Kontakt
Claire Stevens-Lekfeldt
Børn, Unge & Folkeskole
Telefon: +45 3370 3929
E-mail: clsl@kl.dk
Kommunale uddannelses- og erhvervsvejledere står midt i flere reformspor, som påvirker den daglige opgaveløsning. På KL’s Vejlederkonference, ”Vejledning i virkeligheden” den 18. marts, tager vi bestik af de aktuelle reformspor og møder dem med et vejledningsfagligt blik. Til at holde fokus på kerneopgaven, har vi samlet nogle af de stærkeste stemmer inden for vejledning, forskning og uddannelsespolitik.
Dagen indledes i helikopterperspektiv med Stina Vrang Elias fra Tænketanken DEA, der fører os igennem de store tendenser og bevægelser på uddannelsesområdet. Herfra tager vi et dyk ned i kernefagligheden. Med afsæt i en fælles fortælling om uddannelses- og erhvervsvejledning, zoomer vi sammen med forskere med mange års erfaring og praktikere fra feltet ind på, hvad uddannelsesvejledning i kommunerne er og kan, men omvendt også ikke er eller ikke kan.
Vi tager blandt andet et kritisk refleksivt blik på begrebet ”motivation”, der er centralt i forhold til vejledningssamtalen. Det har Kristina Mariager-Anderson, lektor og forsker på DPU, skrevet et kapitel om i antologien ”Professionel vejledning” (december 2025), og på konferencen vil hun udfolde betydningen af, at uddannelsesvejledere forholder sig til motivationsbegrebet i mødet med børn og unge.
Vi får også besøg af Inger-Lise Petersen, lektor på Københavns Professionshøjskole og medredaktør på selvsamme antologi. Hun vil gøre os klogere på dialogen som vejledningsfaglig kernedisciplin og vise, hvorfor uddannelses- og erhvervsvejledere er mere end bare gode at snakke med.
Konferencen får yderligere faglige perspektiver fra ledere og eksperter. Formand for EPX-ekspertgruppen og rektor for Vestskovens Gymnasium, Trine Ladekarl Nellemann, samt kontorchefer fra KL vil dele ud af deres viden om de aktuelle reformspor. Det skaber afsæt for at lokale ledere og praktikere kommer på scenen perspektiverer reformerne i deres egen kommunale kontekst.
Vi sætter også de unges perspektiv i centrum. Om formiddagen har formand for Danske Skoleelever Magnus Herrmann, lovet at dele sine tanker om uddannelsesvejledning og det nye materiale Vejledning i virkeligheden. Dagen afsluttes med fokus på unge, der møder udfordringer på deres vej, hvor William Korte, formand for Sammenslutningen af Unge med Handicap, deltager i en drøftelse om, hvordan vejledning kan være både inkluderende og ligeværdig.
”Vejledning i virkeligheden” er konferencen for alle, der ønsker at styrke deres faglige fundament, lade sig inspirere af ny forskning og få konkrete perspektiver på fremtidens vejledningspraksis.
Der er god grund til at sikre sig en plads i god tid. Ved tilmelding inden 2. februar får deltagere fra den kommunale uddannelses- og erhvervsvejledning early bird-rabat.