Gå til hovedindhold
Nyhed
Beredskab
Arbejdsgiver

Debatindlæg: Danmark skal rustes til en ny sikkerhedspolitisk virkelighed

En sag fra Varde Kommune viser vigtigheden af, at vi får etableret et forpligtende nationalt koordinationsforum for beredskab. For et styrket beredskab er et fælles ansvar, men det kræver de rette rammer for samarbejde, koordinering og langsigtet planlægning.

28. apr. 2026

Indhold

    Af Lone Loklindt, formand for KL’s Kultur-, Erhverv- og Samfundssikkerhedsudvalg, og Michael Ziegler, formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg

    Danmark befinder sig i dag i den mest alvorlige sikkerhedspolitiske situation siden Anden Verdenskrig. Der er krig i vores eget nærområde, Ukraine, og der er stigende globale spændinger og opbrud i den verdensorden, som har bidraget til Danmarks sikkerhed længe.

    Derfor skal forsvaret af Danmark oprustes, så vi kan stå imod de militære trusler udefra. Og vi skal opruste vores beredskab og samfundssikkerhed, så vi kan imødegå de hybride trusler. For som regeringstoppen og Forsvarets Efterretningstjeneste gjorde klart i efteråret, så fører Rusland allerede en hybrid krig mod Danmark og Europa.

    Situationens alvor kalder på, at vi tager beredskab og samfundssikkerhed endnu mere alvorligt som en grundlæggende præmis for den måde, vi udvikler og driver vores samfund på. Vi skal med andre ord i endnu højere grad indrette os, så vi er rustet til at afværge og håndtere den nye tids trusler.

    Kommunerne er allerede godt i gang. Over hele landet arbejdes der systematisk med at styrke beredskabet. Der gennemføres øvelser, opdateres beredskabsplaner og etableres tættere samarbejde med civilsamfundet, som spiller en vigtig rolle, hvis krisen rammer.

    Mange kommuner arbejder desuden målrettet med at sikre, at kritiske funktioner som eksempelvis ældreplejen og sociale tilbud kan holdes kørende, hvis fx strømforsyningen forsvinder i flere dage.

    Men kriser og hybridangreb kender hverken sektor- eller kommunegrænser. De nye trusler kræver, at vi i højere grad samarbejder på tværs af sektorer og indtænker forebyggelse, robusthed og krisehåndtering i alle dele af samfundslivet.

    Derfor hilste kommunerne det også velkomment, da SVM-regeringen i februar meldte ud, at Danmark skal have et egentligt totalberedskab med inspiration fra vores nordiske nabolande.

    I forlængelse af regeringens udmelding foreslog vi fra KL, at der etableres et forpligtende nationalt koordinationsforum for beredskab. Et forum, der med inspiration fra bl.a. den grønne trepart skal samle de centrale samfundsaktører om, hvordan vi får etableret et egentlig dansk totalberedskab.

    Der er temaer nok, som dette forum skal afklare; Hvilken national plan skal vi eksempelvis have for kriseøvelser, så vi er bedre rustet, den dag krisen måtte ramme? Hvilke krisescenarier skal vi øve os efter? Og hvem skal kommunikere hvad til borgerne?

    Regler passer ikke til den sikkerhedspolitiske situation

    En sag fra Varde Kommune er det seneste eksempel, der illustrerer behovet for et forpligtende nationalt koordinationsforum for beredskab.

    I Varde Kommune ønsker man at bidrage til den samlede samfundssikkerhed ved at give ansatte med en militær baggrund, som i dag fungerer som reservister, fri med løn, så de kan vedligeholde deres kompetencer inden for forsvar og beredskab. Men Varde Kommune har fået at vide af Ankestyrelsen,  at selvom de gerne må give medarbejderne fri, så må de ikke betale deres løn.

    Begrundelsen er klar nok: Det er Forsvaret, der skal beskytte vores land mod eksterne trusler, og derfor er det også dem, der skal dække lønudgiften til militæret. Ikke kommunen. Men da der ikke i dag eksisterer en sådan aftale med Forsvaret, så bliver et bureaukratisk benspænd som dette en bremse på, at reservister kan vedligeholde deres kompetencer.

    Sagen illustrerer, at eksisterende regler og rammer ikke i alle tilfælde er tilpasset den sikkerhedspolitiske situation, vi befinder os i, hvor der er behov for et tættere samspil mellem civile og militære kapaciteter – og hvor alle dele af samfundet skal bidrage.

    Derfor er der brug for det nationale koordinationsforum, hvor tværgående problemstillinger kan drøftes, barrierer identificeres, og løsninger udvikles i fællesskab. Så vi er klar til handling.

    Et styrket beredskab er et fælles ansvar. I kommunerne er vi klar til at tage vores del af opgaven. Men det kræver, at vi også nationalt skaber de rette rammer for samarbejde, koordinering og langsigtet planlægning.

    Kontakt

    Pressekonsulent

    Gustav Juul Olesen

    Kommunikation

    Telefon: +45 3370 3283

    E-mail: guju@kl.dk