Mens vi venter på Folkesundhedsloven: Sundhedskompetence som fælles ramme for forebyggelse og lighed i sundhed

Af Helle Terkildsen Maindal, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet 

 Danmark står over for en dobbelt udfordring: Flere lever med langvarig eller kronisk sygdom og mentale sundhedsproblemer, samtidig med at den sociale ulighed i sundhed enten består eller ligefrem vokser. Sundhedsstyrelsens statusrapporter om social ulighed i sundhed (1) viser på tværs af næsten alle sundhedsindikatorer betydelige forskelle mellem befolkningsgrupper, og for flere mål er udviklingen gået i den forkerte retning i løbet af de seneste årtier. Udfordringerne er komplekse og formes af de vilkår, mennesker lever under, herunder uddannelse, beskæftigelse, boligforhold, sociale fællesskaber og adgang til offentlige tilbud. For at løse dem skal der derfor mere til end nye indsatser i sundhedsvæsenet; de kræver et fælles ansvar og et tættere samarbejde på tværs af forvaltningsområder. Sundhedskompetence kan potentielt udgøre en fælles forståelsesramme på tværs af sektorer, discipliner og diagnoser, som konkret kan bidrage til at omsætte ambitionen om bedre sundhed og mindre ulighed til praksis.

Sundhedskompetence er et fælles ansvar

Begrebet sundhedskompetence har de sidste årtier udviklet sig fra at fokusere på den enkeltes ressourcer til at få adgang til og anvende sundhedsinformation til i langt højere grad at fokusere på relationelle og kontekstuelle betingelser for sundhed. Sundhedskompetence opstår i samspillet mellem den enkeltes ressourcer og behov og sundhedssystemets krav, tilgængelighed og kompleksitet. Menneskers muligheder for at tage hånd om deres sundhed afhænger af både de relationer og rammer, de møder i hverdagen. Er informationen til at forstå? Er det tydeligt, hvad planen er? Er tilbuddene lette at finde og komme ind i? Oplever den enkelte at blive lyttet til og inddraget? Er den nødvendige støtte tilgængelig?

Sundhedskompetence er derfor et fælles ansvar. Det omfatter fx den sundhedsprofessionelles ansvar for at undgå stigmatisering og tilpasse kommunikation og støtte til den enkeltes aktuelle muligheder, uafhængigt af øvrige vilkår og baggrund. Ligeledes indebærer det, at organisationer og myndigheder tager ansvar for at skabe rammer for den generelle variation i befolkningens sundhedskompetence.

For kommuner er perspektivet særligt relevant, fordi sundhed skabes og påvirkes på tværs af flere forvaltningsområder. Når kommunale tilbud og arbejdsgange gør information lettere at forstå, beslutninger lettere at deltage i og den rette hjælp lettere at finde, reduceres nogle af de krav, systemet stiller til den enkelte. Det kan gøre det lettere for mennesker med forskellige forudsætninger at få adgang til og udbytte af tilbuddene og dermed styrke mulighederne for bedre sundhed og større lighed i sundhed.

Organisatorisk sundhedskompetence: Når systemet skal være lettere at forstå og navigere i

Kommuner, skoler, arbejdspladser, civilsamfundsorganisationer og sundhedsvæsenet spiller en central rolle i at skabe tilgængelige, forståelige og relevante rammer for sundhed. Det indebærer blandt andet at reducere den kompleksitet, som mennesker møder i hverdagen. Organisatorisk sundhedskompetence flytter opmærksomheden fra de vilkår, mennesker har, til hvordan systemer kan blive bedre til at understøtte menneskers muligheder for sundhed uanset deres konkrete forudsætninger.

I 2022 udgav Sundhedsstyrelsen rapporten Sundhedskompetence i det danske sundhedsvæsen – en vej til mere lighed (2), som beskriver otte veje til at styrke den organisatoriske sundhedskompetence. Disse veje peger på, at sundhedskompetence skal prioriteres i ledelse og kultur samt i arbejdsgange og processer, at der skal arbejdes med stigma og risikosituationer, og at sundhedskompetence med fordel kan indgå databaseret i kommunikation og evaluering.

Selvom de otte veje er udviklet med udgangspunkt i sundhedsvæsenet, kan det være relevant at tænke principperne bag organisatorisk sundhedskompetence bredere ind i kommunernes arbejde. Et jobcenter eller en social indsats kan også stille store krav til menneskers mulighed for at finde information, forstå beskeder, navigere mellem tilbud og handle på det, de får at vide.

Her kan sundhedskompetence fungere som et fælles sprog og en fælles ramme på tværs af sektorer. Fokus er på, hvordan mennesker møder, forstår og anvender information, tilbud og støtte. Det kan samle aktører om at gøre information mere forståelig, tilbud mere tilgængelige og samarbejdet mere sammenhængende. Sundhedskompetence kunne være et bærende princip i fælles indsatser for børns trivsel og mentale sundhed, ældres hverdagsmestring, mennesker med kronisk sygdom og mennesker i særligt udsatte positioner. Med et sådant udgangspunkt bliver menneskers behov, snarere end systemets grænser, styrende for indsatsen.

Hvad kan kommunerne gøre allerede nu?

En kommende Folkesundhedslov kan sætte en ny retning for det samlede folkesundhedsarbejde. Men der er meget, kommunale aktører allerede i dag kan gøre. Dette kunne fx være at fokusere på at implementere sundhedskompetence, som her ikke skal ses som et nyt projekt eller en ny sektorindsats. Den kan i stedet bruges som en måde at tænke og organisere arbejdet på tværs af eksisterende opgaver og aktiviteter. Tre konkrete greb kunne være:

For det første kan kommunerne arbejde målrettet og strategisk med organisatorisk sundhedskompetence som en linse for deres indsatser. Det kan gøres internt i kommunen, eller det kan indgå i de nyetablerede sundhedsråd. Dette greb handler om systematisk at gøre information, beslutningsprocesser og tilbud lettere at forstå og navigere i. Selv små ændringer i kommunikation og adgangsveje kan gøre en stor forskel for borgerens deltagelse og udbytte.

For det andet kan sundhedskompetence bruges som et fælles udgangspunkt for samarbejde på tværs af sektorer. Når socialområdet, beskæftigelsesindsatsen, almen praksis og sundhedsvæsenet arbejder ud fra en fælles forståelse af, hvad der understøtter menneskers muligheder for sundhed, kan det styrke sammenhængen i indsatserne og overgangene imellem dem.

For det tredje kan kommunerne systematisk involvere borgere og lokalsamfund i udviklingen af innovative løsninger. Sundhed skabes ikke alene i professionelle systemer, men også i hverdagslivet, i familier, foreninger og lokale fællesskaber. Sociale netværk og lokale fællesskaber er ofte vigtige ressourcer for menneskers sundhedskompetence. Derfor bør borgernes erfaringer være et aktivt udgangspunkt for udviklingen af nye indsatser.

Mens vi venter på Folkesundhedsloven

Skal en Folkesundhedslov gøre en reel forskel, kræver det både ambitiøse strukturelle tiltag og opmærksomhed på, hvordan mennesker møder og navigerer i de systemer, der skal understøtte deres sundhed. Sundhedskompetence kan bidrage til at bygge bro mellem disse niveauer ved at omsætte politiske ambitioner til konkrete handlinger i menneskers hverdag. Som fælles ramme for handling på tværs af sektorer kan sundhedskompetence derfor være et vigtigt bidrag til både bedre sundhed og mindre ulighed i sundhed. Det arbejde kan kommunerne begynde på allerede i dag.

Vil du læse mere om, hvordan man som kommune eller kommunal samarbejdspartner kan arbejde med sundhedskompetence? Find inspiration her:

Udviklingscenter for Sundhedskompetence: https://sundhedskompetence.aarhus.dk

Forskningscenter for Sundhedskompetence og Lighed (REACH): https://reach.au.dk

Referencer

1) Kjærulff TM, Nielsen MB, Davidsen M, Ersbøll AK. Social ulighed i sundhed og sygdom: Udviklingen i Danmark i perioden 2013-2021. København. Sundhedsstyrelsen; 2025

2) Aaby A, Meldgaard M, Maindal HT. Sundhedskompetence i det danske sundhedsvæsen: en vej til mere lighed. København: Sundhedsstyrelsen; 2022