Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse
Klima
Økonomi

KL glæder sig over national plan for kystbeskyttelse

Regeringens nye kystbeskyttelsesplan er et nødvendigt skridt mod at løse flere af de udfordringer, som vildere og voldsommere vejr skaber langs vores kyster.

23. feb. 2026

Indhold

    Regeringen har mandag fremlagt en ny national plan for kystbeskyttelse, som skal bidrage til at beskytte vores kyster mod klimaforandringer og dermed hjælpe danskerne med at holde vandet væk fra deres stuer.

    Planen indeholder blandt andet, at staten stiller 14,9 mia. kr. til rådighed frem mod 2040 til at bygge diger, højvandsmure og anden beskyttelse ved kyster i hele Danmark, hvor der er væsentlig risiko for skader ved oversvømmelser. Staten påtager sig med den nye finansieringsmodel et større ansvar for finansieringen af de store kystbeskyttelsesprojekter.

    Ifølge KL’s formand Martin Damm er det godt, at regeringens Klimatilpasningsplan II nu er kommet.

    ”Det er positivt, at regeringen nu er klar med flere initiativer til at sikre kysterne mod klimaudfordringerne. Der er ingen tvivl om, at klimaet bliver mere og mere voldsomt, og derfor har vi brug for at ruste os i fællesskab,” siger han og fortsætter:

    ”Vi ser allerede nu konsekvenserne af klimaforandringerne, og klimatilpasning af vores byer og samfund ved kysterne handler om tryghed og sikkerhed for borgerne. Klimatilpasning er højt prioriteret af kommunerne de steder, der er stor risiko for skader, og derfor er det vigtigt med yderligere redskaber.”

    KL ser frem til dialog om forslaget

    Alle kommunerne har gennem de frivillige klimahandlingsplaner udarbejdet klimatilpasningsplaner og arbejdet med at realisere dem. Planerne viser, hvor problemerne er størst, og hvilke løsninger der er brug for. Otte ud af ti kommuner peger på, at finansiering af de store og dyre projekter er den største barriere for at kunne gennemføre klimatilpasning lokalt.

    ”Finansieringen er den helt store udfordring, fordi vi er oppe i store, komplekse og dermed dyre projekter, der skal sikre beskyttelsen af mange borgere. Derfor er det godt, at regeringen fremlægger løsningsforslag til, hvordan vi kan løse udfordringen med at finansiere de store kystbeskyttelsesprojekter,” siger Martin Damm.

    Konsekvenserne af klimaforandringerne er nemlig et fælles samfundsansvar, som både kommuner, borgere og stat skal være med til at løse, siger KL-formanden:

    ”Vi skal have sikringen af vores kyster op i gear, og her bliver sporene lagt til, hvordan vi kan gøre det de kommende 15 år. Det er store projekter, der tager tid at anlægge. Det er derfor vigtigt, at midlerne og modellen rammer rigtig og gør, at kommunerne kan komme videre. Vi ser frem til at gå i dialog med regeringen om forslaget, så vi ender med en konkret model, der hjælper danskerne og kommunerne med at sikre vores land mod vandmasserne,” siger Martin Damm.

    Læs Klimatilpasningsplan II

    Kontakt

    Pressechef

    Line Oxholm Thomsen

    Kommunikation

    Telefon: +45 3370 3536

    E-mail: lnt@kl.dk