Gå til hovedindhold
Nyhed
Digitalisering og teknologi

Mobildækning kan afgøre, om kommunens digitale løsning lykkes

En digital løsning kan være nok så god. Men hvis den kræver mobilforbindelse, og dækningen mangler, hvor borgeren skal bruge den, kan løsningen ikke tages i brug. På Digitaliseringsmessen viser Digitaliseringsstyrelsen, hvordan kommunerne kan bruge mobildata til at skabe de bedste løsninger.

20. aug. 2026

Indhold

    Mobildækning står måske ikke øverst på dagsordenen, når der skal udvikles eller indkøbes en ny digital løsning. Men dækningen kan få afgørende betydning, når løsningen skal fungere i praksis. 

    Det gælder blandt andet løsninger inden for telemedicin og velfærdsteknologi, som skal bruges hjemme hos borgerne. Her er det ikke nok, at teknologien virker. Der skal også være den nødvendige forbindelse på den konkrete adresse.

    – Data om dækning er vigtig viden, når en digital løsning er afhængig af teleinfrastruktur. Derfor er det bedst for kommunerne at tænke dækningen ind tidligt i projektet – og ikke først, når løsningen er klar til brug, siger Hans Teglhus Møller, teamleder i Digitaliseringsstyrelsen.

    Problemer bliver opdaget for sent

    I en kommune skulle en telemedicinsk løsning gøre det muligt at behandle nogle borgere på afstand. Løsningen var baseret på ét teleselskabs dækning, men selskabet havde ikke nødvendigvis den bedste dækning på alle de adresser, hvor løsningen skulle bruges.

    Det betød, at løsningen ikke kunne tages fuldt i brug som planlagt, og en social- og sundhedsmedarbejder eller sygeplejerske stadig skulle fysisk ud til borgeren.

    Hvis kommunen undersøger dækningen, inden en løsning bliver udviklet eller indkøbt, er det lettere at stille de rigtige krav og vælge en løsning, der fungerer i praksis.

    – Der er virkelig vigtige data, der kan gavne de digitale løsninger, og i sidste ende komme borgerne til gode, siger Hans Teglhus.

    Sådan kommer I i gang

    Tidligt i udviklingen af nye digitale løsninger kan kommunen bruge dækningsdata til at undersøge, om løsningen kan fungere i praksis. I kan blandt andet:

    1. Afklare løsningens behov
      Undersøg, hvilke krav løsningen stiller til forbindelsen. Videoopkald kræver eksempelvis en anden datamængde end små datatransmissioner.
    2. Undersøge dækningen 
      Brug Forside | Tjekditnet til at tjekke mobil- og bredbåndsdækningen for det område, hvor løsningen skal fungere. 
    3. Analysere og bruge data, der passer til netop jeres løsning
      Tilpas altid oplysninger og data angivet på Forside | Tjekditnet. Matcher jeres behov og krav til løsningen med det, der reelt er muligt? Brug den data, der er relevant for netop jeres løsning. 

    Deltag på Digitaliseringsmessen, og hør Hans Teglhus Møller fortælle om, hvilke data der er til rådighed, hvordan I kan analysere dem, og hvornår I skal være særligt opmærksomme. Så kan I bruge dækningsdata aktivt, når I udvikler nye digitale løsninger i kommunen.

     

    Digitaliseringsmessen

    Messen er relevant for alle, der arbejder med digitalisering i den offentlige sektor. Det gælder både chefer, ledere og specialister indenfor digitalisering, borgerservice og de kommunale fagområderne. Messen er også relevant for dig, der ikke har digitalisering i din titel. Mange af de vigtigste digitale forandringer sker ude i fagområderne.

    Digitaliseringsmessen giver dig

    1. Overblik over den kommunale digitale dagsorden
    2. Faglig viden og konkret inspiration til løsninger og næste skridt
    3. Netværk og dialog med leverandører og andre kommuner.

    Digitaliseringsmessen afholdes den 23. september i Odense. Deltagelse koster 1.200,- + moms.

    Læs mere og tilmeld dig her

    Kontakt

    Programchef

    Jan Struwe Poulsen

    AI- & Digitaliseringspolitik

    Telefon: +45 3370 3234

    E-mail: jtp@kl.dk