Gå til hovedindhold
Nyhed
Konferencer
Digitalisering og teknologi

Fra digital ambition til digitalt mindset

I Sønderborg Kommune handler digital transformation ikke kun om teknologi. Det handler også om at styrke medarbejdernes tryghed, kompetencer og evne til at omsætte digitale muligheder til værdi i hverdagen. Hør mere om tilgangen på konferencen HR & digitalisering den 18. juni i Aarhus.

19. maj 2026

Indhold

    Den digitale transformation er i fuld gang i Sønderborg Kommune. Målet er at udvikle organisationen og fastholde kvaliteten i arbejdet ved at bruge mulighederne i digitale løsninger og nye teknologier.
    Men erfaringen i Sønderborg er, at teknologien sjældent er den største barriere. I stedet arbejder kommunen med at skabe tryghed, motivation og kompetencer i hele organisationen – på tværs af fagligheder og arbejdsopgaver.

    Hvor digitale er vi egentlig?

    Som en del arbejdet med kommunens handleplan for digital transformation foretog Sønderborg Kommune i 2025 en baselinemåling af medarbejdernes digitale kompetencer.  

    Målingen skulle give indblik i organisationens kompetenceniveau og i medarbejdernes oplevelse af at kunne bruge og implementere ny teknologi i hverdagen.

    Samtidig blev målingen startskuddet til en bredere samtale om digitale kompetencer på tværs af organisationen.

    ”Hver tredje medarbejder deltog frivilligt i målingen. Det viser tydeligt, at digitale kompetencer er noget, medarbejderne er optaget af. Målingen tog udgangspunkt i medarbejdernes egen oplevelse af deres digitale kompetencer og gav os mange nye indsigter. Samtidig har den sat mere fokus at vi i højere grad taler om digitale kompetencer og behov på tværs af ledelseslagene,” siger Tina Hougaard Jørgensen, Digitaliseringskonsulent i Sønderborg Kommune.

    Fire nye spor skal styrke det digitale mindset

    HR og Digitalisering har udviklet fire kompetencespor med afsæt i medarbejdernes ønsker, målingen og kommunens Plan for strategisk kompetenceudvikling.

    Et af sporene er heldagskurset Styrk dit digitale mindset. Kurset samler medarbejdere på tværs af fagområder og kobler viden om digitalisering og AI i det offentlige med forståelse for egne og kollegers reaktioner på ny teknologi. Deltagerne arbejder også med at styrke deres digitale mindset, så de bliver bedre til at forholde sig konstruktivt, kritisk og kreativt til digitale muligheder.

    For HR-konsulent Ninna Victoria Frigaard og Digitaliseringskonsulent Tina Hougaard Jørgensen opstår den største værdi, når mennesker, kompetencer og teknologi spiller sammen.'

    ”Udover de tværgående kurser tilbyder HR og Digitalisering også målrettet kompetenceudvikling til de enkelte fagområder. Samtidig har onboarding af nye ledere særligt fokus på ledelse af digitalisering. Senest var digitalisering og ledelse af AI også et tema på Sønderborg Kommunes Ledelsesakademi, hvor alle organisationens ledere deltog,” siger HR-konsulent Ninna Victoria Frigaard.

    Det tætte samarbejde mellem HR og Digitalisering kobler organisationens behov og læring med viden om teknologi og digitale muligheder. Det gør, at arbejdet med teknologi og AI bliver en fælles kultur- og kompetenceopgave, der både giver mening i organisationen og støtter den strategiske retning.

    Mød Sønderborg Kommune

    Sønderborg Kommunes erfaringer med måling af kompetencer og HR-digitaliseringssamarbejde er ét af flere temaer på konferencen HR og digitalisering: Et stærkt forandringsfællesskab i de danske kommuner.

    På konferencen kan du møde Ninna Victoria Frigaard, HR-konsulent og Tina Hougaard Jørgensen, Digitaliseringskonsulent, fra Sønderborg Kommune. De fortæller blandt andet om, hvordan kommunen arbejder på at flytte sig fra digitale ambitioner til et digitalt mindset. 

    HR og digitalisering | Program for dagen

    Kontakt

    Programchef

    Jan Struwe Poulsen

    Digitaliseringspolitik

    Telefon: +45 3370 3234

    E-mail: jtp@kl.dk