Gå til hovedindhold
Nyhed
Børn og unge
Konferencer

Børn & Unge Topmøde: Sammen sætter vi retning

Den 29.-30. januar inviterer KL til årets Børn & Unge Topmøde i Aalborg Kongres & Kultur Center. Her samles politikere, ledere og fagfolk fra hele landet under overskriften ”Sammen sætter vi retning – det gode børne- og ungeliv 2026”. Topmødet er det første i en ny kommunal valgperiode og vil derfor give et stærkt afsæt for det videre arbejde på børn- og ungeområdet.

8. jan. 2026

Indhold

    2026 markerer starten på en ny valgperiode i alle kommuner – og dermed også et nyt hold politikere på børne- og ungeområdet. Samtidig befinder området sig midt i markante forandringer, hvor ambitioner og forventninger fra både borgere og nationale beslutningstagere er høje. Hvis intentionerne skal omsættes til kvalitet i dagtilbud og skoler, kræver det tydelig politisk ledelse, skarpe prioriteringer og lokalt ejerskab.

    Derfor inviterer KL hele landets nyvalgte kommunalpolitikere til årets Børn & Unge Topmøde 2026, som sætter fokus på, hvordan vi leder og udvikler kvaliteten på det samlede børne- og ungeområde i kommunerne.

    Topmødets første dag byder på en række oplæg, der giver et bredt og aktuelt indblik i de vigtigste tendenser på området. Vi stiller skarpt på børn, unge og forældre anno 2026 – en tid, hvor forventningerne til velfærden er stigende. Samtidig præsenteres de økonomiske og demografiske tendenser, der sætter rammen for det politiske handlerum de kommende år. Vi dykker også ned i, hvad den politiske ledelsesopgave på børne- og ungeområdet er. 

    På topmødet får vi også besøg af børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye, der i en samtale med formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg, Christina Krzyrosiak, vil tale om de politiske perspektiver på børne- og ungeområdet.

    Du kan læse mere om det resterende program for Børn og Unge Topmødet og tilmelde dig her:

    Læs mere og tilmeld dig her

    Kontakt

    Student

    Aaya EL Youssef

    Børn, Unge & Folkeskole

    Telefon: +45 3370 3162

    E-mail: aeyo@kl.dk