Gå til hovedindhold
Beskæftigelse

Kommunernes virksomhedsservice

Kommunernes virksomhedsservice er en dedikeret ressource for lokale virksomheder. Kommunerne tilbyder en bred vifte af tjenester med henblik på at understøtte et arbejdsmarked i balance og forebyggelse af mangelsituationer.

Indhold

    Kommunerne tilbyder bl.a. hjælp til:

    • Rekruttering, screening og udsøgning af kandidater
    • Uddannelse og opkvalificering
    • Fastholdelse ved sygdom
    • Matcharrangementer
    • Samarbejde om virksomhedsrettede ordninger som fx praktik og løntilskud

    Via den kommunale virksomhedsservice har kommunerne dagligt kontakt til landets store og små virksomheder. Der er ingen anden instans, der har så meget kontakt med og viden om de lokale virksomheders behov for arbejdskraft. Viden, der strategisk kan kobles ind i kommunens beskæftigelses-, erhvervs- og uddannelsesindsatser. For i kommunerne samarbejder man internt på tværs af politikområder, sammen på tværs af kommuner, og eksternt med andre aktører, som fx erhvervsorganisationer, fagbevægelsen og uddannelsesinstitutioner. Samarbejderne tager altid udgangspunkt i, hvad der lokalt bør og skal prioriteres for, at man kan få et balanceret arbejdsudbud.

    Det gør kommunerne bl.a., fordi det har vidtrækkende, positive økonomiske konsekvenser. Sikrer man lokalt, at arbejdstagere kommer hurtigt i job og virksomhederne vækster, betyder det færre udgifter til forsørgelse, flere skatteydere og mere skatteindtægt fra virksomhederne. Midler der kan bruges til at udbygge den nære velfærd.

    Virksomhedsindsatsen kan ikke nødvendigvis sættes på formel. Den indeholder alt fra rekruttering og sygeopfølgning til virksomhedsrettede tilbud til ledige, opkvalificering og uddannelse, særindsatser og information om forskellige ordninger som fx handicapkompenserende muligheder. Mange steder handler virksomhedsservice også om at bære virksomhedernes input videre til andre dele af  forvaltningen - fx teknik- og miljø, der håndterer byggetilladelser, affald, veje m.m.

    Redskaber, der kan understøtte matchingsprocessen mellem ledig og virksomhed

    • En håndholdt indsats med en tæt personlig kontakt og relation til virksomhed, uddannelsesinstitution, ledig og andre aktører
    • Politisk og ressourcemæssig opbakning er vigtig for at imødekomme virksomhedernes behov for arbejdskraft
    • Overblik over det lokale og regionale arbejdsmarked i forhold til efterspørgslen af arbejdskraft
    • Dialog og samarbejde mellem alle involverede samarbejdspartnere
    • Informationsmøder, hvor de involverede møder hinanden
    • Screening af de ledige for at mindske risikoen for fejlmatch.
    • Virksomhedspraktik af forskellig længde, hvor virksomhed og ledig kan se hinanden an
    • Besøg på og af virksomheder under uddannelsesforløb giver mulighed for, at virksomhed og ledig mødes, og virksomheden kan få et indblik i den lediges kvalifikationer
    • Opfølgning af den lediges udvikling i opkvalificeringen og frem til ansættelse på virksomheden.

    Kilde: VIVE 2024

    Matchmaking af ledige på tværs af kommunegrænser kan potentielt få flere i arbejde i brancher, der mangler arbejdskraft

    Det lokale samarbejde og kontakten mellem jobcenter og virksomhed er nødvendigt for kunne indhente den viden, der kan være med til at danne beslutningsgrundlag for de lokale og tværkommunale indsatser, der igangsættes. Kommunerne arbejder derfor også aktivt med at nå ud til virksomhederne i deres respektive kommuner. En stor del planlægger aktivt, at alle virksomheder skal have besøg eller kontaktes af virksomhedsservice inden for en given periode, mens andre kører på kampagnebesøg i forbindelse med særlige indsatser for at hjælpe virksomhederne.

    Fælles er dog, at samarbejder med virksomhederne er båret af langvarige relationer, håndholdt indsats, lokal tilstedeværelse og god forventningsafstemning. Og det kvitterer virksomhederne for igen og igen, med en høj tilfredshed. Det har afgørende betydning, når svagere ledige skal hjælpes ind på arbejdsmarkedet. For selvom virksomhederne naturligvis aftager fagligt stærke ledige, kan samarbejdsrelationer gøre, at de også finder plads til de ledige, som måske kun kan arbejde i få timer og kræver mere støtte.

    Matchmaking af ledige på tværs af kommunegrænser kan potentielt få flere i arbejde i brancher, der mangler arbejdskraft (vive.dk)

    Sidst opdateret: 25. april 2025

    Links

    Dokumenter

    Kontakt

    Specialkonsulent

    Trine Bolwijn

    Beskæftigelse, Integration & Socialpolitik

    Telefon: +45 3370 3641

    E-mail: trbo@kl.dk