Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse
Sundhed
Ældre

KL og Alzheimerforeningen: Ny demensplan skal have fokus på hverdagen

Mere end 146.000 mennesker forventes at leve med demens i 2040. KL og Alzheimerforeningen foreslår derfor, at en kommende national demensplan investerer i tidligere opsporing, højere kvalitet i den kommunale indsats og bedre sammenhæng på tværs af sundhedsvæsenet, så vi kan sikre en bedre hverdag for borgere med demens.

24. aug. 2026

Indhold

    Antallet af mennesker med demens stiger i de kommende år, og det stiller større krav til den kommunale indsats. Livet med demens skal være trygt for både den, sygdommen rammer, og de nærmeste pårørende. Derfor er der behov for at investere i hverdagen. Langt de fleste borgere med demens får hver eneste dag hjælp og støtte fra kommunen, og en ny demensplan bør derfor have fokus på, de får den hjælp, de her brug for her.

    Det mener KL og Alzheimerforeningen, der nu præsenterer fem fælles forslag til, hvordan en ny national demensplan skal løfte den kommunale demensindsats.

    Forslagene til den nye demensplan peger på behovet for at styrke den kommunale demensindsats gennem tidligere opsporing og forebyggelse, et markant kvalitetsløft, bedre sammenhæng mellem sektorerne og øget brug af velfærdsteknologi og civilsamfundets tilbud.

    KL og Alzheimerforeningen foreslår bl.a., at den nye demensplan bør afsætte varige midler til et kvalitetsløft i kommunerne med fokus på at sikre kompetenceudvikling til medarbejderne samt psykosociale indsatser og meningsfulde aktiviteter, der passer til borgernes behov fx fysisk træning, kognitiv stimulation eller sociale fællesskaber. Samtidig bør kommunerne have mulighed for at tilbyde støtte og vejledning til borgere og pårørende og bidrage til den indledende del af udredningen for demens.

    Derudover skal teknologi skal være en integreret del af løsningen og understøtte den nære pleje- og omsorgsindsats ikke erstatte den. Samtidig skal samarbejdet mellem kommuner og lokal- og civilsamfund styrkes, så flere borgere kan få adgang til relevante tilbud og fællesskaber tæt på der, hvor de bor.

    ”Der er brug for, at vi også retter blikket mod den hverdag, som mange tusinde borgere med demens og deres pårørende lever i. Derfor skal der et løft og nogle varige midler ud til kommunerne. Det fokus, der har været før, har været på udredning og medicinhåndtering. Nu skal vi også have fokus på hverdagsperspektivet, hvor vi skal være bedre til at forebygge og skabe trygge rammer,” siger Dorte West, formand for Sundheds- og Ældreudvalget i KL.

    ”Det er afgørende, at mennesker med demens og deres pårørende får en tryggere hverdag med tidligere opsporing, lettilgængelig støtte og ikke mindst et mere sammenhængende møde med sundhedsvæsenet fra start til slut i sygdomsforløbet. På den måde kan vi sikre bedre behandling og højere livskvalitet til den stigende andel af danskere, der lever med demens,” siger direktør i Alzheimerforeningen, Mette Raun Fjordside.

    KL og Alzheimerforeningen foreslår, at den nye demensplan skal:

    • Have fokus på forebyggelse af demens og tidlig opsporing i samarbejde med pårørende
    • Sikre at borgere med demens tilbydes meningsfulde aktiviteter og psykosociale indsatser gennem hele sygdomsforløbet 
    • Have fokus på samarbejdet med civilsamfundet
    • Understøtte en systematisk udbredelse og implementering af velfærdsteknologi og digitale løsninger
      Sikre sammenhængende forløb og trygge overgange fra det specialiserede sundhedsvæsen til det nære

    Læs hele indsparket til den nye demensplan her:

    Kontakt

    Pressekonsulent

    Alexandra Pedersen

    Kommunikation

    Telefon: +45 3370 3643

    E-mail: alpe@kl.dk