Gå til hovedindhold
Nyhed

KL ansætter ny kontorchef for klima- og miljøområdet

Hjalte Nordman Bie bliver ny kontorchef i KL. Han kommer fra en stilling som teamleder i huset, hvor han har været ansat siden 2013 i flere funktioner.

03. apr. 2024

Indhold

    Hjalte Nordman Bie overtager posten efter Sara Røpke, der starter som direktør i Hvidovre Kommune med ansvar for klima, teknik, miljø og kultur pr. 1. maj.

    Hjalte Nordman Bie har siden 2013 været ansat i KL i flere forskellige funktioner, herunder på KL’s kontor i Bruxelles, Teknik og Miljø, Ledelsessekretariatet og senest i Klima og Tværkommunalt Samarbejde.

    Hjalte Nordman Bie kommer til at indgå i ledelsesteamet for KL’s Center for Klima & Tværkommunalt Samarbejde med Henrik Fabiansson Haue og vil få ansvaret for KL’s interessevaretagelse inden for bl.a. klima, miljø, vand, natur og planlægning, forsyning og affald, veje og trafik og beredskab.

    ”Jeg er glad for, at Hjalte Nordman Bie har takket ja til jobbet som kontorchef i Klima og Tværkommunalt Samarbejde. Ud over, at han kender KL rigtig godt, så har han også en helt særlig evne til at tænke på tværs af organisationen og har i de sidste mange år vist stor styrke i at kunne interessevaretage på vegne af vores medlemmer. Hjalte formår at tænke politisk og strategisk i de opgaver, han løser, og har i særdeleshed udvist talent for ledelse i sit virke som teamleder. Jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet med Hjalte i hans nye rolle,” siger Stine Johansen, direktør i KL.  

    ”Jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet med alle de dygtige medarbejdere og politikere på klimaområdet i min nye rolle og til at løfte de mange spændende opgaver, der er på klimaområdet. Her spiller kommunerne en afgørende rolle for samfundet, fx når det handler om klimatilpasning og omstilling til vedvarende energi, drikkevandsbeskyttelse og natur mv. Og ikke mindst er der en stor opgave, når kommunerne går fra klimaplan til klimahandling,” siger Hjalte Nordman Bie.

    Hjalte Nordman Bie vil allerede pr. dags dato starte i sit virke som kontorchef.

     

    Kontakt

    Pressechef

    Line Oxholm Thomsen

    Kommunikation

    Telefon: +45 3370 3536

    E-mail: lnt@kl.dk