Gå til hovedindhold
Nyhed
EU

Den danske delegation i Regionsudvalget arbejder for mere fleksible og simple udbudsregler i EU

Regionsudvalgets underudvalg for økonomisk politik (ECON) vedtog d. 27. januar underudvalgets politiske holdning til revisionen af udbudsdirektiverne. Underudvalgets forslag til udtalelse blev vedtaget med flertal, og flere danske forslag om, at udbudsdirektiverne skal forenkles, gøres mere fleksible og lettere at administrere for kommuner, blev indarbejdet. Udtalelsen skal endeligt vedtages på Regionsudvalgets plenarforsamling den 4.-5. marts 2026.

29. jan. 2026

Kirstine Bille, byrådsmedlem i Syddjurs Kommune og næstformand i KL’s internationale udvalg, der tog ordet til underudvalgsmødet

Indhold

    Regionsudvalgets (RU) forslag til udtalelse leverer input til EU-Kommissionens evaluering af udbudsdirektiverne. EU’s udbudsdirektiver sætter kravene til den proces en offentlig myndighed skal igennem, når der indgås kontrakter med private leverandører over et vist beløb. De nuværende regler indeholder en række krav, som gør det ressourcetungt for både kommuner og virksomheder at gennemføre udbud efter EU’s regler. Revisionen af EU’s udbudsdirektiver er derfor en højt prioriteret sag for KL, som arbejder for simplere regler i fremtiden. 

    KL mener derfor, at der er brug for nye udbudsregler, som muliggør et mere smidigt og fleksibelt offentlig-privat samarbejde, som i højere grad giver plads til lokale forhold og beslutninger. Disse målsætninger var i centrum for 17 danske ændringsforslag, der blev stillet til RU’s forslag til udtalelse. De danske ændringsforslag allokerede for, at udbudsdirektiverne skal forenkles, gøres mere fleksible og lettere at administrere for kommuner.

    Kirstine Bille, byrådsmedlem i Syddjurs Kommune og næstformand i KL’s Internationale udvalg fortæller:

    ”Revisionen af udbudsdirektiverne er en meget vigtig lovgivningsfil, som kommer fra EU-Kommissionen i 2026. Reglerne i dag er desværre alt for komplekse og rigide, så vi håber, at Kommissionen vil holde sit ord og reelt simplificere reglerne denne gang.”   

    Udover arbejdet i Regionsudvalget samarbejder KL med Danske Regioner og CEMR (Council of European Municipalities and Regions) i arbejdet om at få mere simple og fleksible regler for offentlige ordregivere i interessevaretagelsen over for både EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet. 

    For at læse mere om udbudsreglernes betydning for de danske kommuner og KL’s holdning kan du læse med her:

    EU’s udbudsregler bør give størst muligt lokalt råderum

    Kontakt

    EU-konsulent

    Oliver Cipek Jørgensen

    Jura & EU

    E-mail: olcj@kl.dk