Kontakt
Alexandra Pedersen
Kommunikation
Telefon: +45 3370 3643
E-mail: alpe@kl.dk
Kommunerne har længe efterlyst mere frihed til at tilrettelægge beskæftigelsesindsatsen ud fra borgernes behov og lokale forhold. Nu har kommunerne et ansvar for at vise, at den givne frihed kan bruges til at skabe endnu bedre resultater for borgere og virksomheder, sagde KL’s udvalgsformand Emil Blücher, da han åbnede jobCAMP.
Det seneste år har været et turbulent et af slagsen på beskæftigelsesområdet. Både fordi vi lever i en verden med geopolitisk uro, nye teknologier og store forandringer i virksomhedernes vilkår, som alt sammen påvirker det danske arbejdsmarked. Men også fordi kommunerne har skulle omsætte ambitionerne i beskæftigelsesreformen til den lokale virkelighed.
”Vi har virkelig knoklet. Reformen ændrer grundlæggende på vores måde at arbejde, og den stiller os over for en besparelse, der kan mærkes. Det er en svær kombination. Men vi har taget opgaven på os,” lød det fra Emil Blücher, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Digitaliseringsudvalg, da han åbnede KL’s store beskæftigelseskonference jobCAMP.
Her samles omkring 1100 politikere, embedsfolk, organisationer og andre med interesse i beskæftigelsesområdet torsdag og fredag for at debattere og blive klogere på dansk beskæftigelsespolitik.
Med beskæftigelsesreformen har kommunerne fået noget, der længe har været efterspurgt – nemlig mere frihed. Og med frihed kommer ansvar, lød det fra udvalgsformanden:
”Vi har fået et opgør med minutstyringen og de mange proceskrav, der alt for længe har bestemt, hvordan vi skal løse vores opgaver. Nu får vi langt større mulighed for at tilrettelægge indsatsen efter de mennesker og virksomheder, vi faktisk har i vores kommuner. Det er en kæmpe tillidserklæring. Og nu er det vores ansvar at vise, at vi kan bruge friheden til at skabe endnu bedre resultater for borgere og virksomheder.”
Og udgangspunktet for netop dét er godt, sagde Emil Blücher og henviste til, at næsten ni ud af ti virksomheder er tilfredse eller meget tilfredse med kommunens service. Og helt nye tal viser, at godt seks ud af ti borgere er tilfredse med den hjælp, de får.
”Nu skal vi bygge videre på det fundament. Vi skal turde gøre tingene anderledes. Vi skal lære af hinanden. Og vi skal holde fast, også når nogen begynder at efterspørge nye regler, fordi vi ikke alle sammen gør tingene på samme måde,” sagde Emil Blücher og kom samtidig med en klar opfordring til Christiansborgs politikere:
”Det er jo hele pointen med reformen: At løsningerne ikke behøver at være ens i Varde, hjemme hos mig i Solrød og her i Aalborg. De skal passe til de lokale behov. Og her har jeg også en klar forventning til Christiansborg. Når man har givet os kommuner frihed, skal man også give os ro til at bruge den. Vi skal måles på resultaterne. Ikke på, om vi følger en bestemt opskrift.”