Høringssvar: Batteribekendtgørelsen

Generelle bemærkninger

Implementering gennem forordninger

På det helt overordnede niveau mener KL, at det er uhensigtsmæssigt, at mere og mere EU-lovgivning bliver implementeret gennem forordninger. Det bør overvejes af EU-institutionerne og dermed også medlemsstaterne inkl. Danmark, hvilken type lovgivning, der er behov for, og hvor forordninger henh. direktiver er mest egnet. KL finder det vigtigt, at EU-lovgivningen giver plads til det lokale selvstyre. Dette gælder fx for batterier, hvor der i Danmark er bred enighed om, at den nuværende løsning, hvor kommunerne har pligt og ansvar for at indsamle batterier fra husstande er hensigtsmæssig; men hvor forordningen gør, at dette ikke længere er muligt.

Rent lavpraktisk gør implementering gennem en forordning det også sværere at danne sig et overblik over gældende lovgivning. For at orientere sig om lovgivning vedrørende batterier skal borgere og virksomheder læse både forordningen og bekendtgørelsen. Det kan give anledning til fejlfortolkninger.

Indsamling uden pligt til indsamling

At området nu skal reguleres via en forordning giver anledning til uklarhed og usikkerhed om den fremtidige indsamling både hos kommuner og producenter. Kommunerne oplever, at der i kraft af de manglende nationale rammer, er en masse nye problemstillinger, der skal tages stilling til. Det er en ny situation, at kommunerne ikke længere har pligt til at indsamle batterierne, men vil skulle indgå individuelle aftaler med producentansvarsorganisationerne, og forordningen giver ikke mange retningslinjer for samarbejdet. Derfor opstår mange spørgsmål både hos kommuner og producentansvarsorganisationer om både lovformelige rammer, indsamlingsvilkår og prisfastsættelse.

I forhold til den fremtidige indsamling af batterier  ville det konkret have lettet en fortsat kommunal indsamling af batterier, hvis der fra statens side havde været en mere aktiv deltagelse i den processuelle udmøntning af batteriforordningen. Det kunne fx have været hensigtsmæssigt med mere sekretariatsbistand til at udarbejde tidsplaner, mere processtyring, klarere deadlines, hurtigere hjælp med afklaring af diverse spørgsmål og generelt mere involvering i processen. Der udestår fx fortsat afklaring af, hvorvidt fortsat indsamling af batterier vil kunne skrives ind i standardregulativerne, hvor i kontoplanen udgifter og indtægter fra batteriindsamling skal indskrives, hvordan kommunerne forholder sig, hvis der ikke indgås en aftale med de kollektive ordninger, men de stadig modtager batterier i restaffaldet eller i de andre ordninger, etc.

Risiko for dårligere sortering

De mange uklarheder kan have konsekvenser i forhold til de indsamlede mængder af batterier. Kommuner og producentansvarsorganisationerne kommuner under tidspres for at indgå individuelle aftaler om fortsat indsamling, og hvis der ikke kan opnås enighed om vilkårene, vil det betyde, at der skal etableres andre indsamlingskanaler og borgerne skal ændre vaner. Det kan i overgangsperioden inden et alternatativt indsamlingssystem er etableret og formidlet til borgerne give anledning til at flere batterier havner i restaffaldet.

Specifikke bemærkninger

Der savnes en definition af ordet Indsamlingssteder. Senere i bekendtgørelsen anvendes det både om de konkrete fysiske steder, hvorfra der indsamles batterier (§ 10, stk. 3) samt den enhed producentansvarsorganisationen skal indgå kontrakt med (§ 9). KL tænker ikke, at der skal indgås individuelle kontrakter fx med de enkelte genbrugspladser, såfremt kommunen og producentansvarsorganisationen indgår aftale om indsamling af batterier.

KL bifalder, at det er blevet gjort obligatorisk for producenter at være medlem af en producentansvarsorganisation (§ 4), da det gør det lettere at kommunikere med aktørerne og have styr på de samlede mængder batterier. Det er dog en smule uhensigtsmæssigt, at den samme type organisationer i emballagebekendtgørelsen bliver kaldt ”kollektive ordninger” og i batteribekendtgørelsen bliver kaldt ”producentansvarsorganisationer”. Af hensyn til læsevenligheden af affaldslovgivningen generelt ville det være hensigtsmæssigt at strømline begreberne og ændre navnet i enten den ene eller anden bekendtgørelse. 

I § 9 står, at indsamlingssteder kun må indsamle batterier, hvor de har indgået en kontrakt med en producent eller en producentansvarsorganisation. Jf. § 4 skal alle producenter være medlem af en producentansvarsorganisation, så det virker lidt mærkeligt, hvis et indsamlingssted kan indgå en kontrakt med en producent.

Derudover gøres opmærksom på, at selvom en kommune ikke ønsker at være indsamlingssted, så vil de sandsynligvis i en overgangsperiode modtage batterier. KL ser gerne, at Miljøstyrelsen vejleder om, hvordan denne situation skal håndteres.

Det må gerne præciseres i bekendtgørelsen, hvad der menes med ”hvilket område husstandsindsamlingen dækker” (§ 10 stk. 3). Tænkes der i arealstørrelse, geografi eller boligtype i fx en kommune, eller kan Netto også være et område, hvis supermarkedet har indgået aftale med producentansvarsorganisationen.

Ift. indberetning af oplysninger henvises der til batteriforordningen. Det er uklart, om der fortsat skal indberettes til AffaldsDataSystemet eller al data om batterier flyttes til Dansk Producentansvar, hvilket vil betyde, at det bliver sværere for interesserede at få et samlet overblik over Danmarks affaldsmængder.

Under afsnittet om Gebyrer til Miljøstyrelsen står, at Miljøstyrelsen skal undersøge sammensætningen af blandet kommunalt affald og affald af elektrisk og elektronisk udstyr. KL deltager gerne i en følgegruppe.

KL står naturligvis til rådighed, hvis høringssvaret giver anledning til spørgsmål