Kontakt
Marie Madsen
AI- & Digitaliseringspolitik
Telefon: +45 3370 3377
E-mail: mmd@kl.dk
Digitalisering, teknologi og data er afgørende for at føre sundhedsreformen ud i livet. Få status på arbejdet med at understøtte opgaveflytningen digitalt, bedre deling af sundhedsdata og etableringen af Digital Sundhed Danmark.
Med sundhedsreformen flytter en række opgaver fra kommunerne til regionerne den 1. januar 2027. Det gælder størstedelen af de midlertidige pladser, akutsygeplejen, rehabilitering på specialiseret niveau samt den patientrettede forebyggelse.
KL har sammen med Danske Regioner, Digital Sundhed Danmark og andre parter sat et nationalt arbejde i gang. Det skal bidrage til den digitale understøttelse, når opgaverne flytter, så medarbejdere på tværs af sektorer kan dele relevante oplysninger om den samme borger.
Som støtte til de lokale dialoger mellem kommuner og regioner er der udarbejdet materiale med forslag til, hvordan nødvendige data og oplysninger kan deles på tværs af sektorer fra 1. januar 2027 ved hjælp af fælles offentlige løsninger.
Find materialet her: Digital understøttelse af opgaveflyt fra kommuner til regioner - Sundhedsdatastyrelsen
Arbejdet har først haft fokus på akutsygepleje og sundheds- og omsorgspladser. Nu er fokus på patientrettet forebyggelse, rehabilitering på specialiseret niveau. Materialet om disse områder forventes at udkomme i løbet af november.
Parallelt med arbejdet frem mod 2027 undersøger parterne, hvordan opgaveflytningen kan understøttes digitalt på længere sigt.
Der kommer mere information om det i december.
Arbejdet med opgaveflytningen skal sikre datadeling på konkrete områder fra 2027. Samtidig ser en national foranalyse længere frem og afdækker, hvad kommunerne og andre aktører har af behov og krav til en fælles infrastruktur for datadeling af sundhedsdata.
Målet er, at kommunale medarbejdere og andre sundhedspersoner hurtig og sikkert får adgang til relevante oplysninger om borgeren på tværs af sektorer og systemer. Foranalysen giver et overblik over den nuværende infrastruktur og beskriver mulige løsninger, der skal danne grundlag for politiske beslutninger for fremtidens infrastruktur. Arbejdet forventes afsluttet i december 2026.
Fra 1. januar 2027 får Digital Sundhed Danmark ansvaret for fælles digitale løsninger, sundhedsdata og en sikker digital infrastruktur. Den landsdækkende organisation ejes af staten, regionerne og kommunerne og bliver en selvejende institution med en professionel bestyrelse.
Målet er at skabe mere sammenhæng i borgernes forløb og få digitale løsninger hurtigere ud i hele sundhedsvæsenet. Digital Sundhed Danmark samler blandt andet sundhed.dk, Sundhedsdatastyrelsen, MedCom, Nationalt Genom Center og en række fælles nationale opgaver fra regionerne.
Arbejdet fokuserer nu på at skabe klare rammer for den nye organisation. Samtidig er en række initiativer og analyser sat i gang som led i reformen. KL vil løbende kommunikere ud om analyserne.