Gå til hovedindhold
Arbejdsgiver
Rekruttering
Sundhed

Varde Kommune: Forløbet ”Work in HealthCare” bidrager til kvalificeret personale i ældreplejen

I 2020 igangsatte Varde Kommune forløbet ”Work in HealthCare” med henblik på at sikre en bæredygtig balance mellem det stigende behov for pleje- og omsorgspersonale i kommunen og den nødvendige arbejdsstyrke til at imødekomme dette. Indsatsen er målrettet rekruttering af borgere, som har behov for at styrke deres faglige og dansksproglige kompetencer for at komme i uddannelse og beskæftigelse. Resultaterne er blandt andet en høj gennemførsel på SOSU-uddannelserne.

Indhold

    Indsatsen blev igangsat i 2020 med det formål at styrke rekrutteringsgrundlaget inden for ældreplejen og samtidig understøtte et integreret og kvalificeret kommunalt arbejdsmarked, hvor de ansatte har den nødvendige faglige viden og kompetence til at levere pleje af høj kvalitet. 

    Kommunen identificerede et uudnyttet potentiale blandt borgere med anden etnisk herkomst end dansk, som enten var uden beskæftigelse eller havde ønske om at få faglært arbejde. Kommunen så denne gruppe som en vigtig ressource, både til at imødekomme arbejdsstyrkens behov og til at fremme integrationen af nytilkomne i det danske arbejdsmarked.
    På den baggrund blev forløbet Work in HealthCare etableret i 2020 på tværs af instanser i Varde Kommune og i samarbejde med SOSU Esbjerg, FOA, AOF, Varde jobcenter, øvrige sønderjyske kommuner, SIRI og STAR. 

    Forløbet er skræddersyet til kandidater, som har behov for at styrke deres dansksproglige og faglige kompetencer. Kandidaterne skal før start have dansk på sprogskole trin 2 modul 3 eller bestået FVU trin 2. De skal ligeledes have et matematik svarende til G-niveau fra deres hjemland. Deltagerne ansættes i en integrations- og oplæringsstilling og følger et nærmere tilrettelagt forløb.

    Forløbet tilrettelægges som et 6 måneders vekselforløb mellem AMU-kurser på SOSU Esbjerg og arbejde/oplæring i den kommunale ældresektor. I den periode opnår deltagerne dansksproglige kompetencer svarende til 9. klasse og bliver introduceret til SOSU-faget og den danske arbejdskultur i ældresektoren. Deltagerne følges af en oplæringsvejleder i forhold til konkrete faglige læringsmål, mens en sprog- og kulturmentor støtter dem i deres individuelle behov for læring af dansk. Sprogstøtten tager udgangspunkt i en EUD-screening, som deltagerne gennemfører i begyndelsen af forløbet, og sprog- og kulturmentoren giver støtte og sprogtræning både individuelt og i grupper igennem hele forløbet. 

    Ved afslutning af forløbet inviteres deltagerne til elevansættelsessamtaler. Er deltagerne motiveret og vurderes på niveau til adgangskravene til grundforløb 2, ansættes deltagerne som elever med en uddannelsesaftale. 

    Kvalificeret og professionelt personale 

    Effekter af forløbet er en høj gennemførsel på begge SOSU-uddannelser, da deltagerne er sprogligt og kulturelt klædt på til at opnå de forventede mål og kompetencer til social- og sundhedsuddannelserne.

    Forløbet har været medvirkende til, at Varde kommune har opnået sin dimensionering på social- og sundhedsuddannelserne. Forløbet bidrager dermed til en øget kvalificeret kapacitet i sundhed og omsorg.

    Varde kommune har siden 2020 ansat 75 kandidater på forløbet. Heraf har 26 afsluttet deres uddannelser og 34 er i gang med henholdsvis grundforløb 2, social- og sundhedshjælper eller social- og sundhedsassistentuddannelserne. Varde Kommune har af de 75 deltagere haft et frafald på 13,5 % til anden uddannelse, barsel, sygdom eller anden beskæftigelse.  

    Med ændringerne fra december 2024 i AMU-rammerne for kursister med videregående uddannelser, som nu også kan tage AMU indenfor SOSU-området uden deltagerbetaling, afvikler Varde kommune fra 2025 to forløb om året. 

    Varde kommunes erfaringer viser, at etableringen af et særligt uddannelsesforløb for personer med anden etnisk herkomst set i et bosætningsperspektiv ligeledes har en positiv effekt. Udover at uddannelsesforløbet giver et springbræt for deltagerne karrieremæssigt og hjælper dem ind på det danske arbejdsmarked, så medvirker en opkvalificering af deltagernes sprogkundskaber også til, at de har lettere ved at falde godt til i deres lokale bysamfund.

    Videre viser erfaringerne, at initiativet er med til at skabe en endnu bedre modtagelse og integration af de anden etniske familier. I sidste ende medvirker dette projekt til, at Varde Kommune får en mere kvalificeret arbejdsstyrke, samt en positiv befolkningstilvækst. 

    Deltagerne ansættes i en Integrations- og oplæringsstilling. 

    Ansættelsen er svarende til 37 timer ugentlig. Varde Kommune har i samarbejde med FOA indgået en lokal aftale om dækning af de sidste 20%, så deltagerne får løn svarende til en voksenelevløn jf. FOA’s overenskomst. 

    Læs mere om integrations- og oplæringsstillinger her:

    Det tætte tværgående samarbejde har haft en afgørende betydning for forløbets succes. Dette har bevirket, at nye tiltag og ændringer sker hurtigt og i fortsat tæt tværgående koordinering og dialog. 

    Mette Løkkegaard Rohde 
    Uddannelseskoordinator 
    Uddannelsesafdelingen Varde Kommune 
    rohd@varde.dk  
    mobil 21461604

    Sidst opdateret: 29. juni 2026

    Kontakt

    Chefkonsulent

    Line Folke

    Arbejdsgiverpolitisk Center

    Telefon: +45 3370 3472

    E-mail: lifo@kl.dk

    Konsulent

    Steffen Nyhus Haurum

    Arbejdsgiverpolitisk Center

    Telefon: +45 3370 3231

    E-mail: stnh@kl.dk