres, at vold og chikane mod lokalpolitikere er en alvorlig trussel mod demokratiet. Der er mange mørketal, da langt fra alle hændelser bliver anmeldt. Derfor er det vigtigt, at der tales åbent om problemet, så det ikke bliver den enkelte politikers eget problem. Alle skal arbejde på at fremme mangfoldigheden og inklusionen på tværs af den politiske sfære, og politikerne skal selv huske at holde den gode tone. Endelig er det vigtigt, at problemet bliver taget seriøst! Der skal være hjælp at hente både i forhold til forebyggelse, beskyttelse og støtte til ofrene.
I rapporten kan der hentes inspiration til det videre forbyggende arbejde.
"Jeg er oprigtig bekymret over udviklingen. Debatten i Kongressen viste med al tydelighed, at vold og chikane bliver mere og mere normalt. I Danmark har vi udarbejdet retningslinjer for hvordan, politikerne kan arbejde med at forebygge og håndtere chikane, trusler, hærværk og vold, som også anbefales i rapporten. Men det er vigtigt, at vi stadigvæk har fokus på problemerne, så vi sikrer en politisk mangfoldighed, hvor vi evner at være uenige og alligevel finde løsninger på svære problemer."
Kirstine Bille har via sin plads i KL’s Internationale udvalg været medlem af Kongressen for lokale og regionale myndigheder siden 2011 og har særligt fulgt arbejdet i Monitoring Committee, hvor hun netop på den 50. kongres er blevet valgt til 1. næstformand. Denne komite holder øje med hvordan lokale og regionale myndigheder arbejder med demokrati i det nære og hvordan lokale valg afholdes. Komiteen er altså med til at forbedre demokratiets vilkår ved hjælp af de grundige rapporter, der udarbejdes om disse temaer efter besøg og dialog på skift i alle Europarådets 46 lande.