Gå til hovedindhold
Nyhed
EU
Sikkerhed

Nyt initiativ skal medvirke til at styrke lokaldemokratiets sikkerhed og modstandsdygtighed i Europa

Et nyt risikovarslingsværktøj kaldt et dashboard for lokalt og regionalt demokrati er i går blevet vedtaget på efterårssessionen i Europarådets Kongres for Lokale og Regionale Myndigheder i Strasbourg. Dashboardet skal gøre det lettere at opdage, når lokaldemokratiet kommer under pres, så der kan reageres i tide.

28. okt. 2026

Kirstine Bille præsenterer risikovarslingsdashboardet fra talerstolen i Europarådets Kongres for Lokale og Regionale Myndigheder den 27. oktober 2026.

Indhold

    Bedre overblik over lokaldemokratiets tilstand skal gøre det lettere at reagere i tide

    Det lokale og regionale demokrati står over for stigende udfordringer i Europa. Demokratisk tilbagegang, desinformation og autoritære tendenser er blandt de forhold, der kan svække demokratiet.

    Derfor har Europarådets Kongres for Lokale og Regionale Myndigheder udviklet et nyt dashboard, der skal fungere som et praktisk værktøj, der tidligt kan varsle, hvis der er tegn på at demokratiet er i tilbagegang. Det fungerer som et barometer for det lokale demokratis tilstand. Dashboardet indeholder et idekatolog over, hvilke tiltag der kan være med til at styrke lokale demokratiet.

    Grundlæggende handler det om at skabe større gennemsigtighed om lokaldemokratiets tilstand og give et bedre overblik over, hvor demokratiet står stærkt, og hvor der er svagheder. Det giver et godt grundlag for forebyggelse og mulighed for at ændre kurs der, hvor der er brug for det.

    Kirstine Bille, der er medlem af KL’s Internationale udvalg, har været medrapportør på arbejdet med dashboardet, som blev vedtaget på Kongressens efterårssession i Strasbourg.

    Kirstine Bille fortæller:

    ”Udviklingen i de senere år har lært os, at en tilbagegang i demokratiet er ikke noget, der sker over natten. Det er en langsom udvikling som bliver sat i gang af flere forskellige faktorer, som påvirker hinanden i en negativ spiral. Og det er dem, vi skal blive bedre til at registrere systematisk. Det kan f.eks. være, at valgdeltagelsen er nedadgående, eller at borgerne giver udtryk for, at der ikke er sammenhæng mellem, hvad der politisk bliver lovet og deres egen livssituation. Tiltroen til politikerne og de demokratiske institutioner daler, og samtidig er der mere og mere hadtale og trusler mod dem der påtager sig et ansvar for vores samfund fx lokalpolitikere og embedsfolk. Det er derfor vigtigt at have en løbende dialog om demokratiets tilstand, og hvordan vi sikrer os gensidig tillid. Dashboardet er netop udviklet til at understøtte den løbende dialog, og derfor er det også lavet på en måde, så det kan bruges af alle – ikke kun eksperter. Det er en måde at få debatten til at foregå på et oplyst grundlag og ikke på synsninger! Det skal blive lettere at se, hvilke tiltag, der virker, fremfor tiltag, vi tror, virker.”

    En del af et bredere arbejde for demokratiet

    Dashboardet bliver en del af Europarådets bredere arbejde med at styrke demokratiet i Europa. Det skal blandt andet bidrage til Den Nye Demokratiske Pagt for Europa, som er under udarbejdelse i Europarådets Ministerkomité. Den demokratiske pagt skal styrke eksisterende løsninger og udvikle nye initiativer med det formål at styrke demokratiet og tilliden til de demokratiske institutioner.

    Overvågning af lokaldemokratiets tilstand er en del af Kongressen for lokale og regionale myndigheders arbejde og i den forbindelse vil Dashboardet være et godt værktøj til at tage temperaturen på menneskerettigheder, demokratisk regeringsførelse og overholdelse af retsstatsprincipperne.

    Kirstine Bille

    Kirstine Bille er 1. viceborgmester i Syddjurs Kommune, medlem af KL’s Internationale Udvalg og medlem af Europarådets Kongres for Lokale og Regionale Myndigheder.

    Kirstine Bille har via sin plads i KL’s Internationale Udvalg været medlem af Kongressen for Lokale og Regionale Myndigheder siden 2011 og har særligt fulgt arbejdet i Monitoring Committee, hvor hun er 1. næstformand. Denne komité overvåger lokaldemokratiet i Europarådets medlemsstater og er valgobservatører til lokale og regionale valg.

    Kirstine Bille har sammen med Kristoffer Tamsons fra Sverige været medrapportør på rapporten om risikovarslingsdashboardet, som kan findes her:

    Kontakt

    Chefkonsulent

    Birgit Øbakke

    Jura & EU

    Telefon: +45 3370 3481

    E-mail: bib@kl.dk

    Student

    Channette Feldt

    Jura & EU

    Telefon: +45 3370 3346

    E-mail: chaf@kl.dk