Kontakt
Morten Christensen
Kommunikation
Telefon: +45 3370 3689
E-mail: moch@kl.dk
KL bakker op om ny erhvervsordning, der skal gøre det lettere for danske arbejdspladser med overenskomst at rekruttere internationale medarbejdere. Samtidig understreger KL, at arbejdskraft udefra også skal integreres i lokalsamfundet.
Regeringen har i dag præsenteret en ny erhvervsordning, der skal gøre det lettere for certificerede arbejdsgivere at rekruttere international arbejdskraft.
I KL tager formand for Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalget, Steen Christiansen, positivt imod initiativet:
"Det er godt, at regeringen nu vil gøre det lettere for danske arbejdspladser med overenskomst at rekruttere internationale ansatte, der kan og vil bidrage til lokalsamfundet. Det er ingen hemmelighed, at både velfærdssamfundet og virksomhederne mangler kvalificeret arbejdskraft – og at udfordringerne ser ud til at vokse. Løsningen handler først og fremmest om at få flere danskere i job, men der vil fortsat være behov for at supplere med arbejdskraft udefra."
Steen Christiansen understreger samtidig, at det er vigtigt at have øje for det ansvar, der følger med international arbejdskraft:
”Vi skal lære af fortiden og huske, at når vi rekrutterer arbejdskraft udefra, handler det om mere end blot at besætte stillinger. De mennesker, der kom-mer hertil, skal også have en bolig, lære dansk og have plads i daginstitutio-ner og skoler. De skal med andre ord integreres i lokalsamfundet. Her har kommunerne en stor, kompleks og økonomisk tung opgave, som bør være et vigtigt opmærksomhedspunkt fremadrettet – både lokalt og på Christians-borg,” siger han.
Udvalgsformanden påpeger afslutningsvis, at der stadig er plads til at gøre det lettere for overenskomstdækkede virksomheder og offentlige arbejdspladser at rekruttere international arbejdskraft:
”Vi kunne godt have ønsket os, at regeringen havde benyttet lejligheden til én gang for alle at få luget ud i de utallige erhvervs- og studieopholdsordninger, der findes i dag. For i vores optik er der ingen grund til, at virksomheder med orden i sagerne skal igennem en skov af statsligt bureaukrati for at rekruttere arbejdskraft udefra,” siger Steen Christiansen.