Kontakt
Jan Struwe Poulsen
Digitaliseringspolitik
Telefon: +45 3370 3234
E-mail: jtp@kl.dk
Højt ydende projektteams opstår ikke tilfældigt. De kræver bevidst fokus på menneskelige relationer, forståelse for teamets udviklingsfaser og en struktureret tilgang til organisering. Når disse elementer er på plads, øges chancen markant for at skabe teams, der leverer resultater langt over gennemsnittet.
”To projektteams, der på papiret er ens, kan performe 4-500% forskelligt,” lyder det fra Professor i Informatik og Datalogi på RUC, Jan Pries-Heje.
Ifølge ham peger nyere forskning og erfaringer fra projektledelse på én afgørende faktor for succes: teamets evne til at fungere effektivt sammen. Det understreger, hvor afgørende det er at skabe de rette forudsætninger for et højt ydende team.
En central forudsætning er at prioritere mennesker over opgaver. Før et team kan levere resultater, skal der være styr på relationerne. Det indebærer klarhed om roller, tillid mellem medlemmerne og fælles forståelse for samarbejde og beslutningsprocesser.
Uden dette fundament er sandsynligheden for at skabe et effektivt team minimal. Først når den menneskelige dimension fungerer, kan opgaveløsningen for alvor begynde.
En anden vigtig erkendelse er, at alle nye teams gennemgår en turbulent indledende fase. Når mennesker samles i et projekt, opstår der ofte konflikter og uenigheder, mens roller og samarbejdsformer afklares.
”Når vi sætter en gruppe mennesker sammen i et projekt, kan der være en stormfuld fase, hvor man lige skal slibe nogle kanter af, siger Jan Pries-Heje.
Denne “stormfase” kan være udfordrende og langvarig, men ligesom en storm i naturen vil den aftage med tiden. Bevidsthed om denne proces gør det lettere at navigere igennem den.
For at håndtere disse udfordringer er det afgørende at arbejde systematisk med teamdannelse. Det indebærer at vælge de rette personer, afklare forventninger, etablere tillid og definere ansvar og roller.
Med de rette værktøjer kan projektledere skabe et stærkere fundament for samarbejde og dermed øge teamets samlede præstation
Kommunernes it-projektlederuddannelse udbydes af KL i samarbejde med KITA. På uddannelsen vil du møde Jan Pries-Heje som gennemgående underviser. Uddannelsen er skræddersyet til kommunale it-projektledere - både centralt placeret og i fagforvaltningerne.
KL-huset danner rammerne for uddannelsen. Modul 1 og 2 finder sted den 17.-19. august 2026, mens modul 3 afholdes den 14.-15. september 2026.