Kontakt
Jan Struwe Poulsen
AI- & Digitaliseringspolitik
Telefon: +45 3370 3234
E-mail: jtp@kl.dk
AI, nye arbejdsgange og digital handlefrihed er blandt temaerne, når Digitaliseringsmessen åbner dørene den 23. september. Gå på opdagelse i programmet, og sammensæt din dag.
Hvordan kan AI forandre arbejdsgange og øge produktiviteten? Hvordan kan digitale løsninger understøtte planlægning og sagsbehandling? Og hvad sker der med mennesket, når teknologien kan løse stadig flere opgaver for os?
Det er nogle af de spørgsmål, du kan blive klogere på til Digitaliseringsmessen 2026 i Odense Congress Center.
På syv scener kan du hente ny viden, høre konkrete erfaringer og få inspiration til arbejdet hjemme i kommunen. Programmet spænder fra de store strategiske dagsordener til løsninger, der allerede bruges i praksis.
AI fylder på tværs af årets program. Du kan blandt andet høre, hvordan Norlys bruger AI til at forandre arbejdsgange, øge produktiviteten og udvikle kontakten med kunderne.
KOMBIT giver sit perspektiv på, hvordan kommunerne gennem fælles løsninger og ansvarlige rammer kan få mere konkret værdi ud af AI. Du kan også få nyt fra det politiske maskinrum.
Flere oplæg viser teknologien i praksis. Nyborg Kommune, NTT DATA og FrontDesk demonstrerer en digital kollega, der kan svare på spørgsmål, registrere fremmøde og vise borgere på rette vej.
Årets program stiller også skarpt på kommunernes kontrol over egne digitale løsninger. Du kan høre, hvordan kommunerne kan mindske bindinger til bestemte teknologier, platforme og leverandører – og hvordan indkøb og kontrakter kan bruges aktivt til at skabe større digital handlefrihed.
Dagen rundes af med Svend Brinkmann og oplægget Det menneskelige i maskinernes tid. Her fortæller han om, hvad der sker med mennesket, når AI kan løse stadig flere opgaver for os.
Digitaliseringsmessen finder sted den 23. september i Odense Congress Center. Se programmet, sammensæt din dag, og tilmeld dig messen.
Messen er relevant for alle, der arbejder med digitalisering i den offentlige sektor. Det gælder både chefer, ledere og specialister indenfor digitalisering, borgerservice og de kommunale fagområderne. Messen er også relevant for dig, der ikke har digitalisering i din titel. Mange af de vigtigste digitale forandringer sker ude i fagområderne.
Digitaliseringsmessen giver dig
Digitaliseringsmessen afholdes den 23. september i Odense. Deltagelse koster 1.200,- + moms. OBS. Tilmeldingsfristen er allerede den 17. september.
Deltag på turene Fra A til B - gode arbejdsprocesser, Navigér gennem GDPR og Rundtur gennem AI og teknologi på arbejdspladsen
På messen har du mulighed for at deltage på en af vores populære guidede ture, hvor du besøger 4–6 leverandører, der hver især har forberedt et 5 minutters pitch af et produkt, en teknologi eller en service inden for turens tema. Turene foregår med en turguide i spidsen, der guider jer rundt som samlet gruppe. Du kan blandt andet deltage på turene Fra A til B - gode arbejdsprocesser, Navigér gennem GDPR og Rundtur gennem AI og teknologi på arbejdspladsen
På denne tur får du et indblik i innovative løsninger til sags- og dokumenthåndtering. Du får indblik i, hvordan I bedst kan dele og udstille viden på tværs af kommunens forvaltninger. Oplev, hvordan disse løsninger kan optimere jeres processer, forenkle arbejdsgange og give et klart, fælles overblik over data. Du vil også opleve, hvordan AI begynder at spille en rolle her.
Mangel på arbejdskraft er en massiv udfordring i kommunerne på tværs af fagområder. Behovet for digitale løsninger, der kan frigive tid, udnytte data og potentielt forbedre trivslen på arbejdspladsen, er større end nogensinde. På denne tur får du et indblik i, hvordan offentlige myndigheder kan bruge teknologier som machine learning og kunstig intelligens til at levere en mere effektiv og gnidningsfri service. Oplev, hvordan teknologier kan forvandle arbejdspladsen og gøre hverdagen lettere og mere produktiv.