Gå til hovedindhold
Nyhed
EU

EU skal styrke beredskabet - lokale og regionale myndigheder skal have en central rolle

Det Europæiske Regionsudvalgs underudvalg for Naturressourcer (NAT) behandlede sit udkast til en udtalelse om EU-Kommissionens strategi for en beredskabsunion på et møde den 23. september i Bruxelles. Underudvalget efterlyser konkret handling bag strategien og opfordrer til at styrke EU’s beredskab gennem bedre koordinering og lokal forankring.

25. sep. 2025

Indhold

    Beredskabsområdet er højt på KL’s dagsorden, da det i høj grad er kommunerne, der står forrest, når det handler om at skabe tryghed og beskytte borgerne i krisesituationer.   Udtalelsen  skal vedtages endeligt af Det Europæiske Regionsudvalg på plenarforsamlingen i december.  

    Behovet for et stærkere EU-beredskab

    De seneste års kriser og globale udfordringer har tydeliggjort behovet for et stærkere og mere koordineret beredskab i EU. EU-Kommissionens strategi for en beredskabsunion, offentliggjort marts 2025, er et omfattende og helhedsorienteret svar på et stadig mere komplekst trusselsbillede, som alle EU’s medlemsstater i dag står overfor. Samtalen om et EU-beredskab er derfor et aktuelt emne med berøringsflader på tværs af politiske og forvaltningsmæssige områder.

    NAT-udvalget: Kommunernes rolle er central

    Det Europæiske Regionsudvalgs NAT-udvalg understreger i den forbindelse behovet for at fremhæve kommunernes centrale rolle i krisehåndteringen  i Kommissionens strategi, da kommunerne er tættest på borgerne. Samtidig peger udvalget på, at manglen på flerniveaustyring og efterlevelse af nærhedsprincippet udgør en væsentlig udfordring på beredskabsområdet. NAT-udvalget efterlyser derfor konkret handling bag strategien og opfordrer til at styrke EU’s beredskab gennem bedre koordinering og lokal forankring.

    KL deler perspektivet

    KL deler synspunkt om at kommuner skal spille en central rolle og arbejder aktivt for, at kommunernes perspektiv bliver tydeligt både nationalt og europæisk. På den baggrund har KL’s bestyrelse prioriteret EU’s strategi for en beredskabsunion som en af KL’s EU A-sager. Flere af de områder, hvor beredskab har betydning fx krisehåndtering, forsyningssikkerhed og cybersikkerhed er en del af KL’s EU-pejlemærker,  som udgør rammen for KL’s europæiske interessevaretagelse frem mod 2030. KL følger derfor sagen tæt.

    KL’s analyse: Fra risikobillede til handling

    KL udgav i august 2025 en analyse, der oversætter det nationale risikobillede til fem konkrete opmærksomhedspunkter for kommunerne for at understøtte kommunerne i deres beredskabsplanlægning. Du kan læse mere om KL’s analyse her: 

    Styrk kommunens beredskab

    Læs også

    Kontakt

    EU-konsulent

    Jes Vitting

    Jura & EU

    Telefon: +32 477 17 83 29

    E-mail: jevi@kl.dk