Sundhed og trivsel for alle gennem strukturel sundhedsfremme og forebyggelse
Center for Forebyggelse i praksis og Sund By Netværket har afholdt temadag med fokus på, hvordan kommuner – i partnerskab med andre aktører – kan styrke rammer og strukturer, der fremmer trivsel og sundhed for alle. Dette på tværs af fagområder og sektorer gennem sundhedsfremmende lokalsamfund og nærmiljøer.
Den kommende Folkesundhedslov vil sætte en ny ramme for hvordan kommuner og andre aktører skal bidrage til folkesundheden i Danmark – med et stærkt fokus på at styrke den strukturelle forebyggelse i kommunerne. Forskning viser, at strukturelle indsatser er blandt de mest effektive til at forbedre folkesundheden og reducere den sociale ulighed i sundhed. Mange kommuner er allerede godt i gang – fx sundhedsplejen, tandplejen, dagtilbud, folkeskolen, støtte til forenings- og fritidslivet, sociale indsatser, indretning af sundheds- og fællesskabsfremmende lokalsamfund, udvikling af infrastruktur, bekæmpelse af luftforurening m.m.
Formålet med temadagen var at give deltagerne viden og inspiration til at fremme strukturelle løsninger i egen kommune, der styrker trivsel og sundhed for alle.
Målgruppen var konsulenter i kommunen, der har ansvar for koordinering og politikudvikling inden for børn, skole, sundhedsfremme, kultur & fritid og miljø & teknik.
På temadagen dykkede vi ned i, hvordan kommunerne kan styrke den strukturelle forebyggelse på tværs af kommunale fagområder, og i samarbejde med det øvrige lokalsamfund, for at fremme betingelserne for sundhed og trivsel – lige muligheder for et sundere liv. Dagen gav deltagerne viden, konkrete eksempler og mulighed for dialog om, hvordan strukturelle løsninger kan forankres i praksis i egen kommune.
Temadagen vekslede mellem korte faglige oplæg, eksempler fra praksis og fælles drøftelser blandt deltagerne:
- Oplæg om strukturel sundhedsfremme og forebyggelse i en kommunal sammenhæng
- Kommunale eksempler på strukturelle indsatser som fremmer sundhed og trivsel i fx:
- Dagtilbud, skole og SFO og lokalsamfund
- Kultur-, fritids- og idrætslivet
- På arbejdspladsen
- Sundheds- og fællesskabsfremmende byrum og infrastruktur som veje, stier, legepladser og lokalområder
- Drøftelser om: Hvilke muligheder er der i egen kommune for at prioritere flere strukturelle indsatser, der fremmer de gode hverdagsliv? Og hvilke datakilder vil være egnede til at identificere problemstillinger, men også prioritere initiativer og målgrupper og følge udviklingen.