De lokale treparter har leveret – nu er det Christiansborgs tur

En å, der slynger sig gennem landskabet. Døgnfluer og traner over nye vådområder. Træer, der gror, hvor der før var mark. Kommuner, lodsejere og naturorganisationer har sammen sat gang i en historisk forandring af det danske landskab. Det er ikke længere bare en ambition.

For knap halvandet år siden begyndte arbejdet med at gøre den grønne trepartsaftale til virkelighed. En opgave uden fortilfælde i både omfang og kompleksitet.

Alligevel er én ting tydelig i dag: De lokale treparter har leveret.

Kommunerne har siden starten af 2025 fungeret som motor i de 23 lokale treparter. Sammen med landbruget og naturorganisationerne er der skabt resultater i et tempo, som få havde forestillet sig muligt.

Alle 23 omlægningsplaner blev principvedtaget inden udgangen af 2025. Planerne rummer over 5.600 potentielle projekter, og allerede nu er omkring 1.200 projekter i gang eller etableret.

Samtidig har interessen været enorm. I 2025 er der søgt EU-midler for knap 2 mia. kr. til bl.a. kvælstofvådområde- og lavbundsprojekter – det dobbelte af puljen. Det vidner om en massiv vilje til at lykkes med den grønne trepart. Ikke bare i kommunerne, men også blandt lodsejere og lokale aktører.

Resultaterne er ikke kommet af sig selv. De er skabt gennem et tæt samarbejde mellem parter, der traditionelt har stået på hver sin side af bordet. Kommuner, landbrug og naturorganisationer har fundet løsninger, indgået kompromiser og arbejdet mod et fælles mål. Det er i sig selv en stor bedrift.

Men vi må også være ærlige: Det er ikke skåret i sten, at det høje tempo kan fortsætte.

Vi står nu i en ny og svær fase, hvor projekterne skal gå fra planer til virkelighed. Hvor streger på kort skal omsættes til konkrete forandringer ude i landskabet – og mange af dem på én gang. Her er det afgørende, at der forsat er tillid til processen og incitament til at indgå frivillige aftaler for lodsejerne.

Selvom viljen er stor lokalt, møder indsatsen nu barrierer, som ikke kan løses i kommunerne eller de lokale treparter alene. Hvis vi ikke får ryddet dem af vejen, risikerer vi at miste momentum.

Den første udfordring er manglen på kvalificerede medarbejdere. Allerede i dag er det svært at rekruttere de nødvendige kompetencer, og det kan forsinke projekterne. Der er brug for, at staten hurtigt får overblik over flaskehalsene og sætter målrettet ind.

Den anden udfordring er adgang til jord. Mange lodsejere har brug for erstatningsjord for at kunne indgå i projekter. Derfor er det afgørende, at staten afsætter flere midler til strategisk jordopkøb og gør det muligt at handle hurtigt, når jorden er til salg.

Den tredje udfordring handler om højbundsjorde. I flere områder er det nødvendigt at inddrage de mest værdifulde landbrugsjorde for at nå målene. Men i dag er incitamenterne for svage, og kompensationen afspejler ikke det reelle værditab. Det skal ændres, hvis vi skal i mål med kvælstofreduktionerne.

Endelig spænder de økonomiske rammer ben. I dag tæller omlægningsprojekter som kommunale anlægsudgifter på linje med skoler og veje. Det kan forsinke projekter, fordi de ikke kan rummes inden for anlægsbudgetterne i kommunerne. Derfor bør projekterne ikke tælle med i anlægsrammen, da det er tilskudsmidler fra staten.

Fælles for barriererne er, at de kræver national politisk handling.

Kommunerne, lodsejerne og de lokale treparter har vist, hvad der er muligt. På rekordtid er der skabt planer, mobiliseret aktører og sat gang i konkrete projekter over hele landet.

Men hvis vi skal fastholde tempoet og realisere den historiske omlægning af Danmark, kræver det, at Christiansborg nu følger op.

Vi har bevist, at det kan lade sig gøre. Nu skal vi sikre, at vi også kommer i mål.

Debatindlægget er bragt i Avisen Danmark den 17. juni 2026.