Høringssvar: Forslag til lov om fysisk infrastruktur til elektroniske kommunikationsnet

KL sender hermed høringssvar på lovudkastet. Høringssvaret er opbygget i to dele:

1. Overordnede bemærkninger
2. Detaljerede bemærkninger til specifikke bestemmelser

Det har ikke været muligt for KL at foretage en politisk behandling af høringssvaret inden for høringsfristen. Der tages derfor forbehold for den efterfølgende politiske behandling af høringssvaret.

Der tages desuden forbehold for eventuelle økonomiske konsekvenser for kommunerne, og vi henviser til det økonomiske høringssvar.

Overordnede bemærkninger

Kommunerne går generelt op i god sagsbehandling overfor ansøgere. Den gode sagsbehandling bliver løbende udfordret af krav til hastigheden fra ansøgning til afgørelse. Kravene kommer fra nationale aftaler, EU og kommunernes egne mål for sagsbehandlingstider, og stemmer ofte ikke overens på tværs af sagstyper. Overordnede ser kommunerne positivt på forslaget om at konsolidere love, så de følger EU-lovgivning, og vi foreslår, at al vejledning tager højde for og vejleder i den prioritering af sagsbehandling, der skal ske i kommunerne som følge af forordningen.

Regler for accept i overlappende periode

KL finder det positivt, at der med forslaget fraviges forordningens artikel 8, stk. 1, om at en fristoverskridelse af en kommunal sagsbehandling automatisk vil resultere i en tilladelse til det ansøgte. KL kan konstatere, at der med forslaget i stedet lægges op til, at en fristoverskridelse kan påklages til Digitaliseringsstyrelsen.

Samtidig kan KL konstatere, at lovforslaget tidligst kan træde i kraft i løbet af foråret 2026, mens forordningen allerede har virkning fra november 2025. For de områder, hvor lovforslaget præciserer forordningen, vil der være en periode, hvor der kan opstå usikkerhed om, hvilke regler der er gældende, og hvilket grundlag kommunerne skal støtte sig til. Det gælder især i forhold til spørgsmålet omkring overskridelser af frister for den kommunale sagsbehandling. KL finder det uhensigtsmæssigt, at lovforslaget ikke er blevet udarbejdet, så det kan følge forordningen. KL opfordrer til, at Digitaliseringsstyrelsen informerer kommunerne om konsekvenserne ved en fristoverskridelse i tidsrummet mellem forordningens ikrafttrædelse og lovens ikrafttrædelse.

Myndighedsarbejdet og frister

KL vil gøre opmærksom på, at tilladelser til master og de andre krav i GIA går på tværs af flere myndighedsområder i kommunerne. Master er omfattet af byggetilladelseskravet, har ingen byggeret, og skal derfor helhedsvurderes som led i byggesagsbehandlingen. Det omfatter blandt andet nabohøringer. Byggesagsområdet er gebyrfinansieret. Derudover kræver master ofte landzonetilladelser og konkrete tilladelser til gravearbejder. De to sidstnævnte områder er ikke omfattet at gebyrfinansieringen.

KL konstaterer, at der med forordningen og lovforslaget indføres frister for myndighedernes behandling af sager, der omhandler VCH-nettet. Med lovforslaget udvides forordningens krav til også at omfatte andre radioanlæg. Fristen sættes til samlet fire måneder med en række subsidiære frister.

Generelt finder KL det kritisabelt, at der indføres frister for sagsbehandlingen fra EU. Det betyder, at kommunernes mulighed for at planlægge og prioritere opgaver forringes. Dette kan medføre, at kommunerne får større udgifter til at sikre en stående overkapacitet af sagsbehandlere for at kunne sikre fristoverholdelse.

Det kan også nævnes, at der i en sagsbehandling kan være mange elementer, som kan være tidskrævende for kommunerne. Det omfatter høringsprocedurer (som regel lovfæstede), offentlig dialog, politiske sager, håndtering af høringssvar m.v. Hvis et sagsområde ikke er uddelegeret til forvaltningen i kommunen og således kræver behandling i byrådet, vil dette i sig selv ofte betyde, at en frist på fire måneder vil være særdeles svær at overholde. Konkret giver kravet anledning til en række uafklarede spørgsmål, som ikke synes besvaret i lovforslagets ellers omfattende bemærkninger. Det kan f.eks. være, om behandling af sager, som normalt ligger i forlængelse af hinanden, nu skal behandles parallelt? Som eksempel vil en landzonesag til en mast ofte være betinget af, at der efterfølgende kan opnås en byggetilladelse. Hvis begge tilladelser skal behandles parallelt, og det udelukkende er den ene sag, der kan opnå tilladelse, vil sagsbehandlingen af den anden være gennemført unødigt. KL ønsker at få præciseret, om sager, der er gensidigt betingede, kan behandles i forlængelse af hinanden – selvom det betyder en sagsbehandlingstid på over fire måneder.

De subsidiære frister omfatter en frist på 20 dage for, at kommunerne kan meddele en ansøger, at ansøgningsmaterialet ikke er fyldestgørende. KL finder det uhensigtsmæssigt at sætte en sådan frist. Det skyldes, at der gennem en sagsbehandling kan komme nye oplysninger – blandt andet igennem
nabohøringer – som giver anledning til, at kommunen beder ansøgeren om yderligere informationer. Det synes ikke at kunne rummes inden for forordningens og forslagets regler. Vi foreslår, at det skal nuanceres i information om, hvordan loven forholder sig til forordningens krav.

KL konstaterer, at tidsfristerne i forslaget vil kræve, at kommunerne foretager en prioritering i forhold til at opfylde servicemål på andre byggesager og arbejde under andre forordninger. KL ønsker, at Digitaliseringsstyrelsen vejleder om, hvilke andre lovgivninger eller forordninger, der kan nedprioriteres for at frigive ressourcer til at prioritere arbejdet med GIA.

Mange ansøgninger om master kræver en vurdering af dækningsgraden i et område. Dette kræver igen en udtalelse fra Digitaliseringsstyrelsen. Dette omhandles i forslagets § 30. Det kan dog undre, at der ikke sættes en frist for, hvor hurtigt udtalelsen skal gives til kommunerne. Dette kan være et afgørende moment i sagsbehandlingen og således også oplysningsgrundlaget for en sag. KL vil opfordre til, at der sættes en tidsfrist for denne udtalelse, som kan understøtte, at kommunen ikke overskrider tidsfristen for behandlingen af sagen. Det kan også overvejes, om udtalelsen skal være en del af det grundlag for en ansøgning, der skal være til stede, for at en sag kan betragtes som fuldt oplyst. I den forbindelse bør en ansøger kunne indhente en udtalelse fra Digitaliseringsstyrelsen.

Om adgang til kommunale jorde, konstruktioner og inventar

KL kan konstatere, at der med forordningen og forslaget sikres en række adgange til at etablere anlæg og udstyr på kommunale jorde, konstruktioner og inventar. Dette kan, efter KL’s opfattelse, være udgiftsdrivende for kommunerne. I forbindelse med etablering og nedtagning af anlæg og udstyr kan der ske skader på kommunale bygninger og inventar. Det bør sikres, at der i sådanne tilfælde kan ske en fuldstændig kompensation fra skadevolder. Det skal desuden præciseres i den danske vejledning, at myndighederne skal kunne få dækket deres omkostninger, og om man må tage indtægter for udlejning af hustagene mv. ud over omkostningerne. I tilfælde af, at kommunen har behov for, at udstyr eller anlæg flyttes – fx i forbindelse med renovering af bygninger, ombygning af veje og pladser, udskiftning af inventar eller ændret anvendelse af et område – bør det ikke være kommunen, som skal bære udgifterne til dette. KL vil derfor foreslå, at der med loven indsættes formuleringer, der sikrer, at brug af kommunale jorde, konstruktioner og inventar altid sker med udgangspunkt i gæsteprincippet.

Digitale systemer

KL anbefaler, at man bruger LER til registrering af ledningsdata. Samtidigt opfordrer KL til, at det fremtidssikres, at LER kan leve op til kravene om registrering af data. Samme sikring at Mastedatabasen forventer kommunerne håndteres af staten.

Behov for vejledning

KL finder, at der er en del upræcise formuleringer i bestemmelserne, og at bemærkningerne er uproportionalt lange. KL ønsker tydeligt vejledningsmateriale især til vurderingsspørgsmål om blandt andet rimelighedsbegrebet og til håndhævelsesmuligheder i forbindelse med retsspørgsmål. Vi ønsker blandet andet at få tydeliggjort, om styrelsen refererer til anden lovgivning.

Detaljerede bemærkninger

KL kan konstatere, at der i § 38 gives mulighed for, at kommunerne dækker Digitaliseringsstyrelsens ekstraordinære omkostninger i forbindelse med tilsyn. KL finder denne formulering uklar, og vurderingen af, hvad der er ekstraordinære udgifter kan betvivles fra sag til sag. Derfor ønsker KL, at formuleringen præciseres.

KL kan konstatere, at der er i § 42 kan stilles krav om, at kommunerne senest 10 arbejdsdage efter styrelsens anmodning skal fremsende alle oplysninger vedrørende påklagede sager. KL henstiller til, at man i stedet benytter almindelig forvaltningspraksis, som er 14 arbejdsdage.