Gå til hovedindhold
Nyhed
Konferencer
Digitalisering og teknologi

Oplev energieffektiv drift, bæredygtige cloud-tjenester og open source

Hvordan kan kommunerne træffe grønnere it-valg og understøtte deres klimaambitioner? På Digitaliseringsmessen den 23. september kan du opleve konkrete leverandørløsninger og få inspiration til bæredygtige it-anskaffelser.

7. sep. 2026

Indhold

    Digitaliseringsmessen tilbyder igen i år en række guidede ture til dig, der gerne vil samle inspiration inden for et givent område. Klimaforandringer og bæredygtighed spiller en stadig større rolle i kommunernes indsatser – også når det gælder it – og derfor kan du på messen komme med på en tur om grønne it-valg.

    På turen sætter vi fokus på grønne teknologier og løsninger, der kan understøtte klimaambitionerne. Det gør vi fx ved at sætte fokus på energieffektiv drift, bæredygtige cloud-tjenester og brug af open source. Du vil få indblik i leverandørløsninger, som kan inspirere til grønne it-anskaffelser og vise, hvordan teknologi og klima kan gå hånd i hånd.

    De guidede ture

    En guidet tur har 4-7 stop hos forskellige leverandører, der hver især har forberedt et 5 minutters pitch af et produkt, en teknologi eller en service inden for turens tema. Turene foregår med en turguide i spidsen, der guider jer rundt som samlet gruppe.

    Nyt udstyr giver en bedre tur

    I år bliver de guidede ture gennemført med helt nyt udstyr. De tidligere in-ear-høretelefoner er erstattet af over-ear-headsets, som lukker bedre af for støjen på messen. Sammen med en mere stabil forbindelse skal det sikre, at du som deltager kan høre guiden tydeligt under hele turen.

    Udstyret gør det også lettere at holde gruppen samlet. Hver tur får sin egen farve, så du som deltager hurtigt kan se, hvilken gruppe du hører til.

    Tilmeld dig messen og de guidede ture her
    Se programmet her

    Kontakt

    Programchef

    Jan Struwe Poulsen

    AI- & Digitaliseringspolitik

    Telefon: +45 3370 3234

    E-mail: jtp@kl.dk